Fremtidens mand er italiener

"I'm the future, baby!"

Som Eva Agnete Selsing har lært os, så er titlen "filosof" stort set synonym med "ekspert i kønspolitik".  Det gælder også for Lars Östman, som i forbindelse med Berlingskes serie om mænd (dem hører vi jo næsten aldrig om!) gerne vil fortælle os om fremtidens mand.

I Danmark - for slet ikke at tale om i Sverige - er enhver rituel handling reduceret til den materialitet, der gives. Det var jo bare en drink. Han fulgte hende jo bare hjem. Men sådan er det jo ikke. Vi ved det alle sammen godt.

Så langt, så godt. Der er i Danmark (og sådan set også de fleste andre vestlige lande) en tendens til ikke direkte at ville italesætte ting vedrørende casual sex. Naturligvis klinger "Han købte hende en drink i håb om, at hun ville føle sig forpligtet til at have sex med ham" ikke helt så godt, men måske har Lars Östman fat i noget?

Men ligestillingsfascismen, der for længe siden har forladt den politiske arena for at trænge ind i socialsfæren fra soveværelset til baren, har på en eller anden måde fået bildt os ind, at det ikke er sådan.

Hahahaha, åbenbart ikke.

Dette er derfor en verden, hvor mænd ikke taler med kvinder på barer og på disco, fordi de vil score eller flirte. Nej. De er bare søde. Eller ligeså grotesk: De vil bare være venner. Mænd følger ikke en kvinde hjem, fordi de i døråbningen satser på en sidste charme-offensiv. Nej. De er bange for, at hun skal falde i sneen. Og ikke desto mindre må vi mænd acceptere, at dette er den verden, vi i Skandinavien lever i.

Jeg forstår altså heller ikke det der med at tale med kvinder på barer, fordi man gerne vil være venner. Man skulle næsten tro, at kvinder eksisterede i det offentlige rum med andre formål end at være scoringsmål for os mænd. Pff!

At det er usexet at tale om, at man gerne vil have sex med nogen, eller at man er på vej hjem til den søde fyr fra baren for at knalde, det er medvirkende til at opretholde en kultur hvor blandt andet "Jamen jeg vidste jo ikke, hun ikke ville knalde!" er en legitim undskyldning fordi ingen taler om samtykke til sex. Det er en kultur der giver os voldtægt, usikkerhed og dårlig sex. You know, alt det, som ligestillingsfascisterne ælsker.

Men okay, lad os se, hvad Lars har til os. Måske bliver det bedre.

Det er et øjensynligt faktum, at ligestilling og den tilhørende debat om samme, ikke handler om at give kønnene lige muligheder.

[...] Efter at kvinderne har stjålet vort tøj, vore barer og vore job melder spørgsmålet sig derfor uundgåeligt: Hvad er der i det hele taget tilbage af os mænd?

...nevermind.

I det mindste har vi mulighed for at lave en liste over ting, Lars Östman ikke kan lide:

• Kvinder der ikke går i dametøj.
• Kvinder der går på bar.
• Kvinder i typiske mandejobs.
• Måske bare kvinder i al almindelighed?

Det er meget påfaldende, at når kvinder arbejder sig frem mod ligestilling, så bliver det set som tyveri. Östmans indlæg her er da også del af Berlingkses mande-artikelserie, hvis præmis er, at fordi kvinder er på vej mod ligestilling, så har mændene tabt. Der skulle fandeme ikke meget til at vælte patriarkatet af pinden!

Nå, men nu hvor mænd ikke kan have bukser og øl for sig selv, hvad gør vi så?

Frelsen ligger ligefor: Italien.

Italien er et land, hvor vi mænd ved, hvad vi skal sige på baren og kvinderne, hvad de skal svare.

Og et land, hvor knap 88% af befolkningen er katolikker. Hvordan er det nu liiige med katolicisme og kvindesyn?

Der er vist også et eller andet med en fyr der hedder Berlusconi og noget sexisme, er der ikke?

Her begynder man ikke at »dusse«, men fortsætter at »desse«, hvis man ikke er interesseret; kvinder tager ikke imod en drink, hvis de ikke er interesseret,

I modsætning til de danske narrefisser som tillader sig at tage imod drinken uden at smide tøjet bagefter,

og så videre, og så videre ud i det uendelige. Dette betyder (desværre) ikke, at den er hjemme efter et par hurtige rituelle finter. Blot at muligheden nu foreligger. Måske. Måske ikke.

Det er sgu ærgerligt, ikke? At man ikke bare kan følge manualen, og så er der garanteret fisse, men er nødt til at behandle kvinder som personer! Lars Östman kan i hvert fald ikke lide det. Den må vi hellere sætte på listen.

Hvad med det med, at mange italienske mænd bor hjemme, til de er godt inde i trediverne, og at de færreste af dem kan finde ud af at koge et æg? At kvinder opdrages til at være opvartersker? Kunne det ikke tyde på, at Italien måske ikke er det bedste land at se til, hvis man skal have kønspolitisk inspiration? Hvad har Lars Östman at sige til det?

Ikke så meget, as it turns out. Det ser ikke ud til at være noget, der bekymrer ham videre. Det ser faktisk næsten ud til at være en kvalitet!

Der ligger meget sandt i opfattelsen, at italienske mænd er en besynderlig blanding af mors lille dreng og don Juan. Hverken italienske mænd eller kvinder drikker sig fra sans og samling, når de går ud. Og så gør de noget ud af sig selv - som moden nu engang måtte foreskrive. Alle taler pænt og høfligt. Tager hensyn. Viser interesse. Spørger interesseret. Ingen kommer med lumre kommentarer eller dårlige vittigheder. Ingen mænd forsøger at opfinde den dybe tallerken i en spektakulær scoring, som skal slå benene væk under hende.

Det er der ingen grund til. Alle spiller et spil, hvis regler alle kender, og som alle derfor blindt følger. Sådan har man altid gjort. Traditionen foreskriver, forpligter og instruerer. Traditionen opdrager. Støtter. Beroliger.

Traditionen er din ven. Traditionen er rigtig. Kom, omfavn traditionen. Bliv ét med traditionen. Mærk den i dit sind. Lad traditionen overtage. Støtte. Berolige. Kontrollere.