Kvinde, kend din pla—øh, begrænsning!

Børn og arbejde? SAMTIDIG?

Det er et stykke tid siden at nogen har fortalt kvinder, at de altså ikke både kan have børn og karriere. Someone should get on that.

Vupti! Jacob Vindbjerg Nissen har skrevet en kronik der må kunne siges at være det nok vigtigste indspark i kønsdebatten til dato (not really, though).

Der er en fordeling på cirka 80 procent kvinder og 20 procent mænd, når det kommer til psykologhenvisninger og anden brug af psykologisk rådgivning.

Trækker man de mænd fra, som er taget med eller sendt af sted af kvinder

Åh Jesper ♥

er fordelingen nok nærmere 90 procent kvinder og 10 procent mænd. 

Begge tal tegner Pareto-princippet, der også er kendt som 80/20-reglen. 80/20-reglen er en model, som viser noget lovmæssigt ved skæve fordelinger i menneskers adfærd og forbrug.

Et andet eksempel er fordelingen af psykologistuderende: 80 procent kvinder og 20 procent mænd. [...] Men det er ikke kun samtalehjælp, som antagelig er en feminin størrelse, for det er også overvejende kvinder, der søger lægehjælp (hvor psykologhenvisningerne i øvrigt udskrives). 

Nu skal vi ikke være alt for tekniske, men det er altså ikke sådan Pareto-princippet fungerer. Wikipedia forklarer det smukt:

Mathematically, where something is shared among a sufficiently large set of participants, there must be a number k between 50 and 100 such that "k% is taken by (100 − k)% of the participants".

Skal vi følge Jacob Nissens forklaring til dørs betyder det altså, at de 20 procent, mændene udgør, skulle modtage 80 procent af psykologhjælpen i landet. Om det passer skal jeg ikke kunne sige, men et mere sandsynligt bud ville være at 20 procent af gruppen, udgjort af både mænd og kvinder, modtager 80 procent af psykologhjælpen.

Nå. Nok matematik for nu. Hvorfor er der så mange kvinder, der går til psykolog og—gulp—uddanner sig?

En nødvendig nuance må være, at kvinder har nemmere ved at finde sig selv i et system, der spejler dem effektivt: Det feminine er fremtrædende i alle dele af ’omsorgsindustrien’. Ikke få kvinder vil da også mene, trods tidens distancering fra begrebet moderinstinkt, at der er en særlig kobling mellem omsorg og kvindelighed. 

Det er noget, man blandt meget andet kan se i den tendens, kvindelige læger har til at vælge de ’bløde’ specialer i lægeverdenen. For ikke at tale om kønsfordelingen hos pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedshjælpere.

Så, you know, der er flest kvinder i de bløde fag fordi kvinden af natur er omsorgsfuld. Skære i nogen så de kan blive raske? Nej puha, stik mig et termometer og en dåse Vaseline, tak!

Men det er skam ikke kun kvindens kærlige natur, der skaber den skæve fordeling. Næ nej, det er en del af noget meget større:

Historikeren Henrik Jensen mener ikke kun, at det gælder ’omsorgsindustrien’, men at hele samfundet er faderløst og feminiseret, og jeg vil her gå videre og sige, at feminiseringen tegner et samfund på vej mod det kønsløse.

Der er tale om en årsagskæde på samfundsudviklingens tandhjul, som handler om den totale udligning af forskelle. Og denne senmoderne og paradoksalliberale udvikling vil fortsætte, så længe der argumenteres for ligestilling frem for ligeværd.

Måske er det bare mig, men hver gang nogen siger "ligeværd frem for ligestilling" får jeg et billede af familiefaderen der klapper sin kone på hovedet og siger: "Selvfølgelig er du lige så meget værd som mig, skat! Gå så ud og tag opvasken."

Jacob Vindbjerg Nissen er en observant mand. Ikke alene spottede han at vores psykologbesøg passer med Pareto-princippet (jaja, det var forkert, lad os nu ikke hænge os i detaljerne), han har også opdaget at kvindekamp primært involverer—hold nu fast—kvinder!

Godt nok er hans mellemregning lidt skæv, og hans konklusion er ikke helt rigtig, men hey, point for at ramme i den rigtige boldgade.

For hvad er kvindekamp i grunden? En rigtig herrekamp er jo to mænd, der dyster mod hinanden. Det synes desværre ikke at være anderledes med kvindekampen i dag; den består overvejende af kvinder i røde og blå ringhjørner – alle veluddannede, ikke så få fraskilte – der kæmper mod hinanden om retten til at definere, hvad femininitet og selvrealisering er.

Hold op hvor er I da bare fjollede, tøser. I skal bare holde op med at skændes hele tiden, så ordner det hele sig nok ♥

Ikke at mandlige debattører er bedre. Så hvorfor gentagne gange gå ureglementeret efter manden eller kvinden, når det er bolden, som gerne skal i spil?

Det retoriske spørgsmål viser en del af problemet – der er noget, som for nemt og for ofte går galt i kommunikationen mellem kvinder og mænd.

Mænd, kvinder, Mars, Venus, you know the drill.

Det er der på ingen måde noget nyt i, men lad mig prøve at komme med et bud på en af de store konflikter, som ligger og gemmer sig i al den snak om forskelle og ligheder og samfund og udvikling.

[...] Populærvidenskaben hænger sig i, at kvinder bruger flest ord i løbet af en dag, men det er vigtigt at se på de sammenhænge, ordene bliver brugt i; mænd taler mest, når der er prestige på spil, og kvinder taler mest, når der er sociale forbindelser, som skal gennemskues, eller relationer, som skal vedligeholdes.

[...] Netop relationer er i dag mere kortvarige og pulserende end tidligere, og det kan derfor være en gavnlig hjælp at tale med en psykolog om det at finde sig selv som noget bestandigt i en konstant omskiftelig verden: Er jeg god nok?

Ah, så kvinder går kun til psykolog for lige at få boostet selvværdet i en måneds tid. Good to know.

Jacob Nissen kommer til gengæld faretruende tæt på en god pointe: Kunne det være at der er flere kvinder som går til psykolog fordi de lever i et samfund som ustandelig fortæller dem at de ikke er gode nok? Måske bliver man lidt stresset af sådan noget.

Men er kvinder mere stressede end mænd? Statistisk dokumentation af stress handler om, hvilken undersøgelse du tager fat på; den ene dag er det pensionister og arbejdsløse, der er mest stressede, og den næste dag er det folk med videregående uddannelse og selvstændigt erhverv.

 Dog peger flere undersøgelser på, at kvinder er et par procentpoint mere stressede end mænd. Hvad det så end siger. For det siger i hvert fald ikke nok til at kunne ride den gamle traver om, at kvinder har to job i dagligdagen – et ude og et hjemme – og dermed er mere stressede. 

Det er da også fjollet at tænke sådan. I øvrigt har vi vist snakket om det her før; kvinder har slet ikke så meget husarbejde som man skulle tro.

Så hvis det ikke er fordi kvinderne udfører 80% af husarbejdet (pfff), hvad er det så? Jacob Vindbjerg Nissen har to bud:

1) Ser man sit familieliv som et arbejde i stedet for at se det som et resultat af voksne fællesbeslutninger,

Fjollede kvinder. Opvask og bleskift og støvsugning og rengøring er ikke potentielt sure tjanser, det er lækre resultater af voksne fællesbeslutninger. Mums!

da har man efter alt at dømme et parforholdsproblem, en selvværdsproblematik eller en kombination af disse to som den reelle stressfaktor, og 

2) Der er så mange kvinder, der vælger at leve alene i dag, at de bogstaveligt talt kun kan gribe i egen barm. Med til det samlede billede skal desuden det faktum, at der på regionale arbejdspladser er op mod 90 procent af de ansatte kvinder med en betydelig del af dem på nedsat tid. Og de vil ikke arbejde fuld tid – de prioriterer deres privatliv og familie mere, end de fravælger karrieren.

Så you know, hvis kvinder er stressede er det deres egen skyld. De kan bare lade være med at være single og lære at elske opvask.

Og bogstavelig talt gribe i egen barm? Hmm.

"Hvis bare jeg havde en mand til at holde mine bryster oppe!"

Nej, skal kvinder med børn have flere topposter – uden inspirerende alternativer som succeshistorien om de to småbørnsmødre, der deler en lederstilling – skal der lovgives om, hvem der henter børnene hvornår.

Lennart Kiil fra tænketanken MANFO sagde noget lignende i sin tale i Folketinget:

Åbner vi først for, at politikere kan begynde at detailregulere familielivet, er der ingen grænser for hvad politikerne kan blande sig i. Tager fader nu opvasken halvdelen af gangene? Husker moder, at det er hende, der skal lappe cykler og slå græs mindst 40 procent af tiden?

You know, det ene fører til det andet, og snart skal alle drengebørn der fødes være mindst 40 procent feminiserede. Tilbage til Jacob!

Hvis vi skal kigge lidt mere på, hvor kvinderne placerer sig i livets løb og muligheder, så er statistikken fortsat interessant at tage et diskuterende udgangspunkt i. Der er i dag flest kvinder på gymnasierne og flertallet af de videregående uddannelser. 

At kvinderne benytter sig flittigt af muligheden for at blive uddannet, er som udgangspunkt godt for både kvinderne, dynamikken og samfundsøkonomien.

Hurra, det er skønt som udgangspunkt! Aner man et lille "men" på vej?

Gennemsnitsalderen for afslutningen af en kandidatuddannelse er 28-29 år, og gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder er 29-30 år.

Kvinder bliver altså mødre, når de afslutter deres uddannelse og påbegynder således karriere og familieliv på samme tid. Karriereopstart og familiedannelse hører til de to absolutte topscorere, når det kommer til stressfaktorer. Så hvorfor ’vælger’ kvinderne at udsætte sig selv for den heftige kombination af stress?

Ja, tøser, hvorfor gør I det?

Det gør kvinder, fordi 1) den biologisk optimale fødealder og den sociale aktuelle fødealder kommer længere og længere væk fra hinanden, og 2) der i dag er en forventning om, at man gør karriere hurtigere, end man kan nå at få erfaring.

Det er sgu også en skam at man ikke bliver gravid som 17-årig længere :(

Pointen er, at vores muligheder er selvsamme forklaring på vores problemer. Kvindernes postulerede frigørelse er med disse ord også kvindens problem, for skal kvinden opnå den både grammatiske og reelle ligestilling, samfundet giver hende mulighed for, da skal hun også opgive sin kvindelighed.

????

Indrømmede Jacob Vindbjerg Nissen lige at han ikke mener, kvindelighed og ligestilling kan sameksistere?

Kvindernes ligestilling tiltog igennem hele det 20. århundrede, og det skyldtes ikke så meget kvindernes kamp som samfundets behov, beklager.

Beklager kvinder, feminismen har aldrig rigtig fungeret. Thanks for playing.

Kvinder kan mere end mænd, og kvinder gør mere end mænd, for kvinder føder børn, og de arbejder. Det gør, at kvinden må prioritere anderledes, for selv om manden kan være en ligeværdig ansvarsfigur i familien, så er det kvinden, som lægger krop til både fødsel og brystmælkende omsorg for barnet.

Nemlig! I må tage et valg, kvinder: Enten arbejder I, eller også får I børn. I kan fandeme ikke have begge dele.

Hov! Det er jo Skrævlingen, den feministiske grævling! Hej Skrævling! Hvad har du på hjertet?

Hmm. Nej, det kan du selvfølgelig have ret i. Det er godt nok lidt uretfærdigt. MEN!

[A]mning er af flere grunde bedre end modermælkserstatning. De fleste glemmer i dag, at kroppen ikke bare er et magtelement i fitnessoutfit og socialkonstruktivisme; kroppen er stadig den helt igennem grundlæggende størrelse, der definerer os som menneskelige aktører. [...] Hvis kvinden vil forholde sig til sine muligheder, er hun nødt til at kende sin begrænsning.

Skøre, skøre kvinder. I kan da ikke få det hele på én gang—det er kun for os mænd!

Muligheden for at opnå den såkaldte ligestilling kommer kun den dag, der også sker en ændring i kvinders relation til børn. For at omformulere et udsagn fra Tine Bryld, så kommer ligelønnen først den dag, mændene får børnene ved hver anden skilsmisse: Ligestilling kommer ikke kun ved, at kvinder får fra mændene; mændene skal også have fra kvinderne.

Skal vi nu til det med forældremyndighed igen? Feminismen prøver netop at gøre op med ideen om at mor er den eneste der kan tage sig børnene. Mandfjols-redaktionen synes at Jacob Nissen selv skulle tage at træffe et valg: Skal kvinder sørge for yngelplejen eller skal mænd have mere forældremyndighed? You can't have both.

Kvindens begrænsning ligger latent i, at hun kan så meget, som hun kan – før eller siden må hun vælge fra.

Nej kvinder, det er en kompliment! I skal jo netop vælge fra fordi I kan så meget... Hallo? Piger? Hvor blev I af? Hør nu på mig!

Lige for tiden er det på mode at vælge manden fra, hvilket går fint, for samfundet har, helt i tråd med modernismens vej mod det kønsløse, legaliseret, at enlige kvinder kan blive insemineret. En tema som fælles barsel er fra alle sider svært uden et fællesskab som udgangspunkt.

"På mode". Get a load of this guy. Men nej, det er sgu nok bare et modelune. Det har ikke så meget at gøre med at kvinder er blevet mere økonomisk uafhængige og at det er blevet mere accepteret at have børn uden at være gift. Kønsløshed ♥

Det feminine samfund er skridtet før den totale udligning. Modernismens kønsløse fuldbyrdelse vil selvsagt vise sig som et intetkøn, og det kan derfor aldrig være ’kønt’, at alle skal kunne alt, som de tror, det passer dem. Den eneste stand mod denne ekstreme samfundstendens er desværre de mange og lange sygemeldinger; de såkaldte problemer, ingen vil tage fællesansvar for.

Men vi ved godt at det er kvindernes egen skyld.

Jacob Vindbjerg Nissen er dog ikke helt urimelig:

Vores kønsroller kan godt tåle at skifte ham fra tid til anden, men vores køn kan ikke tåle at forsvinde – forsvinder kønnene først, er vi så ligestillet, at vi ikke længere vil være stillet med noget at navigere i forhold til.

That's right! Vi skulle nødig blive for ligestillede! Hvordan skulle man ellers cykle en tur som mand eller trække vejret som kvinde. Vi kan sgu da ikke gøre ting uden konstant at forholde os til om vores kønsdele vender ind- eller udad! Det er ren galimatias.

For at opsummere: Ligestilling? Glem det, tøser!