Andesex: En metafor for kærlighed

Det giver mening omkring halvvejs inde i teksten. Nyd billedet så længe!

Her på Mandfjols prøver vi (who am I kidding, der er kun mig) at være aktuelle. Det er generelt mest positivt for debatten. Men i det her tilfælde er jeg altså nødt til at hive fat i tidsmaskinen, for det her er en afgjort kandidat til Værste Indlæg På Internettet Nogensinde.

For over et år siden skrev Camilla Paaske Hjort et interview med biolog Kåre Fog (kommentarerne kan læses med, hvis man har lyst til endnu mindre tro på det gode i menneskeheden. Vores ven Lennart Kiil er der også!). Interviewet var baseret på hans bog To køn - tre sandheder, som i øvrigt er glimrende hvis man ønsker at læse en enkelt mands 500 sider lange forsøg på at forklare hvorfor han ikke kan score.

Indgangsvinklen er SlutWalk-paraden, som fandt sted et par dage inden. Camilla Paaske Hjorts fortolkning af paradens budskab:

Kvinders kommunikation i nattelivet er i virkeligheden ganske klar, og mænd skal bare lære at forstå den.

Men sådan forholder det sig slet ikke, siger biolog, forfatter og ekspert i køn, Kåre Fog.

De, der har hørt om SlutWalk før, vil måske sige, at paradens budskab nærmere er noget i stil med "Der er ingen påklædning eller opførsel der retfærdiggør voldtægt", men Paaske Hjorts fortolkning er nok lidt nemmere at tale imod uden at lyde som en klam stodder. Fog siger:

Der findes mig bekendt kun en enkelt undersøgelse i verden, hvor man præcist har undersøgt dette – en amerikansk undersøgelse fra 1988, hvor 610 kvindelige studerende deltog. Hele 39 % af kvinderne i undersøgelsen svarede ”Ja” på spørgsmålet, om de havde været i en situation, hvor de afviste en mandlig bekendt seksuelt, selvom de gerne ville have sex med ham. Blandt de af kvinderne, der stadig var jomfruer på det tidspunkt, da de udfyldte skemaet, var det 11 % der på et tidspunkt havde sagt nej og ment ja.

Godt så. Det lyder jo fint nok. Kåre Fog nævner ikke helt hvordan undersøgelsen fungerer, så Mandfjols ridser lige grundprincipperne op fra Fogs bog.

I 1988 blev 610 kvindelige texanske psykologistuderende med en gennemsnitsalder på 19 spurgt, om de nogensinde havde befundet sig i en af følgende situationer (det er fra hukommelsen, det her, så ordlyden er nok anderledes. Bær over med mig!):

1. En fyr har lyst til at have sex med dig, og du har på et eller andet plan også lyst til at have sex med ham. Men du siger "nej", og du mener "nej".
2. En fyr har lyst til at have sex med dig, og du har på et eller andet plan også lyst til at have sex med ham. Du siger "nej", men mener "måske".
3. En fyr har lyst til at have sex med dig, og du har på alle tænkelige måder også lyst til at have sex med ham. Du siger "nej", men mener "ja!".

Langt de fleste havde været i situation 1 og 2, og som nævnt havde 39 procent været i situation 3. Generelt havde hver pige oplevet situation 3 to til fem gange.

Man skulle tro, at man så bare burde respektere et nej, siden situation 3 er den, færrest kunne genkende, men næ nej! Kåre Fog tænker således: Over halvdelen af gangene mener en pige "måske", og i næsten fyrre procent af tilfældene mener hun endda ja. Man skal da være både dum og fej (Fogs ord) hvis man som mand uden videre respekterer et nej.

Godt så. Lad os lige kigge lidt nærmere på alt det.

For det første virker 610 unge amerikanske psykologistuderende altså ikke som en særlig repræsentativ gruppe for alle kvinder. Især ikke når de er fra Texas, der som bekendt er en ganske religiøs stat!

Dernæst er det meget tydeligt at Kåre Fog ikke er matematiker. Hvis en pige kun 2 til 5 gange har oplevet situation 3, så fungerer det altså ikke sådan at du i en given situation har over 50% chance for måske og 40% chance for med sikkerhed at få noget på den dumme. Der skal bruges vægtet sandsynlighed!

Selv hvis det fungerede at tænke sådan, så er der et andet lille problem. For Kåre Fog har glemt at tænke på den magiske mulighed 4: En fyr har lyst til at have sex med dig. Du har på ingen måde lyst til at have sex med ham. Du siger "nej" og mener komplet entydigt "nej".

Det er en typisk fejl mange fyre begår—vi tænker slet ikke over muligheden for, at der findes kvinder, der ikke har lyst til at have sex med os. Jeg mener, det er faktisk ret svært at finde en film hvor hovedpersonen ikke får den smukke pige. Vi fyre bliver konstant fortalt at vi fortjener kærlighed og sex!

Det er bare en ret stor fejl. Jeg vil vove at påstå at 99% af alle kvinder (den ene procent er medtaget for at tage hensyn til eventuelle kvinder der aldrig nogensinde kommer inden for 100m radius af en mand) har været i situation 4. Pludselig virker Kåre Fogs sandsynlighedsteori knap så tillokkende, ikke?

Det vil sige at i nogle tilfælde er både fyren og pigen gået glip af et samleje, selv om begge gerne ville.

Og det er naturligvis værre end at der engang imellem er en fyr der ikke tager et nej for et nej og ender med at voldtage en ung kvinde.
Fog fortsætter:

Det fremgik af de åbne spørgsmål, hvor kvinderne kunne forklare nærmere, at blandt de der sagde nej men mente ja, var der en hel del som mente at manden skal opføre sig som den der bestemmer, og at det er acceptabelt at en mand i nogen grad bruger magt i forbindelse med sex. Det viste sig, at mange af disse kvinder accepterer at mænd anvender magt, eller endog nyder det[.]

Jeg har ikke selv læst undersøgelsen, men jeg kender flere piger, der godt kan lide noget magtspil og hård sex. Der er bare ikke nogen af dem der kan lide at en fyr bruger magt før sex. Men det ser man da godt nok i dyreverdenen, og det er også Kåre Fogs primære argument—at kvinder fra naturens side tænder på at mænd bruger magt for at få sex.

Det er et generelt træk mange steder i dyreriget, at hannen skal være den pågående der bliver ved og ved med at forsøge, mens hunnen skal være den kostbare der først efter mange forsøg giver efter. På den måde sikres det, at svage hanner giver op og ikke fører deres arveanlæg videre. For mig at se er præcis det samme tilfældet hos mennesker: Kvinden ønsker generelt at manden på en eller anden måde skal overvinde en modstand, førend hun accepterer ham som partner [...] Jeg tror at det er biologisk bestemt, at kvinden føler sådan, og derfor tror jeg at dette mønster aldrig kan ændres.

Tag nu for eksempel andesex. Én efter en voldtager andrikkerne hun-anden, som ligger hjælpeløs og tager imod den ene snoede andepenis efter den anden. Det går gerne vildt for sig, og nogle gange ender hun-anden enten med at dø eller med store skader. Det scenarie kender vi vel alle fra vores hverdag.

Så ganske som andrikker er ligeglade med modstand, må vi altså heller ikke lære vores drenge at et nej betyder nej. Som Kåre Fog på bedste videnskabelige vis har forklaret os er der en alt for stor chance for sex til, at man bør respektere et nej. Så når de slemme feminister prøver at lære folk, at et nej er et nej, ender de i virkeligheden med at udrydde menneskeracen. Endnu værre, de forhindrer mænd i at have sex!

Let's face it. Det er i virkeligheden det, der er problemet her, som vi også så i de sidste par indlæg her på Mandfjols. Fog og mange andre er sure over, at kvinder siger nej til sex med dem. Derfor prøver de at rationalisere det nej, så ansvaret for den manglende sex ligger hos pigerne. Og det er jo så nemt at brokke sig over at man ikke scorer, hvis man på ingen måde synes man selv kan gøre noget anderledes.

Hmm, det var ret meget biologi og voksensnak. Kan vi gå tilbage til bare at skyde skylden for det hele på kvinder?

Det tydeligste signal, kvinden kan udsende for at vække mandens begær, er at vise hud. Det skal forstås sådan, at mænd ofte er ret døve over for betydningen af sociale signaler, hvorimod et visuelt signal altid opfanges. Mænd er altid meget på udkig efter, om der er kvinder der ved en påfaldende grad af afklædthed signalerer at de er motiverede for at få sex.

Much better. Det er jo sådan det foregår—jo mindre tøj en kvinde har på, jo mere har hun lyst til sex. Man må næsten kunne skrive en formel for det! 1/(x cm2 tøj) = y liderlighed?

Men demonstranterne hævder, at selv ekstremt tydelige signaler i form af diminutiv påklædning ikke skal tolkes som seksuelle invitationer. Det bidrager til at forvirre mændene endnu mere, og gøre `de pæne mænd´ endnu mere tøvende og tilbageholdende. Det betyder at scenen endnu mere end før overlades til de rutinerede kvindeforførere, der har helt styr på de små detaljer i signalbetydning, men for hvem hver ny kvinde blot er et objekt der erobres, ikke en person som de interesserer sig for. Det betyder også at scenen endnu mere end før overlades til de mænd der har så stærke drifter, at de simpelt hen ikke kan modstå tiltrækningen fra nøgen kvindehud. Det vil altså lige netop forværre den situation, som kvinderne bag Slut Walk siger, de vil undgå[.]

Bingo! Endelig kom den. Kvinder er selv ude om at de bliver voldtaget! Alle de søde fyre har ikke en chance, så det er alle røvhullerne, der er tilbage. Jeg ved ikke helt hvordan det skulle fungere—selv hvis alle Nice Guys™fik noget på den dumme ville alle de slemme fyre jo stadig være der. Man skulle altså tro, at kvinder ikke var i stand til at tale, så de må kommunikere deres seksuelle tiltrækning gennem påklædning og røgsignaler. Tre røgskyer betyder "anal", har jeg ladet mig fortælle. Derudover tror jeg, at disse "rutinerede kvindeforførere" måske ikke har forstået det store påståede mysterium der er Kvindens Signaler, men nok bare er mænd, der kan finde ud af at behandle kvinder som mennesker, så de ikke får et nej i første omgang.

Denne tankegang stiller jo også mænd i et utroligt dårligt lys—hvis man mener, at kvinders påklædning kan være skyld i, at de bliver voldtaget, så siger man jo grundlæggende at mænd er barbarer, der helt og holdent er i deres pikkemands vold. Kåre Fog prøver dog at skubbe den over på mænd med "stærke drifter", men det tyder nok bare på, at han ikke ved, at rigtig mange voldtægter finder sted i hjemmet.

Men de voldtægter er måske løgn! Den idé har Kåre Fog i hvert fald tænkt over:

[K]vinder skaber i meget høj grad den situation vi har, hvor det er svært at få voldtægtsmænd dømt. Der forekommer desværre en del tilfælde af falsk anmeldelse af voldtægt. Det betyder at man aldrig kan vide, om kvinden taler sandt. Det underminerer i høj grad muligheden for at dømme i de tilfælde, hvor der virkelig er tale om voldtægt. Hvis påstand står mod påstand – og det er meget tit tilfældet – så er der ikke noget at gøre. Så må manden frikendes. Alternativet – hvis en mand kan dømmes selv om han nægter at have begået voldtægt, og selv om der ikke er nogen beviser – er frygteligt. Det åbner op for den mulighed, at hvis en kvinde er sur på en mand over et eller andet, så kan hun bare anmelde ham for voldtægtsforsøg, og så kan hun få sat en uskyldig mand mange år i fængsel.

Klart! Naturligvis skal man ikke smide nogen i fængsel på grund af en påstand, der ikke kan bevises. Det er derfor der normalt foretages noget der hedder en undersøgelse. Men jeg tror altså heller ikke der forekommer nok falske anmeldelser til, at det er noget kvinder generelt tænker på som en fed fidus.

Jeg har en hypotese. Mange mandfjolser snakker om falske voldtægtsanklager som om de forekommer oftere end rigtige voldtægter, og er den vigtigste del af voldtægtsdebatten. Jeg tror de ser uforholdsmæssigt mange falske voldtægtsanklager fordi de ikke kan finde ud af at respektere et nej. Dermed ikke sagt at de er voldtægtsmænd, men det er da klart at frygten for at blive anklaget for at have voldtaget nogen er mere reel hvis de kvinder man typisk har sex med siger "nej" forinden.

Her er et lille tip til alle: Selv hvis en kvinde ligger nøgen i din seng, indsmurt i nutella og babyolie med benene helt spredt, selv hvis I har været i gang med halvanden times vidunderligt forspil—hvis hun siger "nej", så holder man fucking dilleren væk—og det gælder også med omvendt kønsfortegn.

Mandfjolset her drager til Las Vegas om ganske kort tid. Hvis I ikke hører fra mig ligger jeg nok på et hotelværelse, lænket til en seng og indsmurt i nutella. Jeg har tænkt mig at sige "ja!"