Så er der kraftedme gået et år! Jeg orker ikke et langt retrospektivt indlæg—den slags gemmer man til nytår—så jeg gør det kort:
På denne dato i 2012 sad jeg i en lufthavn og skrev på et indlæg om bette Herbert og hans kjole til min nye blog, Mandfjols. Siden da er der sket latterligt meget på alle mulige platforme, lige fra Politikens forside til morgen-tv til en prisoverrækkelse sidst på året. Noget af opmærksomheden har forhåbentlig været fortjent, andet knap så meget, men either way har det været en virkelig spændende, lærerig og til tider stressende oplevelse. Ikke mindst har det været en fornøjelse at møde så mange af jer i virkeligheden! I er fandme søde ♥
Da jeg begyndte på Mandfjols for et år siden, havde jeg ikke nogen idé om, hvilken retning, jeg ville bevæge mig i. Det har jeg stadig ikke rigtig, og jeg er ikke altid lige konsekvent i min skrivestil, men jeg har lært en hel masse—især af jer—som jeg pejler efter, når jeg tager pis på sexister på nettet. Jeg fucker naturligvis stadig up engang imellem, og jeg er så glad for, at I stikker til mig, når det sker. Det er stadig en ret ny verden for mig, det hér.
Det næste års tid går jeg i skole i stedet for at ligge på min sofa og flade den, så jeg ved ikke, hvordan fremtiden for Mandfjols kommer til at se ud—ud over at jeg bliver ved, naturligvis. Sandsynligvis bliver det noget med at skrive lidt kortere indlæg, forhåbentlig med lidt kortere mellemrum. De længere analyser trækker lidt for meget på min mentale energi, så dem kommer der til at være længere imellem. Heldigvis er I en intelligent flok, så det burde nok lige gå.
Der kommer stadig til at være gang i den på Fjolsbooken. Det er superlækkert, at I deler så meget godt på tidslinjen, og jeg er ked af, jeg ikke får læst og/eller kommenteret det hele. I finder nogle vilde ting engang imellem. Hvis du læser det hér og ikke har lagt mærke til, at folk poster cool links på Fjolsbooken, så kan du passende gøre det nu.
Så, øh, ja. Det næste år bliver forhåbentlig lige så spændende som dette. Jeg har haft det vildt over, hvor glade for—og ofte gode til!—at debattere ligestilling, folk har været i det sidste år, også dem, som ikke sædvanligvis blander sig. Det gælder ikke mindst jer! Tusind tak for, at I gider være med. Det er jeres fortjeneste, det hele. Jeg elsker jer alle sammen (også mine haters), og håber at møde endnu flere af jer.
Update: Jeg er blevet mindet om, at det er dårlig stil at bruge ting som racesegregering på dén måde. Det er helt rigtigt. Jeg ignorerede fuldstændig den blodige historie bag bl.a. raceopdelingen i USA for at kunne lave en hurtig joke. Det er jeg ked af—det var racistisk gjort, og jeg fuckede up. Jeg lover at være opmærksom på ikke at gøre det igen—jeg er tydeligvis nødt til at sætte mig bedre ind i race-issues.
En klassisk feminist til højre dér!
De seneste ugers debat om amning har fået overraskende mange mennesker op af stolene. Okay, i bund og grund er det ikke så overraskende—det tiltrækker folk, der hader kvinder, folk, der hader børn, og folk, der bare gerne vil sige noget grimt om feminister.
En af sidstnævnte er Merete Riisager, Liberal Alliances ligestillingsordfører. Jeg undrer mig til tider over, hvorfor der er kvinder, der har lyst til at sidde i samme parti som Ole Birk Olesen, der som bekendt skrev det berømte kvindehadermanifest for et par år siden, men der er så meget, jeg ikke forstår, so there you go.
Merete Riisager skrev allerede sidste år et hater-indlæg om ammehystader, og 2013s hater-indlæg ligner forgængeren forbløffende meget. I år har det oven i købet fået en fancy overskrift med bogstavrim og det hele: Forkælet feminisme!
Så slår de til igen; Mig-mig-mig-generationens feminister.
Det starter godt!
Denne gang kæmper de for ”retten til at amme”. Som om nogen ville fratage dem denne ret. Eller ønsker at gøre det. Meeeen, det ku’ jo være, at nogen ville! Og SÅ er det nok bedre at blæse til kamp.
Eller, you know, retten til ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn, retten til ikke at være lænket til hjemmet i den periode, man ammer, retten til ikke at blive afvist med blufærdighed som undskyldning, mens man får kastet bryster i hovedet alle andre steder... you get the point: Der er mange mulige årsager til, at man er imod ammeforbuddet, ligesom der er mange mulige årsager til, at man er for det.
Nu er Enhedslistens Stine Brix ude med et voldsomt sprogbrug, der får sindene i kog: ”Ammende kvinder er ikke kriminelle!”.
Og det ville da også have været værd at bemærke, hvis nogen havde hævdet det. Problemets kerne er dog noget mere hverdagsagtig for at sige det mildt.
Menøeh, det er der jo kind of nogen, der har. Ligebehandlingsnævnets begrundelse for at godkende ammeforbuddet, på trods af at det er kønsdiskrimination, er jo netop, at amning er potentielt blufærdighedskrænkende, og dermed er det også potentielt kriminelt.
Og hverdagsagtigt? Måske. Det er ting som sexchikane på arbejdspladsen, ligeløn og barselsfordeling også. Men det er selvfølgelig også banaliteter.
Brancheorganisationen Horesta har spurgt rundt, og kun 9 ud af 588 beværtninger fradeder sig amning, hvilket Riisager tolker som, at der ikke er nogen ammefjendtlig udvikling i gang (omend folks kommentarer da godt kunne tyde på det modsatte).
Tværtimod er der i de senere år sprunget specielle ammevenlige caféer op, og svømmehaller, biblioteker og stormagasiner indretter rum til mødre med spædbørn. Problemet må derfor siges, ud fra en rationel vinkel, at være ikke-eksisterende.
That's right! Vil du amme, kan du få dit helt eget rum! Jeg ved godt, at Apartheidreferencer er rigtig barnlige og unfair, men—
Se! Du har fået din helt egen drikkefontæne!
Rationelt ♥
Okay. Det er rigtigt, at der ikke er meget, der tyder på, at ammende kvinder er ved at blive mere jaget vildt, end de har været de sidste par år. Men den nuværende situation er bestemt heller ikke en bagatel—jeg har indtrykket af, at flere og flere kvinder simpelthen føler ubehag ved at amme uden for hjemmet.
Det er for så vidt heller ikke kun det, sagen handler om. Det handler i høj grad om, at de regler, vi har fremsat om, at man som virksomhed ikke må diskriminere baseret på blandt andet køn—rimelig fucking vigtige regler, vil de fleste nok være enige i—åbenbart kan tilsidesættes med hensyn til en eller anden hypotetisk blufærdighed. Så ikke alene bliver ammende kvinder gjort til krænkere, som skal segregeres, vi åbner også døren for at legitimere diskrimination. Det er alligevel en rimelig principiel sag, er det ikke, Merete?
Men det er i og for sig ikke så vigtigt.
Nå nå, bevares.
For der er helt andre ting på spil for den nye generation af feminister. Det handler ikke om kampen om grundlæggende rettigheder, lige løn for lige arbejde, undertrykkelse eller den slags, men om at få stillet egne behov. Nu!
Den rationelle Merete Riisager viser faktisk en helt sublim forståelse for, hvordan det dér feminisme fungerer:
Den nye generation af forkælede venstrefløjsfeminister har blikket stift rettet mod egne navler: ”Jeg ammer. Altså må hele verden indrette sig derefter!” Eller: ”Jeg vil gerne have en bestyrelsespost! Nogen gøre noget ved det (og det kan jo umuligt være mig selv).” For ikke at glemme: ”Jeg gider ikke skændes med min kommende mand om fordelingen af barsel. Derfor har politikerne vær så god at hoste op med en fordelingsnøgle.”
Nemlig! Problematikken omkring forældreorlov handler ganske enkelt bare om, at de irrationelle kvinder ikke oooorker at snakke med deres partner. De kræver og kræver!
Helt uafhængigt af, hvorvidt de nye feminister rent faktisk har et ønske om at besøge et af de pågældende udskænkningssteder de få måneder, hvor de ammer deres børn, råber de: ”Vi vil ha’! Og det skal være nu!”. Som om det ikke var børnene, men dem selv, der ikke evnede behovsudsættelse.
Det er jo en helt klassisk cost/benefit-analyse. Danske feminister vil kæmpe for noget, der ikke engang nødvendigvis kommer dem selv til gode—hvad har de gang i? Det går imod al fornuft!
Vi må lige have en pause. Træk vejret.
Puh. Det var bedre. Jeg bliver så hurtigt vred, når det handler om penge og sådan noget. Man er vel rationel.
I et frit samfund må det være muligt for private foretagender at sætte retningslinjer op for deres gæsters ageren.
Bortset fra, at der er tale om retningslinjer, der (well, næsten) kun rammer kvinder. You know, kønsdiskrimination. Har vi ikke lige snakket om det her?
Hvis retningslinjerne er urimelige eller opfattes sådan, er det muligt at finde andre græsgange.
Fordi "stem med fødderne" jo virker så godt. Frit marked! Kapitalisme! Rationalitet! Hurra!
Det offentlige rum er stadig frit tilgængeligt for amning – med meget få undtagelser. Selv har jeg afprøvet det mange gange; bænke, strande, svømmehaller og Dyrehaven i frostvejr. Samt caféer, kroer og grillbarer. Helt uden angreb på min kvindelige ret til at give mine børn mad.
Og nu er der præcedens for, at det er okay at diskriminere mod kvinder—et problem, der, ligesom så meget andet strukturelt, altså ikke kan løses på individplan, men kræver, at man organiserer sig i, idunno, demonstrationer på Rådhuspladsen, for eksempel, eller måske at man opfordrer til boykot af de kvindefjendske beværtninger. Det er bare et par ideer.
Og hvad angår den nye generation af feminister – min egen generation – håber jeg, de også vil bruge deres kostbare tid på at ”holde fokus på deres utilfredshed” med gruppevoldtægter i Indien, kvinders rettigheder i Iran eller undertrykkelse af den personlige frihed for herboende piger af arabisk herkomst.
Ja, det er jo også en klassiker—der er RIGTIGE problemer et sted i verden, så hold jeres kæft!
Men må vi ikke først blande os i forholdene i Iran og Indien den dag, vi sætter os for at rejse derhen? Du ved, ligesom med de ammefjendske cafeer? Nu er jeg altså helt forvirret, Merete. Må man blande sig eller ej? Og er der ikke større problemer, vi er nødt til at fokusere på inden da? Økonomisk krise? Global opvarmning? Nå, måske ikke.
Det håber jeg, men jeg frygter, at det næste krav fra den forkælede feminisme bliver mere statsstøtte til kvindelige iværksættere. Dem er der nemlig ikke mange af, og man kan vel næppe forlange, at de selv fik fingeren ud og gjorde noget ved det?
Dennis Nørmark er en vigtig mand. Så vigtig, faktisk, at den danske regering har gjort ham til talsmand for hele nationen. Og nationen har vigtigt nyt til vores naboer på den anden side af Øresund.
Heldigvis har den vidunderlige Nina Björk allerede besvaret Nørmarks underlige angreb mod svensken med så stor ynde, at jeg ikke engang selv behøver pille hans kronik fra hinanden. Alligevel er der et par ting, jeg gerne vil kigge lidt nærmere på. Det er på ingen måde en betingelse for, at du kan følge med, men jeg anbefaler, at du lægger ud med at læse både Dennis Nørmarks og Nina Björks indlæg, og så kommer tilbage.
Er du færdig?
Godt! Lad os komme i gang.
Dennis Nørmark fortæller os:
Ifølge Expressens Jens Liljestrand så er analysen af den danske sexisme som følger: »Det finns en slags dansk sex- eller porrliberalism som gör att det inte finns några gränser i frihetens namn«.
Jeg er sådan set uenig i Liljestrands konklusion (som jeg, indrømmet, ikke har læst i kontekst); vi danskere er slet ikke så frisindede, som vi bilder os ind. Men det er slet ikke det, der er vigtigt. Det er den næste passage, vi skal kigge på:
Men der findes også en anden analyse. Nemlig at I i Sverige har bevæget jer fra et land med seksuelt frisind og åbenhed og til det, Julian Assange, polemisk, men også berettiget, benævnte et »Feminismens svar på Saudi-Arabien«, da hans seksuelle samkvem med to svenske kvinder pludselig blev udlagt som voldtægt i en sag, der for mig lyder som kulminationen på et forfølgelsesvanvid, som en aggressiv og mandefjendsk svensk feminisme har indpodet i en række af nationens kvinder.
En forestilling om dem selv og deres seksualitet som kendetegnet ved en særlig sårbar ’kyskhed’ i modsætning til mændenes destruktive og primitive seksualdrift.
First things first: Når nogen anmelder en voldtægt, så bør politiet som minimum tage det seriøst og efterforske den, hvilket er lige præcis, hvad der er foregået. At gøre efterforskning af en voldtægtsanmeldelse til "kulminationen på et forfølgelsesvanvid, som en aggressiv og mandefjendsk svensk feminisme har indpodet i en række af nationens kvinder" lyder som voldtægtsapologetisme i mine ører.
Dernæst: som minimum havde Julian Assange sex med en kvinde, mens hun sov (læs evt. her og her). Der er altså ikke tale om seksuelt samkven, der blev udlagt som voldtægt, men voldtægt, der forsøges bortforklaret som seksuelt samkvem.
I sin iver efter at dæmonisere (svenske) feminister har Dennis Nørmark altså intet imod at forsvare en voldtægtsmand. Classy.
Dernæst taler Nørmark enormt meget om, at Danmarks måde at tænke på ligestilling på er så meget bedre end Sveriges.
Kønsrollerne kan meget vel se mere traditionelle ud i Danmark, og på mange måder er de det også. Men måske skyldes det, at danskerne på mange måder trives bedre med forskelligheden mellem kønnene og ikke har den absolutte ensretning som mål.
Men, øh, svenske feminister har jo heller ikke absolut ensretning som mål. Og den "forskellighed", Nørmark taler om, er der vist mange, der ikke har det for cool med.
Herhjemme har forsøg med kønsneutrale termer i svenske børnehaver stort set været mødt med latterliggørelse og væmmelse over hele linjen og ofte med et argument om, at kønsforskellen faktisk er noget, vi bør værdsætte. Danskerne forsøger ikke at undertrykke den hverken sprogligt eller reelt.
Lad os lige få den igen: Børnehaver, hvor børn får lov at opføre sig som de vil uden (blandt andet sproglige) begrænsninger baseret på køn, bliver mødt med latterliggørelse og væmmelse—og Danmarks tilgang til ligestilling er bedre?
Lad os se, hvad der sker, hvis vi udskifter køn med race et par steder i Dennis Nørmarks kronik. Jeg ved godt, det er et ældgammelt, barnligt trick, men jeg synes, det hjælper med at sætte et lidt andet perspektiv på sagerne.
Racerollerne kan meget vel se mere traditionelle ud i Danmark, og på mange måder er de det også. Men måske skyldes det, at danskerne på mange måder trives bedre med forskelligheden mellem racerne og ikke har den absolutte ensretning som mål.
Og:
Herhjemme har forsøg med raceneutrale termer i svenske børnehaver stort set været mødt med latterliggørelse og væmmelse over hele linjen og ofte med et argument om, at raceforskellen faktisk er noget, vi bør værdsætte. Danskerne forsøger ikke at undertrykke den hverken sprogligt eller reelt.
Ooog:
I Danmark er det okay at tænke, at der er en grundlæggende raceforskel, og at den gavner begge racer.
Sådan oplever jeg, at de fleste her mener, at man ideelt bør tale ligestilling. Ikke forarget, vredt og uforstående over for, hvordan den anden part indretter sig og ser verden, men med forståelse og sympati for den mangfoldighed, det er at have to forskellige racer.
Det er skægt, jeg tror ikke, det ville være blevet trykt i Politiken i denne version.
Forskellen består i, at der er flere hos os, der ikke anskuer det som en krig imellem kønnene, og at vi heller ikke ønsker at opfordre til krig. Derfor ønsker flertallet heller ikke et nulsumsspil, hvor mændene skal fratages deres lovligt opnåede privilegier, for at de i stedet skal overgives til kvinder, og vi ønsker overvejende ikke at konkurrere om, hvilket køn det er mest synd for.
Men... Det er jo heller ikke det, der foregår i Sverige! Og hvad sker der i øvrigt for "lovligt opnåede privilegier"? Har Nørmark nogensinde læst lidt verdenshistorie?
Jeg får en snigende fornemmelse af, at Dennis Nørmark ikke har lavet sine lektier. Der er da også en imponerende mangel på kilder. Vidste I forresten, at svenske feminister er tre meter høje og spiser børn? True story! I må naturligvis bare tage mit ord for det.
Den "mangfoldighed" det er at have to forskellige køn—som altså primært er forskellige i Dennis Nørmarks underlige socialdarwinistiske univers—indeholder i øjeblikket store fordele for mænd og store ulemper for kvinder. Dennis Nørmark er vist ikke så interesseret i ligestilling som han er i at opretholde status quo, fordi han nyder godt af det. Men hvis bare de svenske feminister ville tage det roligt, så kunne de også se, at det er lækkert med rigide, gammeldags kønsopfattelser.
Men vi behøver ikke tage hans ord for det!
Da den hollandske sociolog Geert Hofstede i 1980’erne målte på de globale værdiforskelle i verden, opdagede han, at mænd overalt i verden udviste mere ekstrem adfærd end kvinder, og at de generelt varierede langt mere end kvindekønnet.
Ud fra det udtænkte han et værdiparameter, der netop rummede en sympati for det ekstreme, det konkurrenceprægede og det dominerende. Han kaldte værdien for ’maskulinitet’ og fandt, at lande, der lå højt på dette indeks, satte pris på værdighed, ære, evnen til at kunne klare sig selv og modet til at dominere og tage ansvar. Det sted i verden, hvor han målte mindst af denne værdi, var Sverige. Sverige har en score på 5, hvor Danmark har en score på 16. Skalaen går helt op til Japan, der topper med en score på 95.
Og, øh, hvordan er det nu lige det ser ud med ligestillingen i Japan? (Svaret er: ret fucking elendigt.)
Ud fra Hofstedes studier kunne man måske konkludere, at dette tal blot udtrykker Sveriges førende position som det mest ligestillede land i verden. Men man kunne også konkludere noget andet. Nemlig at Sverige blot har valgt den modsatte ekstrem og har indført kvindelige værdier som den kulturelle norm og aktivt undertrykt det, som mændene sætter pris på.
Så mænd er fulde af ære, værdighed og mod. Fuck kvinder ♥
Den skandinaviske tradition for konsensus, der står endnu stærkere i Sverige, er eksempelvis dominansens værste fjende, og fra mødelokaler og til børnehaver er både danske og svenske mænd og drenge ved at blive kvalt i snak, føleri og ligemageri.
[...] Man kan med Hofstedes forskning konkludere, at det skandinaviske menneske, og det svenske i særdeleshed, har lært at nedvurdere værdier, som faktisk typisk dominerer hos mænd frem for hos kvinder.
DOMINANSENS VÆRSTE FJENDE.
Det er da altid noget, at Dennis Nørmark er ærlig om, at han synes, dominans er vigtigt. Hvem, der skal domineres, har han ikke specificeret, men det tyder på, at det skal være os mænd, der skal bestemme over andre. Hvad skal vi dog også bruge konsensus, snak og følelser til?
Om de forskelle er biologisk eller kulturelt betingede er i den henseende en håbløs og ligegyldig diskussion, der kun tjener det formål at afspore fokus fra det, som er faktuelt: at der er nogle værdier som knytter sig stærkere til mænd end til kvinder.
Jeg tror derfor, at fremtidens ligestilling kommer til at handle om at acceptere denne forskel og forstå, hvordan en balance imellem disse ting gavner samfundet som helhed.
Sagde antropologen. "Hold nu op med at diskutere, om de fundamentalt skæve magtforhold mellem køn er nogen, vi selv har skabt. Det fjerner fokus fra det væsentlige: Lad os nu for helvede bare indrette hele vores samfund efter dem!"
Nørmark har virkelig den vildeste stiverik for status quo. Hør bare, hvad han siger:
I har indledt en krig imod mænd ved at tage pladser, som tidligere var tildelt dem. Så bliver de naturligvis sure, fordi det er et gement tyveri. Det skaber bare nye ofre, selv om I har fået argumenteret jer frem til, at mænd skylder så meget på det moralske regnebræt, at de sagtens kan tåle at komme i minus her.
[...] Vi har valgt en lidt anden vej i Danmark, eller jeg tror, vi er ved at gøre det. Her forstår vi efterhånden, at alle, mænd som kvinder, kan vinde noget på ligestilling. For ved at sætte det i system som en kamp og ved at straffe mændene for at være, som de er, opnår man aldrig det eneste, der kan skabe reel ligestilling: Nemlig at mændene kan se det som en fordel for dem selv.
Pladser, der tidligere er blevet tildelt mænd på et uretfærdigt grundlag, bliver nu også tildelt kvinder. Det gør de stakkels mænd sure. Derfor skal vi kun gøre noget ved uretfærdigheder, hvis det er til fordel for mænd.
??????
Seriøst, hvordan var det blevet modtaget, hvis det lød "I har indledt en krig mod hvide ved at tage pladser, som tidligere var tildelt dem. Så bliver de naturligvis sure, fordi det er et gement tyveri."
Dennis Nørmark, fucking antropolog, arbejder tilsyneladende ud fra to grundantagelser:
Mænd og kvinder er grundlæggende forskellige.
Mænd er bedst.
Og Nørmark kalder svenskerne konservative. What the actual fuck.
At hans tankegang, hvis den havde omhandlet race, havde fået ham frataget enhver faglig anerkendelse, rører ham vist ikke synderligt. Her på redaktionen er vi (jeg) ikke overraskede. Jeg tillader mig også at tvivle på, at Dennis Nørmark nogensinde har været i Sverige. Eller uden for en dør, nu jeg tænker over det.
Samtidig udvider han sit shitty pseudo-evolutionspsykologiske verdenssyn til åbenbart at gælde hele det danske folk. Hvis han repræsenterer danskerne, vil jeg gerne meldes ud af dén klub—pronto. Er der en blanket, jeg kan udfylde, et sted?
Men hey, det giver os i det mindste en ny måde at vurdere ting på—hvis Dennis Nørmark synes, man er usympatisk, så gør man sandsynligvis et eller andet rigtigt. Og Sverige har da også mindst én stor fordel i forhold til Danmark: De har ikke Dennis Nørmark at døjes med.
Trigger warning: Hele indlægget er ret rough. Der er blandt andet noget nær en voldtægtstrussel i slutningen af indlægget. Ikke for sarte sjæle!
For lige knap en måned siden blev denne sag afgjort hos Ligebehandlingsnævnet. En kvinde, der ammede sin 9 måneder gamle datter på en restaurant (var det i Illum? Nogen, der kan huske det?), fik at vide af en tjener, at det måtte hun i hvert fald ikke. I bedste stil klagede kvinden til Ligebehandlingsnævnet, som endte med ikke at give hende medhold. Nævnet bemærkede:
Klager blev afvist fra en restaurant, fordi hun ammede. Nævnet finder, at klager, på den baggrund har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet har lagt vægt på, at det kun er kvinder, der ammer, og et forbud mod amning rammer derfor alene kvinder.
Det påhviler herefter modparten at bevise, at ligestillingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ikke helt rigtigt, det med, at det kun er kvinder, der ammer, but we get the point. Så hvorfor blev klagen afvist? Jo, nu skal du høre:
Det er i Rådets direktiv 2004/113, der ligger til grund for ligestillingsloven, i pkt. 16, anført, at forskelsbehandling kun kan accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål, og at et legitimt mål for eksempel kan være hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden. Det fremgår endvidere, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig.
Da de anvendte midler, ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at varetage hensynet til andre kunders blufærdighed, finder nævnet, at [restauranten] ikke har handlet i strid med ligestillingsloven, og allerede som følge heraf har heller ikke [storcentret, restauranten ligger i,] handlet i strid med ligestillingsloven.
Med andre ord: Det er med blufærdigheden i tankerne, at ammende kvinder bliver forvist til et ammerum i centret. Husk det.
For samtidig kører danske busser i øjeblikket rundt med disse reklamer:
Det er altså ikke alle steder, det dér med blufærdighed gælder. Hykleri er det bedste, vi ved her på redaktionen.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen skrev så om sagen på sin Facebook-side:
Størstedelen af de kommenterende er enige—både mænd og kvinder—men der er et par guldkorn imellem. Det er ganske imponerende, hvad den almindelige dansker kan finde på. De fine kommentarer kan inddeles i et par forskellige kategorier.
Først og fremmest er der dem, der ikke helt har forstået, hvad sagen handler om, og bare råber liberalistiske buzzwords:
Så er der dem, der gerne vil se bryster. Ønsket rangerer fra det næsten uskyldige til det temmelig creepy—lige som vi kan lide det!
Mælke yver ♥
Så er der dem, der ser deres snit til at prikke lidt til Johanne Schmidt-Nielsen. De er en opfindsom flok:
Og dem, der er lidt mere direkte:
Nogle hader tilsyneladende bare børn. Og mødre. Og kvinder generelt, I guess:
Andre igen hader bare patter.
Og endelig er der... ja. Idunno.
Åh Kenni ♥ Er du single? Det håber jeg virkelig inderligt.
