Europæisk Uligestilling?

EUs nye flag?

Her på Mandfjols har vi i et stykke tid ventet med at skrive om EUs nye direktiv om kvinder i bestyrelser, i høj grad fordi mange af antifeminismens svar ikke var meget mere end vred støj. Men nu er der faktisk kommet et indlæg der i Mandfjolsets optik er et ret godt billede af i hvert fald en del af højrefløjens antipati for kvindekvoter. Liberal Alliances Merete Riisager lægger hårdt ud:

”Mon hun får så meget modvind, fordi hun er kvinde?” spurgte en af Christiansborgs erfarne journalister på gangen en dag, få måneder efter valget. ”Næ, svarede jeg. Det gør hun, fordi hun lovede ét og gjorde noget andet. Og fordi hun ikke er dygtig nok til sit arbejde.”

Spot on, Merete Riisager! Hvem husker ikke de mange gange Lars Løkke Rasmussen er blevet kritiseret for at gå i et bestemt tøjmærke, i tøj med et bestemt look eller en bestemt slags sko? Eller den store interesse medierne har haft for hans kone og børn?
Og da rygterne om at Stephen Kinnock skulle være homoseksuel begyndte at florere var der da ingen, der så deres snit til at bruge det som en sviner til Helle Thorning-Scmidt. Hun er blevet kritiseret for meget, men hendes køn har aldrig spillet en rolle. Punktum!

Den korte dialog illustrerer meget godt mit forhold til kvinder i topposter: De skal sidde der, hvis de er de mest kvalificerede. Er de ikke det, burde de vige pladsen for én, der er dygtigere.

You know, en mand.

Derfor er det også helt i skoven, når EU nu barsler med en regulering af kvinder i bestyrelser i alle EU-lande. Det nye direktiv, der fremlægges til efteråret [...] skal tvinge medlemslandene til at indføre 40 % kvinder i bestyrelser i børsnoterede virksomheder med en årsomsætning over 50 mio. euro.

Baggrunden for direktivet er, at selv om 45 procent af arbejdstagerne og 56 procent af de studerende i EU er kvinder, sidder mændene på seks ud af syv bestyrelsesposter i unionens virksomheder.

Nå! Jamen det lyder da også som en ret mærkelig sammensætning. Hvis der er så mange kvinder i arbejdsstyrken, hvorfor er der så så få af dem, der bliver ledere?

Men det, direktivet overser fuldstændigt, er, at der også er store forskelle på, hvilke valg mænd og kvinder træffer i livet. I Danmark har forskellene været belyst af eksempelvis Jobindex og Dansk Erhverv, der i undersøgelser har vist, at langt flere mænd end kvinder ønsker at blive ledere. Og undersøgelser af eksempelvis DJØF viser, at familierne stadig indretter sig sådan, at kvinderne har hovedansvaret for børnene. Det er ofte kvinderne, der henter børn og tager de fleste af barnets første sygedage.

Nåååååårh! Så kvinderne bliver ikke ledere fordi de ikke gider!

Naturligvis indretter familierne sig ikke med kvinden som primær yngelpasser fordi det er en tusindvis af år gammel tradition som det kræver en kæmpe indsats at udfordre, og fordi kvinder der aktivt  dropper børnepasning til fordel for karriere bliver kaldt for ravnemødre, mens mænd ikke dømmes negativt hvis de vælger deres børn fra. Det er et aktivt, velreflekteret valg!

Og naturligvis ønsker flere mænd at være ledere end kvinder, ikke fordi vi fra de er helt små tilskynder drenge til at være udadvendte og aktive og piger passive og omsorgsfulde, blandt andet gennem legetøj, og ikke fordi vi stadig har det svært med kvinder der siger hvad de mener og gør hvad de vil uden at lægge fingre imellem, og bestemt heller ikke fordi vi den dag i dag stadig ser selvsikkerhed og ambition som maskuline træk, men fordi... Ja, det forklarer Merete Riisager altså ikke helt. Biologi, måske? I ved, mændene jagede mammutter og alt muligt.

Nogle kvinder prioriterer fagligheden langt højere end muligheden for at avancere. De finder større glæde i at blive dygtige på deres felt end at blive tildelt en stjerne ekstra på skulderen. Andre kvinder trives med at skabe orden og struktur i deres arbejdsliv og har ingen lyst til at leve med de risici, der ofte følger med at avancere i en virksomhed. Og nogle kvinder sætter deres børn og familie højere end muligheden for at få en lang titel eller mere indflydelse på jobbet. Erfaring har lært mig, at de valg, kvinder træffer, er forskellige, og at det vigtigste er, at valget giver mening for den enkelte.

Så længe valget ikke er at blive bestyrelsesmedlem, forstås.

Men når talen falder på flere kvinder i bestyrelser, er det vigtigt at holde sig for øje, at tager man ikke kvindernes egne valg og ønsker alvorligt, men i stedet vælger at tvinge 40 % kvinder i bestyrelser igennem – får man ikke et godt resultat. 

For det første er en sådan strategi blind over for de valg, kvinder selv træffer i livet og således respektløs over for kvinders ret til at indrette deres liv, som de finder det bedst.

Personligt frygter Mandfjolset at rengøringsdamer bliver flået ud af deres job, smidt i et jakkesæt og sat til at bestyre de virksomheder hvis gulve de skrubbede for blot få timer siden, selv om de ikke gider!

For det andet er der en overhængende risiko for, at det ikke kun er de dygtigste kvinder, der kommer til tops med en sådan strategi – men måske blot de, der sidder på forreste række med fingeren oppe.

You know, hvorimod det altid er de dygtigste mænd, der kommer til tops. Se bare på helte som Stein Bagger, Rupert Murdoch og Richard Nixon.

Og så er vi tilbage ved min indledende pointe: Flere dygtige kvinder i toppen vil være både glædeligt og inspirerende set fra min stol, men ikke gennem kvoter. Kvinder er lige så godt uddannede som mænd, strukturerne er i orden, og når der er flere kvinder, der vil, vil der også komme flere kvinder i toppen. Vi har ikke brug for kunstig kvindelig repræsentation ved pynteministre eller bestyrelsestanter, der bliver placeret i stolen, men kvinder, der kan og vil, og som er klatret hele vejen til toppen af egen kraft.

Her er mit problem med Merete Riisagers anti-kvote-snak (well, der er rigtig mange problemer, men ét af dem): hun stiller det op som om kvinder får en unfair fordel ved at blive hjulpet ind i bestyrelsesposter, mens mænd fremstilles som at have kæmpet sig til tops uden hjælp.

Hun glemmer eller ignorerer bare at vi mænd har et helt system bag os, der fra den dag vi fødes giver os et skub fremad. Vores legetøj lærer os at næsten ligegyldigt hvilket arbejde vi drømmer om at have, så er der mænd i det fag. I de tegnefilm vi ser er heltene oftest mænd. Vores forældre og andre voksne omkring os lærer os, at udadvendthed, aggression og ambition er drengekvaliteter. I filmene vi ser i biografen er det oftest en mand, der opnår sejr og status. Hvis vi ønsker en høj stilling, for eksempel direktør for et stort firma eller leder af et land, så er det sandsynligvis mænd, vi vil kunne se op til som rollemodeller.
Og når vi så endelig er i det firma vi vil arbejde i og er ved at arbejde os opad, så får vi stadig hjælp, for business-verdenen er stadig en mandeverden. Der snakkes stadig om weekendens erobringer af kvinder mandag morgen, sport er et populært emne og tro det eller ej, der bliver stadig holdt møder på stripklubber.

Kig på alt det, Merete Riisager. Kan det virkelig undre dig, at det er de færreste kvinder der har lyst til at svømme mod strømmen i den flod af bæ det er at være ambitiøs kvinde i dag?
Jeg ved godt at liberalismen elsker ideen om at folks situation reflekterer deres egne valg, men man kan vel i det mindste undersøge hvad der ligger til grund for de valg, ikke?

Det er trods alt socialismen, der ofte beskyldes for at ville opretholde status quo, men det ser ud til, at liberalismen også er okay med at tingene forbliver som de er. Så længe det kun påvirker kvinder, anyway.