 |
| Foto: Malte Kristiansen / Berlingske |
Han hedder Herbert, han er tre år gammel og han kan lide at gå i kjole. Berlingske Tidende bragte for nylig en artikel om ham, og der har været mange reaktioner på det. Der har heldigvis været rigtig mange, der støtter forældrene i at lade Herbert gå i det tøj, han nu har lyst til, men desværre også mange, der mener, at det kommer til at påvirke hans kønsidentitet og seksualitet negativt, som man kan læse i kommentarerne under artiklen og mange andre steder på internettet.
Men det er ikke kommentarerne på artiklen og andet godt, vi skal snakke om lige nu (selv om det da er tankevækkende, at mange, der ellers normalt afviser mange feministers præmis om socialkonstruktivisme hyler op om, at noget så simpelt som en kjole kan kønsforvirre en dreng). MANFO, det selvudnævnte liberalistiske modstykke til KVINFO, har nemlig også en mening om det:
Hen over de sidste par dage har pressen forsøgt at skabe sensation ved at sprede billeder af en tre-årig dreng i kjole. Har man hørt drengen, om han er interesseret i dette? Er han overhovedet i stand til at forstå, at han bliver brugt som middel af både pressen i deres jagt på læsere og ideologer med bestemte politiske dagsordener?
Én ting er, at pressen måske bruger ham til at fange læsere. Bevares, det ville ikke være første gang, nogen blev udsat for dét, og der går næppe noget af ham af den grund. Men jeg kan ikke lige se nogen ideologi eller specifik politisk dagsorden i "lad dog folk gå i hvad de har lyst til!" Det synes MANFO dog:
Og så er der jo feministerne. På trods af at de altid er de første til at fordømme “objektivisering”, når den rammer piger eller kvinder, kan de nærmest ikke få armene ned af begejstring, når den rammer små drenge.
Ah, ja. Det er feministernes skyld, det her. Should have seen that one coming. Jeg har svært ved at se objektiviseringen i en artikel om en dreng, der selv vælger at have noget bestemt tøj på, og som får lov til det af sine forældre. Har heller ikke rigtig kunnet spotte de feminister der jubler over det (ud over dem, der synes det er fedt, at han får lov). Men jeg har måske ikke MANFOs klarsyn.
Kønsforsker Karen Sjørup giver i en senere artikel sit bud på, hvorfor der ikke løftes et øjenbryn over piger der klatrer i træer, mens der lyder ramaskrig når Herbert dukker op i sin fine blå kjole:
Det handler om, at kvindekønnet er ringere agtet end manden, og forældrene frygter, at drengen synker ned til kvinden.
MANFO har heldigvis et kort og præcist svar på det udsagn:
Nej det gør ej. Det handler om at de fleste forældre vil deres børn det bedste. Mange forældre ved godt at børn kan være hårde ved hinanden. At afvigelse kan medføre ubehageligheder i skolegården. Og de fleste forældre ved godt, at når drengen bliver større, er det stadig ham samfundet forventer stiller op og forsvarer nationen med sit liv. Uanset kjoler. Og de ved godt at et barn helst skal udvikle en nogenlunde sund og normal “kønsidentitet” for at fungere bedst muligt.
WHOOOSH! Det var lyden af pointen, der fløj direkte hen over hovedet på MANFO.
Det handler jo netop om, at man bliver mobbet, hvis man som dreng har kjole på. Sjørups kritik går jo ikke på de forældre, der ikke giver deres drenge kjole på, men på et samfund, hvor det er sejt når piger aspirerer til at være drenge, men forkasteligt, når en dreng "slummer den" ved at klæde eller opføre sig stereotypisk feminint. Det er da meget muligt at afvigelse kan medføre ubehageligheder, men hele ideen er, at drenge i kjole ikke burde være en afvigelse. Og at pigers kønsidentitet tilsyneladende ikke påvirkes af bukser, så hvorfor skulle drenges nødvendigvis påvirkes af kjoler?
Med andre ord er de fleste forældre klar over at drenge skal ud i en hård virkelig[hed], og det forbereder man dem ikke på ved at bilde dem ind at de er prinsesser.
Piger må derimod godt være prinsesser, for den verden de skal ud i er fyldt med roser og killinger. De har det aldrig svært. Åh MANFO ♥
Siden denne oldssag af et indlæg ikke har fået nogen kommentarer endnu, vil jeg da gerne give mit besyv. :)
SvarSletJeg tror Manfo har ret i det faktum, at det ikke i Danmark er en god idé, at udstille en lille dreng på 3 år i kjole. Ikke endnu. Da jeg gik i første klasse, blev jeg mobbet fordi der var et billede af mig i avisen, hvor jeg var iført hjemmesyet joggingtøj. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad reaktionen ville have været, hvis det var en kjole jeg havde på istedet. Det handler ikke om, at det er forkert for drenge at gå i kjole. Det handler blot om, at Herbert med god sandsynlighed vil blive jagtet rundt i skolegården, og blive drillet med det. Én ting er, hvordan vi synes verden skal være som voksne. Noget andet er hvordan den faktisk talt er derude, og desværre er verden sådan for øjeblikket, at en dreng i kjole har udsigt til at blive socialt stigmatiseret. Og er Herbert klar til at løbe den risiko som 3-årig?
Når det er sagt, så synes jeg det er en smule søgt at give feminister skylden. Manfos dagsorden er antifeministisk, og fred være med det. Jeg synes også Kvinfo fortjener meget af den kritik, som den får. Men det er vist dårligt Kvinfo's, eller feministers skyld, at en lille dreng nu løber en stor risiko for at blive mobbet i skolegården. Nej, den ligger på forældrenes skulder.
Men hvis vi aldrig sender en dreng i skole med kjole på, hvordan gør vi det så klart for ungerne at det er helt ok at gøre det? Man kunne jo f.eks. også som forældre mødes med klassen (og forældre til klassens børn!) og forklare at "Her er Herbert, han er en glad dreng og han kan godt lide at gå i kjole. Det synes vi er helt ok, og hvis vi hører at I har været efter ham, så får I med os at bestille. Han har ret til at gå klædt som han vil - præcis ligesom alle jer andre." Børn efterligner voksne og hinanden. Hvis forældre og andre børn ikke reagerer negativt, så vil det ikke være et problem.
SletUhm, som pragmatiker kan jeg sagtens se, at man gerne vil undgå at udsætte sine kære børn for potentiel mobning og udelukkelse...meeen, livet er squ hårdt, og hvis det ikke er det ene man bli'r drillet med, ja, så er det det andet. Mine forældre var ikke skilt, men så blev jeg drillet med at jeg var for dygtig i skolen. Man kan ikke live sit liv efter konjunkturerne, ej heller efter mulig mobbefare. Næ, tænk blot på seje ikoner som "Kjole-Ole" - der jo til sidst "vandt" over B&O...hvilken forælder ville ikke være stolt af sådan en søn, der jo helt sikkert har masser af nosser under skørtet!
SletKommer forresten også til at tænke på en episode fra min skoletid, hvor en dreng kom i kjole iført kilt i parallelklassen. Vores lærer gjorde en dyd ud af at sige, at det var helt fint (og opfordrede til ikke at pege fingre)...drengen havde åbenbart ingen rene bukser, så nu havde han altså lige taget den her kilt på i dagens anledning. Se, der var i det mindste nogen idealistiske lærere i min folkeskole - og snakken i klassen endte også med at indtil flere elever tilkendegav, at det da var meget sejt med anderledes påklædning, og at man skulle acceptere at vi alle så forskelligt ud og klædte os forskelligt. Jeg endte selv med at gå i enormt meget af min brors aflagte tøj tilbage i fattigfirserne...og i dag går jeg næsten altid med kjole (ikke at jeg savnede kjolen dengang - kan huske, at jeg ikke rigtig ku' fordrage kjoler), med hvilket jeg prøver at sige, at man sagtens kan have en "modsat-kønnet" tøjfase, og senere forelske sig i "sit eget" køns traditionelle påklædning. Hvad hvis Herbert havde haft en forkærlighed for engelsk skoleuniform og slips...havde det så vagt røre? Det havde da været forbundet med en mindst lige så stor mobberisiko som den fine blå kjole...
Slet