Feminister kan ikke lide krig! Brænd dem!

Her ser vi konsekvensen af feminisme. I det mindste er pudlen sød.

Eva Agnete Selsing er filosof og ikke så glad for feminister. Og det formår hun sådan set at kombinere ret godt i en kronik, der på én gang er antifeministisk og virkelighedsfjern. Jeg kan anbefale at læse det hele.

Kampen mod manden er en kamp mod mennesket.

Er der en kamp mod manden? Når vi her på Mandfjols' redaktion ser os om ser vi ganske vist en kamp mod ideen om manden som naturlig hersker, men da ikke mod selve manden.

De mange debatter om kønsroller, der både dækker emner som legetøj og tøj til små børn, rollefordelingen i familien og henholdsvis moder- og faderskabet, foregår på baggrund af et normativt ideal om kønsneutralitet.

Fordi, you know, "man burde kunne lege med hvad man vil, gå i hvad man vil og indrette sin familie som man vil uden at det har noget med køn at gøre" betyder basically "lad os alle være ens!"

[N]ok er kønsrollerne delvist kulturelt baserede, men de flugter med vores biologi, med vores natur. Derfor har de holdt ved så længe.

Eeeller måske er de blevet kulturelt opretholdt? Lige det første eksempel jeg kommer på: det er ikke særlig naturligt at tisse i en hvid porcelænskumme, men jeg gætter på at vi som samfund kommer til at beholde toilettet et godt stykke tid endnu.

Fjerner man denne ’naturlige’ kulturelle overbygning i et totalitært forsøg på at skabe det rene, kønsneutrale menneske [...] er det et overgreb på det enkelte menneskes værdighed. På dets ret til at udvikle sig i forlængelse af sine naturlige inklinationer.

Læs: mænds ret til at udvikle sig i forlængelse af deres naturlige inklinationer, hvad de inklinationer så end måtte være.

Valg af partner, af uddannelse, af omgangskreds og andre væsentlige beslutninger træffes med kønnet som det naturlige bagtæppe.

Jamen Eva Agnete Selsing for pokker! Er det da positivt, at vi gør det? Valg af partner vil jeg give dig, seksualitet kan man ikke gøre så meget ved, men er det virkelig en god idé at man baserer sit valg af uddannelse eller omgangskreds på sit køn? Der må vel være meget andet der kan spille ind!

Det kønsneutrale menneske er først og fremmest kendetegnet ved ’åbenhed’. Det dømmer ikke, og kan ikke selv dømmes. Det er uden for de forældede identitetskasser og er kun bærer af de markører, det selv vælger. Det anerkender og tolererer alt - undtaget, naturligvis, de forældede kønsroller. Det er (i teorien) empatisk, lyttende og ’frigjort’ fra omverdenens forventninger, fra tradition og historie. Det er belæsset med ’rettigheder’ og har ingen kønsrelateret ansvarsrolle i forhold til rudimenter som familie, ægtefælle og børn. Det er, med andre ord, en moderne akademikerkvinde, som hun gerne vil opfatte sig selv.

Så når man ikke dømmer folk og er anerkendende, tolerant, empatisk og lyttende er man en kvinde? Got it. Og derfor må følgen være, at for at alle kan få disse gode kvaliteter må vi udrydde manden, ikke?

Den største opgave for det kønsneutrale projekt er derfor at eliminere [manden] og hans kendetegn.

Yes!

...Men vent, Eva Agnete Selsing, hvad er det præcis, vi skal udrydde?

 Mandighed, overordnet forstået, vil blandt andet indebære mod, ridderlighed, rationalitet, æresfølelse, konkurrence- og handlelyst, behovsudsættelse, fædrelandskærlighed, (stats)uafhængighed, stolthed, arbejdsomhed, respekt for autoriteter og for kendsgerninger, pligtfølelse, ambition, kynisme, loyalitet og styrke. Karaktertræk eller dyder, som kan tillægges begge køn, men i højere grad har været forbundet med det maskuline end det feminine.

Det meste af det dér lyder da som fine værdier. Kan man ikke have dem uanset om man er mand eller kvinde eller noget helt tredje? Så behøver vi slet ikke udrydde dem, for så kan alle have dem! Det synes jeg lyder som en god idé!

Et samfund, hvor disse dyder negligeres, eller ligefrem bekæmpes, vil naturligt ændre kulturelt udseende.

Nå, måske ikke. Fair nok.

Andre værdier kommer i højsædet. I et kønsneutralt samfund vil disse formentlig inkludere tolerance, empati, fokus på fællesskabet over individet, rettigheder, statsafhængighed, kompromissøgning, lighedsidealisme, samtale, anerkendelse, selvrealisering, egenkulturel skamfølelse og rummelighed.

Så for pokker, det kan vi jo ikke have. Egenkulturel skamfølelse har jeg ikke hørt så megen snak om, men meget af det andet lyder da meget godt. Anerkendelse og rummelighed, hurra!

Men, vigtigst, en aktiv afvisning af enhver form for aggression og styrkeudøvelse.

Så aggression er en vigtig del af ikke alene mandighed, men også af et samfund? Det lyder da ret ubehageligt.

Sådan et samfund kan ikke forsvare sig selv i en krisetid, hverken mod indre eller ydre fjender. Krig er en umulighed for et land med borgere uden ansvarsfølelse for nationen - en uden tvivl intenderet konsekvens fra de kønsneutrale ideologer, der også har nedbrydelsen af den vestlige civilisa­tion på dagsordenen.

Uden krig nedbryder man den vestlige civilisation! Feministerne hader krig! På bålet med dem!

Akademikerkvinden virker ensom i sit store netværk af bekendte. Og den gråd­labile, storvaskende og kønsmainstreamede mand er heller ikke i høj kurs - kvinderne vil ikke rigtig have ham. Han går rundt med små gummisko og er præcis så blød og lyttende, som han er blevet opdraget til at være af pædagogerne i barndomsinstitutionerne. Og alligevel vil damerne kun være venner med ham, eller forlader ham efter føje år. Skal det udvikle sig, finder de sig en mere mandig type - blandt de få, der er tilbage.

Jeg havde lidt ventet på, at den her kom. Selvfølgelig kan de stakkels femi-mænd ikke score! De ser gang på gang kvinder forsvinde for næsen af dem til fordel for en stor, skaldet fyr med læderjakke eller en flottenhejmer der har læst The Game.

Kampen mod manden er en kamp mod mennesket. Mod ham og hende og deres natur. Mod mor, far og barn. Det er ikke ’neutralt’. Det er farligt.

Der er ikke nogen kamp mod manden lad nu være :(

Mandfjolset ser umiddelbart en tankegang her, som han også genkender hos andre antifeminister: Der er ikke alene (temmelig tilfældigt uddelte) forskellige "maskuline" og "feminine" værdier, de er også komplet uforenelige. Man kan ikke besidde pligtfølelse og være tolerant samtidig, og forsøger man at fremme åbenhed og samtale må man nødvendigvis være imod rationalitet og ambition. Det resulterer ikke kun i et virkelig negativt kvindesyn, men også i et ditto mandesyn—er man en "rigtig" mand kan man ikke være empatisk, god til at lytte eller rummelig. Mænd bliver gjort til stolte, kyniske robotter og kvinder til patetiske bløddyr.

Hvordan kan man være for sådan et menneskesyn? Mandfjols ved det ikke. Måske kan Eva Agnete Selsing give os et svar en dag.