Er feminisme i virkeligheden kollektiv penismisundelse?

Satans feminister!

Bedst som man troede at man kunne få lidt ro ovenpå Lennart Kiils debatindlæg i Politiken dukker der lige én mere op. Man kan da heller aldrig få fred!

At Lennarts kritik af KVINFO ikke rigtig holder vand afholder ikke mange fra at synes, han har ret. Det gælder ikke mindst Kirstine Holst, der åd det råt:

I et debatindlæg fra Lennart Kiil fra Manfo gøres der op med Kvinfo's evne til på én gang at nedgøre det modsatte køn og samtidig modtage offentlige støttekroner til sin mission.

Debatindlægget modsvares i kommentarfeltet af ord som »klynk«, »kvindehadere« og »tabermænd«.

Bevares, Kirstine Holst har ret i, at der blev skrevet en del kommentarer i den dur (at det var af et lille fåtal er åbenbart ikke relevant), men når man ved, at KVINFOs påståede ondskab ikke er meget mere end en, øh, misforståelse (en stråmand kan det jo ikke være, ved vi), så er det altså også svært at læse både indlæg og mange af kommentarerne som andet end klynk og kvindehad.

Kvindekampen og kampen for ligestilling imellem kønnene har haft mange positive konsekvenser, for det samfund vi lever i, og det er tydeligt, at feministerne og deres politiske agenda til stadighed fylder den offentlige debat.

Yes, og det er megafedt, at vi stadig husker at tale om køn i offentligheden, er du ikke enig, Kirstine Holst?

En debat om privilegier og vilkår, der ikke bunder i nød eller større eksistentielle uretfærdigheder, men som snarere fordres af et voksende narcissistisk behov for mér-vil-ha-mér.

Hm. Åbenbart ikke. Kan du så ikke lige forklare hvorfor feminismen stadig eksisterer i vort ligestillede samfund?

Skal man tro historierne om det sagnomspundne 'kastrations-kompleks', så skyldes denne svaghed, at kvinden føler sig amputeret. Hun mangler en penis og misunder og efterstræber manden for at have sin.

Nårh. Jeg troede lige et øjeblik kvindekampen handlede om kvinder... Nå ja, enhver kan jo tage fejl. Det der med "kvinders rettigheder" gav heller aldrig særlig meget mening—penismisundelse er svaret!

Hun føler sig ganske enkelt som det 'handicappede' køn, og derfor skal der på linje med al anden social lovgivning udarbejdes love og opstilles regler, der ikke blot lemper kvindes trængsler i forhold til det påståede patriarkalske samfund, men i endnu højere grad er til for at tvinge samfundet til at tilpasse sig det handicappede og svage køn.

I see, så der er altså ikke ulemper forbundet med at være kvinde, det er bare noget feministerne føler. Makes sense.

Men nok er aldrig nok for den kastrerede kvinde, og som en indkalkuleret og i sidste ende apokalyptisk handling vælger hun egenhændigt også at kastrere manden.

Nåh, det er det feminismen handler om! Hold kæft det er smart.

Hvordan kastrerer man så en mand?

Uh, den kan jeg til gengæld svare på! (Probably not safe for work!)

Men det ser ud til at Kirstine Holst har en lidt anden holdning:

Man starter i institutionen, hvor små drenge opdrages til at sidde ned og tisse, og hvor almindelig adfærd hos små drenge problematiseres i en sådan grad, at de i sidste ende ender som diagnosticerede - og derfor handicappede mennesker - ene og alene, fordi de ikke kunne indordne sig og leve op til præmisserne i kvindeland.

Da jeg var i USA for nylig skulle jeg på et tidspunkt skide noget så grusomt. Jeg begav mig derfor ind på et offentligt herretoilet, hvor den eneste bås var optaget af en lille dreng, som havde sin far med som bukseluknings-support. Han kunne nok godt have brugt et af urinalerne, men det lød heldigvis som om de snart var færdige. Snart kom drengen og hans far ud, hvorpå drengen proklamerede "Jeg behøver ikke vaske hænder, for jeg rørte den ikke!"

Åh nej, tænkte jeg. Det lovede ikke godt. Jeg listede hen til toiletbåsen og kiggede forsigtigt ind. Ganske som jeg frygtede var alting fuldstændig tilpisset. Knægten måtte have ramt alt andet end kummen. Det var ikke noget jeg kunne klare med toiletpapir og sæbe—der ville være brug for et mindre kemisk beredskabshold for at redde det toilet. Jeg holdt mig.

Jeg kan forestille mig at knægten ikke er den eneste lille dreng, amerikansk eller dansk, der har problemer med at sigte når han tisser. Måske er det bare smartere at bede drengene sætte sig ned når de tisser i vuggestuen, så man ikke konstant skal gå og gøre rent?

Eller også er det bare et forsøg på at holde truslen fra den spirende maskulinitet nede. Who knows.

Man kan undre sig over, at kvindekampen i dag ikke lykkes på samme måde som tidligere målt på konsensus og sammenhold kvinder imellem. 

Mandfjolsets bud: Det er en del nemmere at blive enige om at ændre en lovmæssig ulighed end en kulturel.

Man får endda til tider indtrykket af, at kvindekampen i dag topstyres af en femi-intelligensia, som ikke længere kun har til formål at fremme den feministiske interesse, men også at sætte en ideologisk og moralsk dagsorden for kvindeligheden i det hele taget.

—og her vil Mandfjols vove at påstå at det tværtimod er det, mange antifeminister forsøger på. Eksempelvis Eva Agnete Selsing, der ser ud til at argumentere for, at den rigtige måde at være kvinde på er at være det hjemme hos børnene, eller tankegangen i manfosfæren, hvor "naturlige" kvinder bytter omsorg (you know, sex!) for mandens forsørgelse. Men lad nu det ligge.

Nogen vil måske spørge sig selv, hvad jeg har af interesse i at bakke mændene op. 

Det er ganske simpelt; jeg har en mand, en søn, en ven, en far og en bror, og jeg elsker dem alle sammen.

Det kan jeg sgu godt forstå, når feministerne prøver at kastrere dem. Måske skulle man investere i skridtbeskyttere til hele bundtet.

Vel findes der svin, undertrykkere, chauvinisme, diskrimination og kønsnepotisme, men i min verden er synderne fordelt på begge køn, og det undrer mig, at et køn, der før er blevet undertrykt, nu griber de samme magtmidler.

Mænd! Vi må kæmpe mod denne uretfærdighed. Der er kun ét at gøre: pis på det hele—bogstavelig talt!

Som jeg læser det er der en enkelt hovedpointe i Kirstine Holsts debatindlæg: Feminisme bunder i penismisundelse, der manifesterer sig i et forsøg på at kastrere alle—"Hvis ikke jeg må have en diller, så er der ingen der må!" Denne kastration finder sted fra barnsben, hvor drenge fratages deres maskulinitet ved at skulle sidde ned og tisse og derudover ikke lave drengeting.


Hvad de her typiske drengeting er skal jeg ikke kunne sige, men et gæt ville være ting som at tonse rundt og lege og råbe—har man ikke hørt noget om, at børn ikke fik nok lov til det i institutionerne?

Men det er jo skidt for alle børnene, ikke kun drengene! Hvis det er det, Kirstine Holst mener, så minder det lidt om Eva Agnete Selsings påstand om, at feminismens mål om at udrydde manden inkluderede at udslette maskuline værdier som behovsudsættelse og ambition for at erstatte dem med feminine værdier som—oh ve!—anerkendelse og rummelighed.

Det der slår Mandfjolset som mærkeligst er dog, at drenges maskulinitet åbenbart også er baseret på at stå op og tisse. Men okay, Kirstine Holsts debatindlæg virker både nuanceret og gennemresearchet, så her på Mandfjols stoler vi på hende.

Læs eventuelt kommentarerne på debatindlægget for ekstra tro på det gode i mennesket.

(I øvrigt syntes jeg det var lidt skægt at i antifeminismens optik handler selv feminismen om at kvinder skal have pik, hvis I forstår sådan en lille en.)