Kvinder bliver dømt, når de klæder sig feminint. Feministernes skyld!

En typisk feminist?

I dette afsnit af "Alt er feministernes skyld" skal det handle om femininitet. Mona Daadouche, der er en af bloggerne i Damefrokostens Frokostbazaren-kategori har nemlig skrevet indlægget "At være feminin og feminist: Den nye kamp om ligestilling". Hun lægger hårdt ud:

Feministiske bevægelser i Skandinavien har taget en kamp op for frigørelse af kvinden på bekostning af kvindens feminitet,  og særstatus som det modsatte køn.

Særstatus som det modsatte køn... Det lyder mere som en eller anden form for godartet sexisme end som et privilegium, ikke? Det klinger dejligt af Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus. Men okay, det er sgu også hårdt at blive set som mere end blot sit køn :(

Feministernes kamp i Danmark har primært handlet om en affeminisering af kvinden , og en berøvelse af hendes feminitet.

...Jeg er ikke sikker på Mona Daadouche ved hvad feminisme er. Mon det er ligesom Jacob Vindbjerg Nissen, der ikke mener at kvindefrigørelse og kvindelighed kan sameksistere? Eller er det bare utilfredshed med udvidelsen af hvad der er okay at gøre og være som kvinde? Mandfjols ved det ikke.

Per definition, er kvinden gennem tiderne blevet betragtet som det svage køn, i kræft af sin kvindelighed.  Modsvaret, til denne triste realitet, har været en blind identifikation med manden. Dette har skabt en generation af maskuline kvinder, der har måttet give afkald på deres feminitet for at fremstå som det stærke køn.

Hey, vent, hvis ting som ambition og handlekraft traditionelt har været maskuline kvaliteter, kræver det så ikke lidt at man opfører sig "maskulint" for at komme frem i verden?

Efter min mening, har de moderne feminister misforstået ”alter ego” konceptet, der referer til et ligestillingsprincip mellem mænd og kvinder, der på ingen måder må udveksles med lighed mellem de to modsatte køn.

Okay, så lighed mellem kønnene = skidt. Got it.

Det ville være en fejlfortolkning at reducere mænd og kvinder til en homogen størrelse. De er ligeværdige, men også vidt forskellige.

"Selvfølgelig er vi stadig lige meget værd, lillemor. Lav så den sandwich jeg bad om i sidste indlæg."

Hvordan kommer dette feministiske had til at være lækker så til udtryk?

På mange arbejdspladser i Danmark, hvor minimum intellektuel kapacitet er en forudsætning, udgør det ydre udseende og påklædning et vigtigt kriterium for, hvordan kvinder bliver opfattet.  Kvinder skal helst ikke gøre sig for bemærket, og en streng ”dresscode” dikterer, hvad der er acceptabelt og uacceptabelt påklædning.

Nårh, det er feministernes skyld! Se, jeg troede nemlig at det at kvinder åbenbart ikke kan tages seriøst og se tiltrækkende ud på samme tid var noget af det feminismen var imod. Du ved, kvindeundertrykkelse indbefatter kontrol af kvinders seksualitet og alt det der?

Vælger man at dukke op med røde læbestift, stilethæle, stram kjole og et særdeles feminint look, som jeg har valgt at gøre det, møder man par automatik en fjendtlighed fra kvinder, og et fordomsfuld blik af mænd.

[...] Når jeg formår at præstere på lige fod med mine andre kollegaer, bliver jeg kategoriseret som ”bimboen med potentiale”. Den Etikette og ”provokorende titel” har jeg fået tildelt af mine medstuderende på universitet, og ”bimbokomplekset” har fulgt mig i mange år. [...] Jeg er træt af den evige og primitive kategorisering, der opleves reducerende for os kvinder, der rent faktisk har en evne til at producere viden, og der gerne vil anerkendes for vores intellekt, men der konstant bliver latterliggjort på grund af et ”feminint” udseende. Desværre må jeg se i øjnene, at klicheernes og stereotypernes tyranni styrer vores forestilling om det, der ser anderledes ud fra en selv. 

Satans feminister!

Jeg får gang på gang at vide, at jeg er repræsentativ for en type kvinde, der hører til bestemte miljøer og brancher, der udelukkende er udseendesbaseret, kosmetik eller tøjbranchen, som det første der bliver nævnt. Ikke desto mindre er det særdeles interessant at konstatere, at det diskriminerende adfærd er i langt højere grad et dansk fænomen, end et franske eller tunesisk for den sags skyld, to kulturer jeg også er et produkt af. Der har man nemlig en tradition for at kvinder klæder sig elegant, stilfuldt og endda sexet på deres arbejdspladser, uanset hvor de arbejder og hvad de beskæftiger sig med, uden at skulle retfærdiggøre for det eller føle sig dårlig tilpas.

Nårh, Frankrig og Tunesien? To lande der er væsentligt mindre ligestillede end Danmark? Svedigt!

Mine to kvindeidealer er de to yderst smukke og attraktive feminister og intellektuelle kvinder: Joumana Haddad og Leonora Skov. [...] De har begge to fravalgt den klassiske 60er rødstrømpebevægelse feminisme, og har valgt at bekæmpe den seksuelle undertrykkelse med pennen som våben, i hver deres ende af verden.

Det er jo i sig selv fair nok. Lidt mærkeligt at ville distancere sig fra den selvsamme bevægelse som gjorde det muligt at være kvindelig meningsdanner i offentligheden i første omgang, men okay. Man skal have lov at være feminist på sin egen måde, I guess.

Vi har tendens til at glemme at den seksuelle frigørelse fra 60ernes bygger på et universelt princip, om at kvinden skal være herre over sin krop, og dermed erkende at hun kan vælge at tildække den eller fremhæve den. Hvis den moderne kvinde i dagens Danmark fremhæver sin krop, så er det vel at mærke, fordi hun er i fuld besiddelse af den, og den legitime ret er hun fri til at benytte sig af.

Så de kvinder der har givet "afkald på deres feminitet" har måske bare valgt ikke at fremhæve kroppen helt så meget. Godt nok—so far, so good...

Men 60ernes feministers kamp for seksuel frigørelse bygger på et paradoks, da de opfatter den attraktive kvinde, der spiller på sin feminitet som undertrykt, fordi hun vil fremstå smuk og forførende i mændenes øjne.

So close! Vi var lige ved at bevæge os væk fra "det er feministernes skyld".

Jeg har bevidst valgt at optere for det ”sensuelle” look ved både at fremhæve mine kvindelige former, og spille på min kvindelighed, uden at det skal tolkes som et ønske om at blive betragtet som et sex objekt af en flok primitive mænd og kvinder, der ser mig som et forstyrrende element .

Det er det feminismen kæmper for lad nu være

Vi kvinder skal ikke tilpasse os eller finde os i det reducerende syn visse mænd har af de feminine kvinder. Det jeg savner i dag, er en solidaritet blandt kvinder.

[...] Kvindefrigørelse kan kun fuldbyrdes, når vi kvinder kan rumme hinanden, og det forudsætter, at de feminine feminister, også kan føle sig accepteret og respekteret. I mine øjne, er den “modige” feminist, den kvinde, der kæmper for basale kvinderettigheder for alle typer kvinder, ved at støtte sine seksuelt undertrykte medsøstre med at løsrive sig for fordommenes frihedsberøvende lænker.

Jeg vil ikke fortælle Mona Daadouche at hendes erfaringer er ugyldige. Det er ikke min plads. Jeg tror hun er en fin nok feminist (men Damefrokosten? Really?). Jeg tror bare hendes billede af andre feminister er en anelse forkert, og jeg er stærkt uenig med "ligeværd frem for ligestilling". Den slags kønskomplementaritet fører til mere sexisme, ikke mindre.

Der er ganske vist f.eks. radikalfeminister der er for et opgør med femininitet fordi den er helt og aldeles defineret af mænds begær. Men sjovt nok er der også rigtig mange feminister der prøver at gøre femininiteten til deres egen, ligesom homoseksuelle mænd engang tog ordet "bøsse" tilbage. Det er mit indtryk at langt de fleste danske feminister intet har imod (ekstra) feminine kvinder, og mange af dem ser ganske feminine ud.

Retten til egen krop indebærer også retten til at klæde sig ufeminint. Det er et sindssygt tricky emne, det  her med feminisme og femininitet. Jeg kan i hvert fald ikke påstå, jeg ligger inde med svaret.

Men feminisme handler ikke om at udrydde kvindelighed og kontrollere hvad kvinder må have på. Dén må Mona Daadouche klandre klassisk kvindeundertrykkelse for.