Feministisk tæskehold

Heldigt at hun døde inden hun nåede at blive gammel og grim.

Jeppe Krogsgaard Christensen er musik- og litteraturanmelder. Om det er fordi han er sur over at nogen tillod sig at kritisere ham (det er ham, der skal kritisere andre! Ihhh, har I slet ikke forstået noget?) eller om det er fordi han bare ikke så godt kan lide kvinder, så har han ihvertfald skrevet et indlæg i Berlingske kaldet "Vil feministerne andet end tæske løs?"

Anne Linnet har netop udgivet et album. Det fik en skidt modtagelse. Jeg gav det selv to stjerner; mere var sangene ikke til. Og som det ofte er, når store stjerner udsender små værker, så blev der stille efter udgivelsesdagen. Helt stille. Men er det en kvinde, som har lavet den dårlige plade eller skrevet den dårlige bog, og mænd som har anmeldt den, ja, så varer denne stilhed sjældent længe.

Hvad siger du? Generalisering? Nej da!

Heller ikke i tilfældet Anne Linnet. Her var det Politikens Ditte Giese, der gik i rette med anmelderne, som var både mandschauvinistiske og aldersdiskriminerende, og hun citerede Thomas Treo fra Ekstra Bladet: »Der er dømt Barcardi Breezer-disco og dancepop med rollator, når Linnet stavrer omkring på dansegulvet.«

Onde, helt utilstedelige ord.

Mandfjolset er enig; det er unødigt ondskabsfuldt, det dér (om det er en formildende omstændighed ved jeg ikke, men Thomas Treo kan tilsyneladende heller ikke lide unge mennesker). Måske er Jeppe sympatisk alligevel?

Men er anmeldelsen nu også sigende for alle anmeldelserne af Anne Linnets nye album? Det påstår Ditte Giese, men kan ikke mønstre andre eksempler end, at Anne Linnet et sted er blevet kaldt »Medina senior«, et andet »en aldrende popstjerne« og så min anmeldelse, hvor jeg skriver, at det »sagt i al respekt« er farligt at forsøge sig med musik til diskotekerne, når man ikke selv kommer på dem længere. 

Sagt i al respekt: Jeppe Krogsgaard Christensen er en klaphat (og som Ditte Giese også nævner—er det kun unge mennesker, der kan danse?).

Ganske vist har han ret i, at Ditte Giese kun nævner fire eksempler på anmeldelsen af lige Anne Linnets album, men Giese underbygger jo påstanden med snak om hvordan anmeldelser af mandlige kunstnere ser ud. Et par eksempler fra hendes indlæg:

 Når 81-årige Tom Wolfe udgiver ny bog, fremhæver Politikens Kim Skotte igen og igen mandens virilitet og ungdommelighed i anmeldelsen. Wolfe »pumper litterært Viagra over 700 stive sider« med »stiv prosa og håret tilbage«.

Ved Bob Dylans seneste album, ’Tempest’, skrev Erik Jensen her i avisen: »Som den endnu ældre Leonard Cohen har 71-årige Bob Dylan de senere år modbevist den ofte fremsatte påstand om, at sangskrivere er bedst i ungdommen«.

Hm.

Apropos Anne Linnet, var der ikke noget med at hendes beskrivelser af sit sexliv ikke blev modtaget så pænt (bogen er ikke engang udkommet endnu!)? Og hvordan var det nu med Jørgen Leth og hans skriverier om udnyttelse af fattige unge piger?

For debattører som Ditte Giese handler det nemlig ikke om at tegne et sandfærdigt billede af forholdet mellem mænd og kvinder, men om at dyrke en særlig form for aggressiv feminisme. Og jeg mærker som anmelder af såvel musik som litteratur, hvordan det feministiske tæskehold sidder på spring. Klar til at dreje den kritiske anmeldelse, indtil den bliver et udtryk for mænds nedvurdering af kvinder.

Men... er det ikke en nedvurdering af kvinder, at de ikke duer til noget (eller skal holde sig til en bestemt stilart) så snart de har passeret 40? I det allermindste er det da aldersdiskrimination, og som Giese viser os, gælder den aldersdiskrimination nok mest for kvinder. Nu har jeg ikke nogen doktorgrad i noget som helst, men det virker da ikke bare som "kritiske anmeldelser".

Og aggressiv? Really? Jeg ser tit "de giver os bank"-retorikken brugt om feminister, men de eneste tæsk de uddeler—og det på formidabel vis—er vist de verbale.

Og paradoksalt er det, hvordan de raser over mændenes sproglige overgreb, men gør brug af samme retorik. Ditte Gieses debatindlæg hedder således »Anmeldere ser dellen over de stramme pigejeans, men ikke egen ølvom.«

Well, yeah. Jeg tror lidt det var pointen. Give tilbage af samme skuffe og så videre og så videre.

Og det giver da mening! Mænd kan have lige så meget ølvom de vil, men det er ikke noget der vækker den store opsigt. En ældre herre, der stadig skriver eller spiller musik er nærmest nobel, og er han rigtig god er han viril. Han kan stadig give et ordentligt slag pik hvis det er nødvendigt.
Tillader en kvinde sig at—gys—blive ældre eller—puh—tage lidt på, så er fotograferne der som et søm. Og det betyder åbenbart også dårligere anmeldelser. Nu er hun ikke kneppeværdig længere, så kan vi vist også godt afskrive hende som kunstner.

Forresten Jeppe, var det fire eksempler, Ditte Giese gav? Og det var ikke godt nok? Hvor mange eksempler gav du på din "feministiske tæskehold"-teori? Jeg er ikke så god til det med tal.

Hun har gjort en karriere ud af den slags, og det samme har Leonora Christina Skov, som har skrevet en ringe roman om en latterlig mand. Den anmeldte jeg, og det blev siden til en debat på TV 2. Inden indslaget sagde hun til mig, at hun ikke ville trække feministkortet. Det var jo fair, jeg ikke kunne lide bogen. Men da kameraet kørte lød det: »Er der én ting, man ikke må lave grin med er det mænds seksualitet. Der er en dans om pikken.«

Hun sagde præcis dét, hun havde sagt, hun ville holde sig for god til.

Det er sgu da også for dårligt. Enhver ved at hvis man først begynder at bruge feministdiskurs, så har man tabt diskussionen på forhånd.

Jeg er ikke fan af Leonora Christina Skov, men lad mig lige se om jeg har forstået det rigtigt:

1. Leonora Christina Skov skriver en bog der blandt andet har en kønsvinkel
2. Jeppe Krogsgaard Christensen skriver en anmeldelse med en meget stærk kønsvinkel
3. I debatten om bogen argumenterer Leonora Christina Skov—you guessed it—kønsvinklet

...Jeg er ikke sikker på, jeg ser problemet. Og man må sgu ikke tale om mænds seksualitet på andre måder end "Halleluja! Praise the penis!". Prøv selv at kritisere Jørgen Leth og se hvad der sker.

Og nu vi er ved bøger der latterliggør det ene køn: Hvor var Jeppe Krogsgaard Christensen da 2060 udkom? Eller, det er måske okay når mænd gør det?

Sagen bankes ud af form, turneres, indtil mænd er reduceret til tåber, der kun vurderer kvinder på en knepbarhedsskala.

Jeg er selvfølgelig ikke objektiv, men jeg er rimelig sikker på at det primært er tåber, der kun vurderer kvinder på en knepbarhedsskala, der bliver fremstillet som tåber, der kun vurderer kvinder på en knepbarhedsskala. Ditte Giese skriver for eksempel ikke noget om Jeppe Krogsgaard Christensen—hans navn er ikke engang nævnt.

Det er uværdigt og ukonstruktivt. Men måske er de slet ikke interesserede i at være konstruktive. For handler det ikke mere om at holde fjendebilledet levende og karrieren som mediefeminister kørende? Spørger jeg.

Tja, i betragtning af at næsten hele Jeppe Krogsgaard Christensens indlæg kan kortes ned til "Så tag dog kønsbrillerne af!", så tror jeg fjendebillederne holder sig fint i live helt uden feministernes hjælp.

Men jeg er også bare endnu en kvindehader.

You've got that right.