tirsdag den 25. februar 2014

Vesten mangler gravide 13-årige!

Videnskabeligt!
Okay, det går ikke så stærkt med indlæggene lige nu—endnu en gang skriver jeg om et debatindlæg næsten en måned efter, det er udgivet. Sådan må det være.

I dag er det første gang, vi rigtig tager fat på Folkets Avis, som, lidt firkantet sagt, tager MANFOs beundringsværdige tilgang til kønsspørgsmål og breder den ud til mange andre emner.

Vores rejse til Folkets Avis bringer os denne gang til en anmeldelse af bogen Det Moderløse Samfund, skrevet af Niels Arbøl. Anmeldelsens forfatter—og vores gamle ven!—Lennart Kiil giver bogen seks stjerner og kalder den "en fremragende bog af den kaliber, vi kun ser en gang hvert årti", så det må være hot stuff. Det passer meget fint ind på tidslinjen: Det Moderløse Samfund udkom i 2013, lige omkring ti år efter Kåre Fogs To køn - tre sandheder.

Denne gang er det da også en reaktionær biolog, der har bevæget sig ud i såkaldt kulturkritik (og ligesom Kåre Fog måtte oprette sit eget forlag, da ingen ville udgive hans shitty bog, er Det Moderløse Samfund da også udgivet på Arbøls eget forlag, Queenswood).

Hvor det hos Fog i høj grad handlede om, at kvinder ikke gider bolle, er problemet i vore dage åbenbart blandt andet, at kvinder ganske vist boller, men ikke føder nok børn. Som vi ser i anmeldelsen:
At kvinder i dag i massivt omfang - i Danmark mere end snart noget andet sted i verden - er mere eller mindre tvunget til at deltage på arbejdsmarkedet på fuld tid anses almindeligvis som et ubetinget gode, men også denne forestilling udstilles for det bedrag, den er. Konsekvenserne i form af stress, depression, forliste ægteskaber og ulykkelige børn med diverse diagnoser kan ikke benægtes - og det grundlæggende problem ikke løses med stadig mere medicinering.
Så, you know, det er ikke så meget det fucked up arbejdsmarked, der er problemet, men at kvinderne har bevæget sig derud. Det fører til en nedvurdering af moderskabet, hvilket fører til lavere fødselstal, hvilket fører til Ragnarok og så videre. Sådan en analyse fortjener med sikkerhed seks stjerner.

Men tag ikke mit eller Lennarts ord for det! I sommer skrev Niels Arbøl selv et indlæg på Folkets avis. Lad os se, hvorfor moderskabet er i krise! Her er et par af punkterne (det bør nævnes, at Arbøl her kun taler om ciskvinder—når det kommer til naturvidenskabelig kulturkritik er alle, der ikke passer ind i kønsbinariteten, åbenbart ikke så spændende):
1. Fødselsraten har i flere årtier ligget under reproduktionsniveauet, således at befolkningerne i Vesten ikke kan reproducere sig selv, og befolkningstallet går tilbage. En hypotetisk computerberegning, foretaget af det britiske magasin The Prospect, har vist, at hvis den lave fødselsrate fortsætter som hidtil, vil den sidste europæer dø i år 2960.
4. Adskillelsen af sex og forplantning er blevet konsekvent gennemført ved hjælp af p-pillen og reagensglasbefrugtning (IVF). IVF har åbnet op for anvendelser, der ligger langt uden for det elementære ønske om at få et barn.
5. Antallet af aborter fortsætter på højt niveau. Omkring en tredjedel af alle kvinder i Vesten får foretaget en eller flere aborter, og blandt teenagere ligger abortraten over fødselsraten.
7. Der er sket en markant stigning i antallet af småbørnsmødre, der bruger størstedelen af dagtimerne på deres arbejde og karriere frem for at passe deres børn. Og det på trods af at dette arbejde ofte påfører dem en betydelig stresspåvirkning.
Jeg kan ikke tale for Arbøl, men jeg synes i hvert fald selv, det er et problem, at kvinder vil arbejde, og at teenagere ikke får børn. Vi uddør med sikkerhed om 850 år.
Kvinder, og især mødre til små børn, har i alt for høj grad tilsidesat deres natur og identitet som mødre til fordel for karriere og arbejdsliv. Dette har ikke kunnet undgå at få en række alvorlige konsekvenser for mødre og børn i form af en nærmest epidemisk stigning i stressrelaterede fysiske og psykiske lidelser, hvilket også har belastet de offentlige udgifter i samfundet i betydelig grad.
Er det nu ikke kvinderne selv, der først og fremmest bærer ansvaret for hele denne udvikling?
Er det her et af de dér retoriske spørgsmål, der ender med "selvfølgelig ikke, kvinder må gøre, hvad de har lyst til"?
Hvis man forstår ansvar som et personligt begreb, som er relateret til de konkrete situationer, hvori et valg skal virkeliggøres, har kvinderne ganske givet det primære ansvar herfor. De har forståeligt nok påberåbt sig retten til at bestemme over deres egen krop og over de børn, de vil føde, og de har siden p-pillens fremkomst og retten til abort haft midlerne til selv at bestemme. Hvem andre end kvinderne selv, kunne man spørge, har derfor ansvaret for det faldende fødselstal, for udsættelsen af fødsler til en stadig senere alder eller for at fravælge børn i det hele taget? Hvem andre end kvinderne selv tager beslutningen om abort eller afgør, om et foster med eller uden fejl skal bringes til verden?
Hm. Guess not. Det ér måske kvindernes skyld, at børn bliver stressede, bare fordi mor vil lege businesswoman med de voksne? Kan mændene så ikke hjælpe?
Måske har mange kvinder selv følt, at svaret kunne føre i den retning, men ofte afværger de konflikten mellem arbejde og familie lynhurtigt i form af et modspørgsmål: ”Er det måske ikke lige så meget mændenes ansvar?” Når kvinder drejer diskussionen over i denne retning, er det ikke, fordi de tror, at det er særligt realistisk hvis fædrene skulle lave en saltomortale og overtage mødrenes plads i familien. Snarere er det for at standse enhver diskussion og overvejelse, der kunne indebære, at kvinderne igen ville give prioritet til det at være mødre, i al fald så længe der er små børn.
[...] Det er derfor ikke manden, der skal forklare, hvorfor han prioriterer sit arbejde frem for den nære familieomsorg, for det har han hele tiden gjort. Det er kvinderne, der skal forklare hvorfor de i dag prioriterer deres erhvervsarbejde højere end familien.
Man kan sige meget om Niels Arbøl, men han lægger ikke fingrene imellem. Vi mænd er gode nok ♥

Men ret skal være ret. Arbøl fortæller, at det ikke giver mening at give kvinder skylden for manglen på smukke, hvide børn—ikke så meget fordi det ikke er kvindernes skyld, men fordi det ikke nytter noget at skændes om, hvis skyld, det er. Der er børn, der skal fødes, dammit!
Det vil i al fald være meningsløst at tale om kvindens ansvar i betydningen skyld, der er den mest unyttige følelse af alle, når den pålægges andre mennesker. Når vi taler om ansvar, ligger der heri udelukkende en konstatering og anerkendelse af det særlige privilegium kvinden har – at kunne føde børn og have den primære betydning for deres opdragelse. I dag opfatter mange unge karrierebevidste kvinder ganske vist ikke moderskabet som et privilegium, men det kunne i så fald skyldes, at kulturen er blevet afsporet og har ført kvinderne på afveje.
Og det er kulturen, der er den sande skurk. Vores konstante overforbrug har ikke kun medført katastrofale klimaforandringer, det er i dag også nødvendigt med to udearbejdende forældre, hvis man vil have børn. I hvert fald hvis man er som nutidens grådige unge mennesker og gerne vil have "en stabil økonomi", ikke vil "sidde i gæld hele livet"og måske endda "bo i et hus".
For en familie betyder køb af hus som hovedregel, at begge forældre er nødt til at arbejde på fuld tid, og moderen må tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, efter at barselsorloven er overstået. På den måde går de enkelte borgeres konsumering af velfærd hånd i hånd med den ideologisk bestemte nordiske velfærds-model, der vil have mødrene ud på arbejdsmarkedet i lige så høj grad som fædrene, mens deres børn bliver passet i daginstitution størstedelen af dagen.
Med de materielle forventninger, som unge mennesker har i dag, er det ikke så mærkeligt, at tanken om moderskab glider i baggrunden. Dertil kommer, at stærke bestræbelser i dagens samfund og en rabiat feminisme er i gang med at udviske de biologiske kønsforskelle, således at kvinderne mener sig berettigede til at glemme alt om moderskab – men det er en helt anden historie.
MENER SIG BERETTIGEDE TIL AT GLEMME ALT OM MODERSKAB. Niels Arbøl ser ikke kvinder som fucking mennesker, men som fremtidige inkubatorer og børneplejere. Gæt hvem der skal bestemme, om man skal være gravid og have et barn? Én selv!

Apropos "anden historie": Arbøl skrev et næsten identisk indlæg i Information, hvilket forståeligt nok blev kritiseret af Anna von Sperling. Arbøl tog til genmæle, blandt andet med informationen om, at det er manglen på gravide 18-årige, der er skyld i det høje antal tilfælde af brystkræft. But here's the real kicker:
Det kan dog ikke diskuteres, at kvinder, der bliver frugtbare som 13-årige, men venter med at få børn til 35-års alderen, undertrykker deres reproduktive system i hele 22 år.
Appetitligt!

Måske mener Niels Arbøl bare, at det er et biologisk faktum: når ciskvinder er 35, har de været frugtbare i 22 år. Men i betragtning af, at det åbenbart er et samfundsproblem i hans øjne, at teenagere føder færre børn, end de aborterer, er det da muligt, at han gerne så lidt flere gravide teenagepiger i bybilledet. Efterhånden kommer børn også tidligere og tidligere i puberteten—hvis vi er heldige, kan vi begynde at bringe børn til verden allerede når pigerne er ni ♥

Jeg kan heller ikke lade være med at bide mærke i, at Arbøl primært problematiserer det faldende fødselstal i vesten. Generelt er verdens befolkning jo stigende, og vi har en forholdsvis solid indvandring til vestlige lande, så måske er det i virkeligheden sunde, hvide bebser, verden har brug for flere af?

So yeah, det er nogenlunde, hvad vi møder i Arbøls Det Moderløse Samfund. Det er ikke svært at se, hvorfor den appellerer til MANF—æh, Folkets Avis: Et verdenssyn, der hører 50'erne til og dehumaniserer kvinder, præsenteres som ikke alene sundt for individet, men som absolut centralt for den vestlige civilisations overlevelse. Det er sgu svært at erklære sig uenig i. Som Lennart Kiil beskriver det i anmeldelsen:
Alle, der har bare en lille smule interesse for Danmarks fremtid, bør læse bogen. Den behandler bedre end nogen anden den kommende tids største udfordringer.
Mandfjols-panelet uddeler seks ud af seks feminiserede heteromænd. 

søndag den 2. februar 2014

Return of the Fjols: Svenske feminister vil myrde MANFO

[Trigger warning: vold mod kvinder, voldtægt]



I'm back, fuckers! Der er også gået over et halvt år siden jeg sidst skrev et indlæg, så måske var det på tide.

Der er sket en del i den periode—folk har brokket sig over støvsugende drenge i legetøjskataloger, folk har brokket sig over rabat til folk i stiletter på diskoteker, og ikke mindst er der latterligt mange folk, der har brokket sig over, at mænd ikke har ret til den såkaldte juridiske abort. Jeg har sprunget de fleste af diskussionerne over, men nu må jeg ud af kælderen, for MANFO, der ellers har trådt noget i baggrunden til fordel for Folkets Avis (hvilket folk, der er tale om, er der ingen, der ved), har klaget!

Klagen fra først i januar handler om, at der til det kommende ligestillingsarrangement Nordiskt Forum vil være—gys—svenske feminister!

Eller, noget i den retning, i hvert fald. Som der står på avisen.dk:
En gruppe af danske mænd går nu i krig med de 40 organisationer, fagforeninger og politiske partier, der støtter Kvinderådet. I et usædvanligt brev advarer netværket Manfo Kvinderådet mod at deltage i en stor ligestillingskonference, ’Nordisk Forum’, i Malmø til sommer.
Det usædvanlige brev, der er sendt til Kvinderådets danske medlemsorganisationer kan findes hér. Det er forfattet af biologen Kåre Fog, og det ser ud til, den primære anke går på blandt andet dette billede:

Billede fra det, æh, antifeministiske Toklandet
Billedet er lagt op fra svenske Sveriges Kvinnolobbys Twitter-profil, hvor der også blev lagt to andre billeder op i samme "Dags För"-format, som man kan se andre eksempler på på Sveriges Kvinnolobbys Facebook-side. Som Kåre Fog skriver:
Det vil sige, at i reklame for NF2014, som er udsendt af Sveriges Kvinnolobby med henblik på udbredelse i cyberspace, opfordrer man til at skære penis af mænd.
Måske lidt søgt, men det er i hvert fald rigtigt, at selv om de enkelte personer naturligvis har lov at stille op til et portræt med det budskab, de har lyst til, så er det måske ikke det klogeste af de mange "Dags För"-billeder at reklamere med. For the record er vi her på Mandfjols også generelt imod at skære pikken af folk.

Da Sveriges Kvinnolobby blev konfronteret med det, fjernede de da også billedet og tog afstand fra budskabet. Alligevel skulle det her ifølge Kåre Fog, sammen med misandrisk kartoffeltryk og det faktum, at SCUM-manifestet er pensum på Uppsala Universitet, være udtryk for en bestemt voldstendens inden for svensk feminisme. Som Fog smukt udtrykker det:
Med Sveriges Kvinnolobby som primus motor, kan vi forvente at temmelig rabiate former for feminisme og meget vidtgående forslag får en fremtrædende plads på konferencen.
Og det kan da godt være, at Trine Bramsen, der sidder i Kvinderådets bestyrelse, fortæller avisen.dk at ”Alle organisationer og netværk er velkomne. Også Manfo, hvis de har noget på hjerte.” Men se lige den ekstreme feminisme! Kåre Fog skriver:
Der anføres 12 hovedemner på konferencen. Nogle af disse emner kan ingen være imod at tage op, så som ”Fred og sikkerhed”. Andre er lidt mere kontroversielle. De to emner som står øverst på programoversigten, er
- Feministisk økonomi – økonomisk og social udvikling
- Kvinders og pigers kroppe – seksualitet, sundhed og reproduktive rettigheder
Både rabiat og kontroversielt med sådan noget "sundhed" og "reproduktive rettigheder", det må man sige. Nordiskt Forums fredstelt, DJ battle og loppemarked bliver nok også en misandrisk omgang.

Vigtigst er dog denne pointe—for det er trods alt mænd, der er vigtigst hér:
Hvis en sådan vedvarende propaganda vendt imod mænd ikke tages alvorligt og ikke imødegås, kan det måske før eller siden få enkelte kvinder til faktisk at begå alvorlige forbrydelser mod mænd.
Hold the fuck up. Sidder Kåre Fog og fortæller, at MANDEHADSK PROPAGANDA UHA kan føre til vold mod mænd? Skal vi ikke se lidt på, hvordan tingene ser ud den anden vej rundt?

Ud over, at (i hvert fald danske) mænd generelt udgør langt størstedelen af volds- og voldtægtsforbrydere mod folk af alle køn, så er der nogle hurtige og på ingen måde enestående eksempler her:

  • 25-årige Marc Lépine dræbte i 1989 fjorten kvinder på den canadiske École Polytechnique, efter eget udsagn med det specifikke formål at "bekæmpe feminismen".
  • I 2011 myrdede Anders Breivik 69 mennesker på Utøya. Hans lange manifest var fyldt med antifeministisk og kvindehadsk materiale.
  • Karen Straughan, bedre kendt som GirlWritesWhat (af MANFOs Lennart Kiil kaldt "logisk og sammenhængende" samt en "[klog kvinde,] der ikke er faldet for feministernes overfladiske og personfikserede fnidder", har udtrykt, at hun ikke har noget problem med vold mod kvinder.
  • TJ Kincaid, også kaldt TheAmazingAtheist, har til en kvindelig kommentator, der bad om trigger warnings på hans videoer (og fortalte, at hun selv var blevet voldtaget), skrevet bl.a.: "I'm going to rape you with my fist."

Hvis de to sidste personer virker bekendte, så er det fordi, de begge er optrådt i videoer på MANFO (læs om det her og her).

Og nå ja, så er der selvfølgelig et sidste eksempel: Vores egen Kåre Fog, biolog, forlægger og forfatter til advarselsbrevet om Nordiskt Forum, udgav i 2003 en bog kaldet To køn - tre sandheder, hvori han skrev, at mænd er dumme og feje, hvis de uden videre accepterer et "nej" til sex. Men sådan en tankegang kan umuligt føre til noget, der kunne minde om en forbrydelse, vel?

Så altså, jo, hypotetisk set kan skær pikken af-"propaganda" godt føre til forbrydelser. I mellemtiden fører den antifeministiske og kvindefjendske ideologi, MANFO til tider gør sig til del af, til at virkelige mennesker bliver udsat for virkelig vold.

Kåre Fog skriver "svensk feminisme er i disse år en grim plante hvis vækst er kommet helt ud af kontrol". Og måske er der en skjult voldstendens inden for svensk feminisme. Who knows? Men MANFOs klagebrev er lidt svært at tage seriøst, når antifeminisme og kvindehad har liv på samvittigheden. Get some perspective, guys.

mandag den 15. juli 2013

Mandfjols har fødselsdag!


Så er der kraftedme gået et år! Jeg orker ikke et langt retrospektivt indlæg—den slags gemmer man til nytår—så jeg gør det kort:

På denne dato i 2012 sad jeg i en lufthavn og skrev på et indlæg om bette Herbert og hans kjole til min nye blog, Mandfjols. Siden da er der sket latterligt meget på alle mulige platforme, lige fra Politikens forside til morgen-tv til en prisoverrækkelse sidst på året. Noget af opmærksomheden har forhåbentlig været fortjent, andet knap så meget, men either way har det været en virkelig spændende, lærerig og til tider stressende oplevelse. Ikke mindst har det været en fornøjelse at møde så mange af jer i virkeligheden! I er fandme søde ♥

Da jeg begyndte på Mandfjols for et år siden, havde jeg ikke nogen idé om, hvilken retning, jeg ville bevæge mig i. Det har jeg stadig ikke rigtig, og jeg er ikke altid lige konsekvent i min skrivestil, men jeg har lært en hel masse—især af jer—som jeg pejler efter, når jeg tager pis på sexister på nettet. Jeg fucker naturligvis stadig up engang imellem, og jeg er så glad for, at I stikker til mig, når det sker. Det er stadig en ret ny verden for mig, det hér.

Det næste års tid går jeg i skole i stedet for at ligge på min sofa og flade den, så jeg ved ikke, hvordan fremtiden for Mandfjols kommer til at se ud—ud over at jeg bliver ved, naturligvis. Sandsynligvis bliver det noget med at skrive lidt kortere indlæg, forhåbentlig med lidt kortere mellemrum. De længere analyser trækker lidt for meget på min mentale energi, så dem kommer der til at være længere imellem. Heldigvis er I en intelligent flok, så det burde nok lige gå.

Der kommer stadig til at være gang i den på Fjolsbooken. Det er superlækkert, at I deler så meget godt på tidslinjen, og jeg er ked af, jeg ikke får læst og/eller kommenteret det hele. I finder nogle vilde ting engang imellem. Hvis du læser det hér og ikke har lagt mærke til, at folk poster cool links på Fjolsbooken, så kan du passende gøre det nu.

Så, øh, ja. Det næste år bliver forhåbentlig lige så spændende som dette. Jeg har haft det vildt over, hvor glade for—og ofte gode til!—at debattere ligestilling, folk har været i det sidste år, også dem, som ikke sædvanligvis blander sig. Det gælder ikke mindst jer! Tusind tak for, at I gider være med. Det er jeres fortjeneste, det hele. Jeg elsker jer alle sammen (også mine haters), og håber at møde endnu flere af jer.

Tak for et fedt år! Here's to another great one.

Skål!

søndag den 23. juni 2013

Er Feminister Dovne, Forkælede Egoister? (Øh, Ja Sgu Da)

Update: Jeg er blevet mindet om, at det er dårlig stil at bruge ting som racesegregering på dén måde. Det er helt rigtigt. Jeg ignorerede fuldstændig den blodige historie bag bl.a. raceopdelingen i USA for at kunne lave en hurtig joke. Det er jeg ked af—det var racistisk gjort, og jeg fuckede up. Jeg lover at være opmærksom på ikke at gøre det igen—jeg er tydeligvis nødt til at sætte mig bedre ind i race-issues.

En klassisk feminist til højre dér!
De seneste ugers debat om amning har fået overraskende mange mennesker op af stolene. Okay, i bund og grund er det ikke så overraskende—det tiltrækker folk, der hader kvinder, folk, der hader børn, og folk, der bare gerne vil sige noget grimt om feminister.

En af sidstnævnte er Merete Riisager, Liberal Alliances ligestillingsordfører. Jeg undrer mig til tider over, hvorfor der er kvinder, der har lyst til at sidde i samme parti som Ole Birk Olesen, der som bekendt skrev det berømte kvindehadermanifest for et par år siden, men der er så meget, jeg ikke forstår, so there you go.

Merete Riisager skrev allerede sidste år et hater-indlæg om ammehystader, og 2013s hater-indlæg ligner forgængeren forbløffende meget. I år har det oven i købet fået en fancy overskrift med bogstavrim og det hele: Forkælet feminisme!
Så slår de til igen; Mig-mig-mig-generationens feminister.
Det starter godt!
Denne gang kæmper de for ”retten til at amme”. Som om nogen ville fratage dem denne ret. Eller ønsker at gøre det. Meeeen, det ku’ jo være, at nogen ville! Og SÅ er det nok bedre at blæse til kamp.
Eller, you know, retten til ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn, retten til ikke at være lænket til hjemmet i den periode, man ammer, retten til ikke at blive afvist med blufærdighed som undskyldning, mens man får kastet bryster i hovedet alle andre steder... you get the point: Der er mange mulige årsager til, at man er imod ammeforbuddet, ligesom der er mange mulige årsager til, at man er for det.
Nu er Enhedslistens Stine Brix ude med et voldsomt sprogbrug, der får sindene i kog: ”Ammende kvinder er ikke kriminelle!”.
Og det ville da også have været værd at bemærke, hvis nogen havde hævdet det. Problemets kerne er dog noget mere hverdagsagtig for at sige det mildt.
Menøeh, det er der jo kind of nogen, der har. Ligebehandlingsnævnets begrundelse for at godkende ammeforbuddet, på trods af at det er kønsdiskrimination, er jo netop, at amning er potentielt blufærdighedskrænkende, og dermed er det også potentielt kriminelt.

Og hverdagsagtigt? Måske. Det er ting som sexchikane på arbejdspladsen, ligeløn og barselsfordeling også. Men det er selvfølgelig også banaliteter.

Brancheorganisationen Horesta har spurgt rundt, og kun 9 ud af 588 beværtninger fradeder sig amning, hvilket Riisager tolker som, at der ikke er nogen ammefjendtlig udvikling i gang (omend folks kommentarer da godt kunne tyde på det modsatte).
Tværtimod er der i de senere år sprunget specielle ammevenlige caféer op, og svømmehaller, biblioteker og stormagasiner indretter rum til mødre med spædbørn. Problemet må derfor siges, ud fra en rationel vinkel, at være ikke-eksisterende.
That's right! Vil du amme, kan du få dit helt eget rum! Jeg ved godt, at Apartheidreferencer er rigtig barnlige og unfair, men—

Se! Du har fået din helt egen drikkefontæne!
Rationelt ♥

Okay. Det er rigtigt, at der ikke er meget, der tyder på, at ammende kvinder er ved at blive mere jaget vildt, end de har været de sidste par år. Men den nuværende situation er bestemt heller ikke en bagatel—jeg har indtrykket af, at flere og flere kvinder simpelthen føler ubehag ved at amme uden for hjemmet.

Det er for så vidt heller ikke kun det, sagen handler om. Det handler i høj grad om, at de regler, vi har fremsat om, at man som virksomhed ikke må diskriminere baseret på blandt andet køn—rimelig fucking vigtige regler, vil de fleste nok være enige i—åbenbart kan tilsidesættes med hensyn til en eller anden hypotetisk blufærdighed. Så ikke alene bliver ammende kvinder gjort til krænkere, som skal segregeres, vi åbner også døren for at legitimere diskrimination. Det er alligevel en rimelig principiel sag, er det ikke, Merete?
Men det er i og for sig ikke så vigtigt.
Nå nå, bevares.
For der er helt andre ting på spil for den nye generation af feminister. Det handler ikke om kampen om grundlæggende rettigheder, lige løn for lige arbejde, undertrykkelse eller den slags, men om at få stillet egne behov. Nu!
[Citation needed]

Den rationelle Merete Riisager viser faktisk en helt sublim forståelse for, hvordan det dér feminisme fungerer:
Den nye generation af forkælede venstrefløjsfeminister har blikket stift rettet mod egne navler: ”Jeg ammer. Altså må hele verden indrette sig derefter!” Eller: ”Jeg vil gerne have en bestyrelsespost! Nogen gøre noget ved det (og det kan jo umuligt være mig selv).” For ikke at glemme: ”Jeg gider ikke skændes med min kommende mand om fordelingen af barsel. Derfor har politikerne vær så god at hoste op med en fordelingsnøgle.”
Nemlig! Problematikken omkring forældreorlov handler ganske enkelt bare om, at de irrationelle kvinder ikke oooorker at snakke med deres partner. De kræver og kræver!
Helt uafhængigt af, hvorvidt de nye feminister rent faktisk har et ønske om at besøge et af de pågældende udskænkningssteder de få måneder, hvor de ammer deres børn, råber de: ”Vi vil ha’! Og det skal være nu!”. Som om det ikke var børnene, men dem selv, der ikke evnede behovsudsættelse.
Det er jo en helt klassisk cost/benefit-analyse. Danske feminister vil kæmpe for noget, der ikke engang nødvendigvis kommer dem selv til gode—hvad har de gang i? Det går imod al fornuft!

Vi må lige have en pause. Træk vejret.

Puh. Det var bedre. Jeg bliver så hurtigt vred, når det handler om penge og sådan noget. Man er vel rationel.
I et frit samfund må det være muligt for private foretagender at sætte retningslinjer op for deres gæsters ageren.
Bortset fra, at der er tale om retningslinjer, der (well, næsten) kun rammer kvinder. You know, kønsdiskrimination. Har vi ikke lige snakket om det her?
Hvis retningslinjerne er urimelige eller opfattes sådan, er det muligt at finde andre græsgange.
Fordi "stem med fødderne" jo virker så godt. Frit marked! Kapitalisme! Rationalitet! Hurra!
Det offentlige rum er stadig frit tilgængeligt for amning – med meget få undtagelser. Selv har jeg afprøvet det mange gange; bænke, strande, svømmehaller og Dyrehaven i frostvejr. Samt caféer, kroer og grillbarer. Helt uden angreb på min kvindelige ret til at give mine børn mad.
Og nu er der præcedens for, at det er okay at diskriminere mod kvinder—et problem, der, ligesom så meget andet strukturelt, altså ikke kan løses på individplan, men kræver, at man organiserer sig i, idunno, demonstrationer på Rådhuspladsen, for eksempel, eller måske at man opfordrer til boykot af de kvindefjendske beværtninger. Det er bare et par ideer.
Og hvad angår den nye generation af feminister – min egen generation – håber jeg, de også vil bruge deres kostbare tid på at ”holde fokus på deres utilfredshed” med gruppevoldtægter i Indien, kvinders rettigheder i Iran eller undertrykkelse af den personlige frihed for herboende piger af arabisk herkomst.
Ja, det er jo også en klassiker—der er RIGTIGE problemer et sted i verden, så hold jeres kæft!

Men må vi ikke først blande os i forholdene i Iran og Indien den dag, vi sætter os for at rejse derhen? Du ved, ligesom med de ammefjendske cafeer? Nu er jeg altså helt forvirret, Merete. Må man blande sig eller ej? Og er der ikke større problemer, vi er nødt til at fokusere på inden da? Økonomisk krise? Global opvarmning? Nå, måske ikke.
Det håber jeg, men jeg frygter, at det næste krav fra den forkælede feminisme bliver mere statsstøtte til kvindelige iværksættere. Dem er der nemlig ikke mange af, og man kan vel næppe forlange, at de selv fik fingeren ud og gjorde noget ved det?
Sagde kvinden, hvis løn er skattefinansieret ♥

fredag den 7. juni 2013

Dennis Nørmark: Mandtropolog

Cliff Pervocracy smider med sandheder ♥

Dennis Nørmark er en vigtig mand. Så vigtig, faktisk, at den danske regering har gjort ham til talsmand for hele nationen. Og nationen har vigtigt nyt til vores naboer på den anden side af Øresund.

Heldigvis har den vidunderlige Nina Björk allerede besvaret Nørmarks underlige angreb mod svensken med så stor ynde, at jeg ikke engang selv behøver pille hans kronik fra hinanden. Alligevel er der et par ting, jeg gerne vil kigge lidt nærmere på. Det er på ingen måde en betingelse for, at du kan følge med, men jeg anbefaler, at du lægger ud med at læse både Dennis Nørmarks og Nina Björks indlæg, og så kommer tilbage.

Er du færdig?

Godt! Lad os komme i gang.

Dennis Nørmark fortæller os:
Ifølge Expressens Jens Liljestrand så er analysen af den danske sexisme som følger: »Det finns en slags dansk sex- eller porrliberalism som gör att det inte finns några gränser i frihetens namn«.
Jeg er sådan set uenig i Liljestrands konklusion (som jeg, indrømmet, ikke har læst i kontekst); vi danskere er slet ikke så frisindede, som vi bilder os ind. Men det er slet ikke det, der er vigtigt. Det er den næste passage, vi skal kigge på:
Men der findes også en anden analyse. Nemlig at I i Sverige har bevæget jer fra et land med seksuelt frisind og åbenhed og til det, Julian Assange, polemisk, men også berettiget, benævnte et »Feminismens svar på Saudi-Arabien«, da hans seksuelle samkvem med to svenske kvinder pludselig blev udlagt som voldtægt i en sag, der for mig lyder som kulminationen på et forfølgelsesvanvid, som en aggressiv og mandefjendsk svensk feminisme har indpodet i en række af nationens kvinder.
En forestilling om dem selv og deres seksualitet som kendetegnet ved en særlig sårbar ’kyskhed’ i modsætning til mændenes destruktive og primitive seksualdrift. 
First things first: Når nogen anmelder en voldtægt, så bør politiet som minimum tage det seriøst og efterforske den, hvilket er lige præcis, hvad der er foregået. At gøre efterforskning af en voldtægtsanmeldelse til "kulminationen på et forfølgelsesvanvid, som en aggressiv og mandefjendsk svensk feminisme har indpodet i en række af nationens kvinder" lyder som voldtægtsapologetisme i mine ører.

Dernæst: som minimum havde Julian Assange sex med en kvinde, mens hun sov (læs evt. her og her). Der er altså ikke tale om seksuelt samkven, der blev udlagt som voldtægt, men voldtægt, der forsøges bortforklaret som seksuelt samkvem.

I sin iver efter at dæmonisere (svenske) feminister har Dennis Nørmark altså intet imod at forsvare en voldtægtsmand. Classy.

Dernæst taler Nørmark enormt meget om, at Danmarks måde at tænke på ligestilling på er så meget bedre end Sveriges.
Kønsrollerne kan meget vel se mere traditionelle ud i Danmark, og på mange måder er de det også. Men måske skyldes det, at danskerne på mange måder trives bedre med forskelligheden mellem kønnene og ikke har den absolutte ensretning som mål.
Men, øh, svenske feminister har jo heller ikke absolut ensretning som mål. Og den "forskellighed", Nørmark taler om, er der vist mange, der ikke har det for cool med.
Herhjemme har forsøg med kønsneutrale termer i svenske børnehaver stort set været mødt med latterliggørelse og væmmelse over hele linjen og ofte med et argument om, at kønsforskellen faktisk er noget, vi bør værdsætte. Danskerne forsøger ikke at undertrykke den hverken sprogligt eller reelt.
Lad os lige få den igen: Børnehaver, hvor børn får lov at opføre sig som de vil uden (blandt andet sproglige) begrænsninger baseret på køn, bliver mødt med latterliggørelse og væmmelse—og Danmarks tilgang til ligestilling er bedre?

Lad os se, hvad der sker, hvis vi udskifter køn med race et par steder i Dennis Nørmarks kronik. Jeg ved godt, det er et ældgammelt, barnligt trick, men jeg synes, det hjælper med at sætte et lidt andet perspektiv på sagerne.
Racerollerne kan meget vel se mere traditionelle ud i Danmark, og på mange måder er de det også. Men måske skyldes det, at danskerne på mange måder trives bedre med forskelligheden mellem racerne og ikke har den absolutte ensretning som mål.
Og:
Herhjemme har forsøg med raceneutrale termer i svenske børnehaver stort set været mødt med latterliggørelse og væmmelse over hele linjen og ofte med et argument om, at raceforskellen faktisk er noget, vi bør værdsætte. Danskerne forsøger ikke at undertrykke den hverken sprogligt eller reelt.
Ooog:
I Danmark er det okay at tænke, at der er en grundlæggende raceforskel, og at den gavner begge racer.
Sådan oplever jeg, at de fleste her mener, at man ideelt bør tale ligestilling. Ikke forarget, vredt og uforstående over for, hvordan den anden part indretter sig og ser verden, men med forståelse og sympati for den mangfoldighed, det er at have to forskellige racer.
 Det er skægt, jeg tror ikke, det ville være blevet trykt i Politiken i denne version.
Forskellen består i, at der er flere hos os, der ikke anskuer det som en krig imellem kønnene, og at vi heller ikke ønsker at opfordre til krig. Derfor ønsker flertallet heller ikke et nulsumsspil, hvor mændene skal fratages deres lovligt opnåede privilegier, for at de i stedet skal overgives til kvinder, og vi ønsker overvejende ikke at konkurrere om, hvilket køn det er mest synd for.
Men... Det er jo heller ikke det, der foregår i Sverige! Og hvad sker der i øvrigt for "lovligt opnåede privilegier"? Har Nørmark nogensinde læst lidt verdenshistorie?

Jeg får en snigende fornemmelse af, at Dennis Nørmark ikke har lavet sine lektier. Der er da også en imponerende mangel på kilder. Vidste I forresten, at svenske feminister er tre meter høje og spiser børn? True story! I må naturligvis bare tage mit ord for det.

Den "mangfoldighed" det er at have to forskellige køn—som altså primært er forskellige i Dennis Nørmarks underlige socialdarwinistiske univers—indeholder i øjeblikket store fordele for mænd og store ulemper for kvinder. Dennis Nørmark er vist ikke så interesseret i ligestilling som han er i at opretholde status quo, fordi han nyder godt af det. Men hvis bare de svenske feminister ville tage det roligt, så kunne de også se, at det er lækkert med rigide, gammeldags kønsopfattelser.

Men vi behøver ikke tage hans ord for det!
Da den hollandske sociolog Geert Hofstede i 1980’erne målte på de globale værdiforskelle i verden, opdagede han, at mænd overalt i verden udviste mere ekstrem adfærd end kvinder, og at de generelt varierede langt mere end kvindekønnet.
Ud fra det udtænkte han et værdiparameter, der netop rummede en sympati for det ekstreme, det konkurrenceprægede og det dominerende. Han kaldte værdien for ’maskulinitet’ og fandt, at lande, der lå højt på dette indeks, satte pris på værdighed, ære, evnen til at kunne klare sig selv og modet til at dominere og tage ansvar. Det sted i verden, hvor han målte mindst af denne værdi, var Sverige. Sverige har en score på 5, hvor Danmark har en score på 16. Skalaen går helt op til Japan, der topper med en score på 95.
Og, øh, hvordan er det nu lige det ser ud med ligestillingen i Japan? (Svaret er: ret fucking elendigt.)
Ud fra Hofstedes studier kunne man måske konkludere, at dette tal blot udtrykker Sveriges førende position som det mest ligestillede land i verden. Men man kunne også konkludere noget andet. Nemlig at Sverige blot har valgt den modsatte ekstrem og har indført kvindelige værdier som den kulturelle norm og aktivt undertrykt det, som mændene sætter pris på.
Så mænd er fulde af ære, værdighed og mod. Fuck kvinder ♥
Den skandinaviske tradition for konsensus, der står endnu stærkere i Sverige, er eksempelvis dominansens værste fjende, og fra mødelokaler og til børnehaver er både danske og svenske mænd og drenge ved at blive kvalt i snak, føleri og ligemageri.
[...] Man kan med Hofstedes forskning konkludere, at det skandinaviske menneske, og det svenske i særdeleshed, har lært at nedvurdere værdier, som faktisk typisk dominerer hos mænd frem for hos kvinder.
DOMINANSENS VÆRSTE FJENDE.



Det er da altid noget, at Dennis Nørmark er ærlig om, at han synes, dominans er vigtigt. Hvem, der skal domineres, har han ikke specificeret, men det tyder på, at det skal være os mænd, der skal bestemme over andre. Hvad skal vi dog også bruge konsensus, snak og følelser til?
Om de forskelle er biologisk eller kulturelt betingede er i den henseende en håbløs og ligegyldig diskussion, der kun tjener det formål at afspore fokus fra det, som er faktuelt: at der er nogle værdier som knytter sig stærkere til mænd end til kvinder.
Jeg tror derfor, at fremtidens ligestilling kommer til at handle om at acceptere denne forskel og forstå, hvordan en balance imellem disse ting gavner samfundet som helhed.
Sagde antropologen. "Hold nu op med at diskutere, om de fundamentalt skæve magtforhold mellem køn er nogen, vi selv har skabt. Det fjerner fokus fra det væsentlige: Lad os nu for helvede bare indrette hele vores samfund efter dem!"

Nørmark har virkelig den vildeste stiverik for status quo. Hør bare, hvad han siger:
I har indledt en krig imod mænd ved at tage pladser, som tidligere var tildelt dem. Så bliver de naturligvis sure, fordi det er et gement tyveri. Det skaber bare nye ofre, selv om I har fået argumenteret jer frem til, at mænd skylder så meget på det moralske regnebræt, at de sagtens kan tåle at komme i minus her.
[...] Vi har valgt en lidt anden vej i Danmark, eller jeg tror, vi er ved at gøre det. Her forstår vi efterhånden, at alle, mænd som kvinder, kan vinde noget på ligestilling. For ved at sætte det i system som en kamp og ved at straffe mændene for at være, som de er, opnår man aldrig det eneste, der kan skabe reel ligestilling: Nemlig at mændene kan se det som en fordel for dem selv. 
Pladser, der tidligere er blevet tildelt mænd på et uretfærdigt grundlag, bliver nu også tildelt kvinder. Det gør de stakkels mænd sure. Derfor skal vi kun gøre noget ved uretfærdigheder, hvis det er til fordel for mænd.

??????

Seriøst, hvordan var det blevet modtaget, hvis det lød "I har indledt en krig mod hvide ved at tage pladser, som tidligere var tildelt dem. Så bliver de naturligvis sure, fordi det er et gement tyveri."

Dennis Nørmark, fucking antropolog, arbejder tilsyneladende ud fra to grundantagelser:
  1. Mænd og kvinder er grundlæggende forskellige.
  2. Mænd er bedst.
Og Nørmark kalder svenskerne konservative. What the actual fuck.

At hans tankegang, hvis den havde omhandlet race, havde fået ham frataget enhver faglig anerkendelse, rører ham vist ikke synderligt. Her på redaktionen er vi (jeg) ikke overraskede. Jeg tillader mig også at tvivle på, at Dennis Nørmark nogensinde har været i Sverige. Eller uden for en dør, nu jeg tænker over det.

Samtidig udvider han sit shitty pseudo-evolutionspsykologiske verdenssyn til åbenbart at gælde hele det danske folk. Hvis han repræsenterer danskerne, vil jeg gerne meldes ud af dén klub—pronto. Er der en blanket, jeg kan udfylde, et sted?

Men hey, det giver os i det mindste en ny måde at vurdere ting på—hvis Dennis Nørmark synes, man er usympatisk, så gør man sandsynligvis et eller andet rigtigt. Og Sverige har da også mindst én stor fordel i forhold til Danmark: De har ikke Dennis Nørmark at døjes med.

onsdag den 5. juni 2013

Mænd der hader bryster

Lad dog være, møgunge!

Trigger warning: Hele indlægget er ret rough. Der er blandt andet noget nær en voldtægtstrussel i slutningen af indlægget. Ikke for sarte sjæle!

For lige knap en måned siden blev denne sag afgjort hos Ligebehandlingsnævnet. En kvinde, der ammede sin 9 måneder gamle datter på en restaurant (var det i Illum? Nogen, der kan huske det?), fik at vide af en tjener, at det måtte hun i hvert fald ikke. I bedste stil klagede kvinden til Ligebehandlingsnævnet, som endte med ikke at give hende medhold. Nævnet bemærkede:
Klager blev afvist fra en restaurant, fordi hun ammede. Nævnet finder, at klager, på den baggrund har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet indirekte forskelsbehandling på grund af køn. 
Nævnet har lagt vægt på, at det kun er kvinder, der ammer, og et forbud mod amning rammer derfor alene kvinder. 
Det påhviler herefter modparten at bevise, at ligestillingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ikke helt rigtigt, det med, at det kun er kvinder, der ammer, but we get the point. Så hvorfor blev klagen afvist? Jo, nu skal du høre:
Det er i Rådets direktiv 2004/113, der ligger til grund for ligestillingsloven, i pkt. 16, anført, at forskelsbehandling kun kan accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål, og at et legitimt mål for eksempel kan være hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden. Det fremgår endvidere, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig.
Da de anvendte midler, ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at varetage hensynet til andre kunders blufærdighed, finder nævnet, at [restauranten] ikke har handlet i strid med ligestillingsloven, og allerede som følge heraf har heller ikke [storcentret, restauranten ligger i,] handlet i strid med ligestillingsloven.
Med andre ord: Det er med blufærdigheden i tankerne, at ammende kvinder bliver forvist til et ammerum i centret. Husk det.

For samtidig kører danske busser i øjeblikket rundt med disse reklamer:

Tyvstjålet fra Docking Bay 327.
Det er altså ikke alle steder, det dér med blufærdighed gælder. Hykleri er det bedste, vi ved her på redaktionen.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen skrev så om sagen på sin Facebook-side:


Størstedelen af de kommenterende er enige—både mænd og kvinder—men der er et par guldkorn imellem. Det er ganske imponerende, hvad den almindelige dansker kan finde på. De fine kommentarer kan inddeles i et par forskellige kategorier.

Først og fremmest er der dem, der ikke helt har forstået, hvad sagen handler om, og bare råber liberalistiske buzzwords:















Så er der dem, der gerne vil se bryster. Ønsket rangerer fra det næsten uskyldige til det temmelig creepy—lige som vi kan lide det!











Mælke yver ♥

Så er der dem, der ser deres snit til at prikke lidt til Johanne Schmidt-Nielsen. De er en opfindsom flok:








 Og dem, der er lidt mere direkte:





Nogle hader tilsyneladende bare børn. Og mødre. Og kvinder generelt, I guess:










Andre igen hader bare patter.










Og endelig er der... ja. Idunno.








Åh Kenni Er du single? Det håber jeg virkelig inderligt.