En femifascist med rød læbestift? |
Forleden delte Mandfjolset et billede på Facebook. Det viste en forside af bladet Elle. Det interessante var teksten på den nederste halvdel af siden, hvor der stod: "Smut, mænd!", og nedenunder: "Vi kommer og overtager jeres jobs, biler, økonomi, sexvaner..."
Som jeg påpegede, helt uironisk, er det tydeligvis misandri af værste skuffe. Elle hader mænd. Der er ikke noget at rafle om.
Til min store glæde var jeg ikke den eneste der kunne se femifascismen hos Elle. Anne Sophia Hermansen delte nemlig også det formastelige billede. Mindre end halvanden time senere havde hun forfattet en perle af et blogindlæg. Lad os se på hendes skarpe observationer:
Hvordan mon det ville blive modtaget, hvis Euroman skrev: “Skrid, kvinder! Vi overtager nu også jeres børn, barsel, længere liv og overrepræsentation på universiteterne”?Anne Sophia Hermansen påpeger her en af de vigtigste ideer hos feminismen: Børn tilhører ikke deres fædre. Det er mor, der skal passe ungerne!
Egentlig ret sørgeligt, at mænd skal reduceres til rivaler, til kønspolitiske modstandere, der skal bekæmpes, besejres og helst strippes for privilegier. Var det ikke ligestilling, vi ville have? Åbenbart ikke.Netop. Ligestilling har trods alt altid handlet om særrettigheder til kvinderne. Ikke mange ved det, men da feministerne engang lobbyede for at få ret til at stemme prøvede de også at få frataget mændene deres stemmeret. Og har mænd måske fri abort?
Vi vil have lige adgang til verden, men en verden uden mænd.Det forklarer måske hvorfor så mange feminister er—gulp—lebber. Rygtet vil endda vide, at modellen på forsiden er af lesbisk overbevisning!
Vi vil have ens muligheder, men mændenes skal inddrages. Og så har vi tænkt os at sige skrid med jer, når vi har overtaget jeres jobs, penge, biler og sexvaner – occupy men.Det mest lysende eksempel er nok det med sexvanerne. Når kvinderne kommer og overtager dem står mændene tilbage helt uden sexvaner. Med slap diller står de foran en smuk, nøgen kvinde med spredte ben og spørger trist: "Hvordan gør man?"
Så tillykke med forsiden, Elle. I har intet forstået af årtiers ligestillingskamp, men rejst spørgsmålet: Hvorfor skal kønspolitik være et nulsumsspil, hvor man kun kan få noget ved at tage fra andre?Nu vil visse ækle feminister måske påstå, at ligestilling er en win-win-situation. Det er en lodret løgn. Når de siger, de vil have økonomisk frihed mener de jo i virkeligheden at de vil have mændenes penge, og pludselig kører kvinderne rundt i vores biler mens vi mænd bare har at tage bussen.
I har ikke opnået andet end at afsløre jeres hemmelige agenda. Godt gået, Elle. Jeg håber I er rigtig tilfredse med jer selv.
Kommentarer! Puha, der er mange. I kan få et par stykker og ellers læse resten selv. Ole Nielsen skriver:
Nu er sagen jo den, at mændene har opfundet så mange kraftbesparende maskiner, at kvinderne også kan være med. I gamle dage kunne kvinderne ikke bruges til ret meget, men nu hvor maskiner, motorer og geniale konstruktioner klarer tingene, kan kvinderne også være med. [...] Men er kvinderne taknemmelige for alle disse lettelser og geniale fremskridt? Næh, slet ikke, for nu er det blevet moderne at foragte mændene, og at snylte på deres opfindelser. Ja, kvinderne forsøger nærmest at tage æren for alle landvindinger.Ole Brockdorff synes, at den moderne verden anno 2012 er
[...] fyldt op med adskillige hjernedøde forskruede kvindemennesker uden bare et minimum af følelsesmæssigt intellekt på grund af dårlig opdragelse, hvor de godt kan bruge os mænd til at tilfredsstille deres egne primitive og dyriske seksuelle lyster fredag aften – eller gøre dem gravide – hvorefter de meddeler os, at vi som mænd bare kan skrubbe ad helvede til ud af deres liv, mens vi gerne må finansiere deres tilværelse økonomisk med børnepenge og alt muligt andet.En John L beretter:
Egentlig er jeg ligeglad med hele ligestillings debatten da jeg er så heldig at have en dejlig kæreste som er skruet ordentlig sammen oven i hovedet – altså ikke feminist. Vi respektere kort og godt hinanden for dem vi er.
Men jeg må bare kommentere den idiotiske forside. Man ser en kvinde i en lækker veteran bil (cabriolet). Hun prøver virkelig hårdt på at se selvsikker og magtfuld ud (hun har taget bilen!). Jeg kan ikke lade være med at forestille mig hendes ansigtsudtryk, når hun 2 timer senere holder på landevejen og den lokale mekaniker netop har taget røven godt og grundigt på hende, ved at kræve 5000,- for at skifte hendes punkterede hjul med reservehjulet… haha! Så ville hun nok ønske at hun havde en rigtig mand med sig alligevel?Bent Pedersen:
På en måde er der en vis “fornuft” i at de røde har fået “ligestilling” på hjernen. For hvis man med snigende tiltag og salami-agtige udspil kan ødelægge familiemønstret og børnenes psykiske sundhed, er samfundets basis smuldret, og man er kommet tættere på at kunne revolutionere samfundet og indrette det efter kinesisk eller russisk forbillede.En O Andersen skriver:
Derfor er jeg gift med en vidunderlig kvinde fra Vietnam.
Danske kvinder er ikke værd at samle på,hvem gider bruge sit liv på en krævende bedrevidende kommanderende damptromle..en egoflipper som bruger 40 år på “at realisere sig selv”?Det er godt vi har så fornuftige mennesker til at modsige femifascismen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar