søndag den 10. februar 2013

Velfærdsstaten røvrender mænd! (except not really)

Update: Dagnabbit! Bloggen Alfivas var åbenbart lige en uge hurtigere ude end jeg var med et indlæg om den her. Nu ligner jeg den største plagiarist. Oh well, det er ikke fordi det kan siges for ofte ♥

Endnu en slave for femi-staten.
En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng... Vi må hellere stoppe her, ellers kan vi blive ved ganske længe.

Det her er noget i retning af MANFOs uofficielle mantra. Det har det været længe. Tidligere har det godt nok været henholdsvis 0,8 og 2,4 millioner kroner, men man må jo følge med tiden. Det er stadig noget af en forskel.

Hvordan det kan være, at tallene ser sådan ud, og om det overhovedet giver mening at stille det sådan op, skal vi nok få kigget på. Men lad os først lige høre, hvad MANFOs Lennart Kiil får ud af de magiske tal:
Velfærdsstaten har betydelig større opbakning blandt kvinder end blandt mænd. Men har mænd grund til at være skeptiske i forhold til den måde, vores samfund er indrettet på? Lad os starte med at se lidt på, hvem der betaler gildet. Over et helt livsforløb ser gennemsnitstallene for de to køn nogenlunde sådan ud:
De fine tabeller er skamløst stjålet fra MANFO ♥
For kvinder er velfærdsstaten altså en overskudsforretning, mens den for mænd er en underskudsforretning. Velfærdsstaten tager penge fra mænd og giver dem til kvinder. Den kendsgerning er ikke til at komme udenom.
[...] Når mænd nu betaler så meget, kan de vel forvente at få en service fra staten, der i hvert fald matcher den, kvinder får. Er det ikke et rimeligt udgangspunkt?
Jo da! Kom nu, Onkel Lennart! Fortæl os eventyret om Den Uretfærdige Stat!
For det første kan vi konstatere, at mændenes større bidrag ikke frikøber dem fra statens krav på deres liv og levned i forhold til nationens forsvar.

Okay, teknisk set er det rigtigt nok (fordi værnepligten stammer fra dengang, kvinder ikke blev anset for værende i stand til andet end at lave mad og spytte børn ud). Men hvad sker der, hvis vi kigger på nogle lidt mere præcise tal? Her er en tabel fra forsvaret.dk, der viser antallet af nye rekrutter i Forsvaret:

Klik for at forstørre

Så for satan! Hele fire tusind mænd, der tvinges til at beskytte Moder Stat? Og det er bare fra sidste år!

Menøeh, hvor mange af dem tvinges faktisk?

Okay, så de fleste af dem vil faktisk gerne. Lad os lige finde papir og blyant frem og regne lidt på det...


Kan det passe? Var der virkelig kun 169 mænd, der ikke var frivillige? Og hvor mange kvinder var det nu, der var... Vi må regne lidt mere.


Jøsses! Der er mere end fem gange så mange frivillige kvinder, som der er tvungne mænd! Det får unægteligt alt det med værnepligten til at virke som lidt af et non-issue, ikke? Især når man husker, at man efter de fire måneders værnepligt ikke er forpligtet til noget. Altså, medmindre Danmark bliver invaderet. Måske går svensken over isen igen? Så kommer de 169 på arbejde.

Altså er det nok ikke så meget værnepligt, som det er pligt til at møde op til Forsvarets Dag—det, man tidligere kaldte session.

Hvad ellers?
Nå, men når nu mænd betaler og står til rådighed i et så udpræget omfang, så må man da i hvert fald forvente, at staten tager mænds sundhed lige så alvorligt som den tager kvinder sundhed. Forkert!

På livmoderhalskræft ligger vi på niveau med andre vestlige lande, på brystkræft ligger vi lidt under andre vestlige lande, på prostatakræft ligger vi langt under niveau. Det viser noget om, hvordan man prioriterer i sundhedssystemet.
Vent, er prostatakræft den mandlige udgave af brystkræft? Jeg troede den mandlige udgave af brystkræft var, well, brystkræft. Så er det vel ikke en helt fair sammenligning.

Okay. Sammenligningen holder i den forstand, at prostata- og brystkræft er den mest hyppigt forekommende kræfttype for henholdsvis mænd og kvinder. Vi ligger åbenbart langt under niveau, når det gælder behandling af prostatakræft. Det fortæller MANFO os i indlægget "Velfærdsstaten skider på mænd". Eksemplet, der linkes til, kan være lidt tricky at få fat på, så jeg har tilladt mig at uploade det hos mig selv:

Klik for at forstørre.
Kun 38,4% af mænd overlever prostatakræft efter fem år! Det er jo helt sindssygt!!!

Vent, hvad er det her?

Hmm...

Det er jo næsten dobbelt så mange overlevende mænd, som MANFO siger, det er! Overlevelsesraten for brystkræft er ganske vist højere hos kvinder end for prostata-ditto hos mænd, men til gengæld er der en højere relativ overlevelsesrate efter 5 år hos mænd, når det gælder brystkræft.
Der er masser af andre eksempler. Blandt andet er der stort set ingen offentlig støtte til krisecentre for mænd, men en del støtte til krisecentre for kvinder. På trods af den kendsgerning at flere mænd end kvinder begår selvmord.
Mens det ganske vist er rigtigt, at der ikke er ret mange krisecentre for mænd, og at det ikke er retfærdigt, at kommuner ikke er forpligtede til at oprette dem, kan vi så ikke lige huske på, at der i sin tid blev oprettet en del krisecentre for kvinder, fordi kvinder oprettede dem? Det betyder naturligvis ikke, at mandecentre ikke skal have støtte, men det er rart at have i baghovedet. I øvrigt er en af årsagerne til det smalle antal krisecentre for mænd nok, at vi som samfund stadig har det svært med ideen om, at mænd har følelser og kan være ofre. You know, den selvsamme tankegang, som feminismen prøver at gøre op med.

Den køber MANFO tilsyneladende ikke:
Oven i alt dette skal mænd så høre på, at de er nogle grumme typer.
Det er blandt andet Kvinfo, der er med til det, når de sætter fokus på mænds vold mod kvinder - ikke noget med nogle mænds vold. Nej, mænd i almindelighed fremstilles som nogle, der øver vold mod kvinder.
MANFO tænker nok på dengang, KVINFO omtalte en konference, der handlede om "mænd og sund maskulinitet uden vold". Den har vi allerede talt om. Den korte version: MANFO tager fejl. KVINFO har aldrig fremstillet mænd som generelt voldelige.

Ikke nok med, at KVINFO fortæller os, at mænd generelt er voldelige...
 For at føje spot til skade, er det mændene, der betaler til deres egen forhåning:


Her har Lennart Kiil rent faktisk ret. Ikke alene er KVINFO og MANFO direkte sammenlignelige—KVINFO (som aldrig nogensinde har gjort noget for mænd) driver et gigantisk bibliotek, et webmagasin og et mentornetværk, foretager forskning og har blandt andet digitaliseret de sidste 1.000 års kvindelitteratur, mens MANFO skriver vrede indlæg på internettet—MANFO producerer faktisk indhold på et niveau, der er langt, langt, langt over KVINFOs! Den eneste grund til, at tænketanken MANFO ikke er på statsstøtten, er faktisk, at den ikke ønsker at være det. Jeg formoder, at tænketanken dagligt modtager tryglende emails fra diverse ministerier.
Hvis vi skal opsummere lidt:

Hvis vi lige gemmer det med, hvor meget man modtager og betaler til Mama Stat til næste indlæg, så kan vi faktisk lave et meget mere præcist skema end det her:

Mænd Kvinder
Har sessionspligt Har ikke sessionspligt (men dukker op alligevel)
Mænds sygdomme har normal prioritet Kvinders sygdomme har normal prioritet
KVINFO modtager omkring 30 mio. om året KVINFO modtager omkring 30 mio. om året

Det ser jo straks en del mere fornuftigt ud. Man får lidt fornemmelsen af, at MANFO ikke så meget er vrede over, at mænd ikke får lige så meget ud af at betale til staten, som kvinder gør af at modtage penge fra den (for 1. det gør de og 2. det er kind of pointen med at betale skat, er det ikke), men at mænd ikke får mere fra staten end kvinder gør, når nu de betaler så meget. Hvad det eventuelt kunne være, kan vi kun gisne om (jeg mener sex).

Løsningen er jo ellers meget ligetil, når det gælder værnepligten, der, som vi lige har læst, egentlig er et ganske legitimt diskussionsemne, hvor lille et fåtal af os det så end måtte vedrøre: Vi kan bare skille os helt af med den. Det er langt de fleste vist friske på, inklusiv feministerne.

Lennart Kiil selv er ganske vist helt okay med at bevare værnepligten, hvilket kan læses i kommentarerne på MANFOs artikel—eller bare her:


Som jeg læser det (og jeg tager hjertensgerne imod andre bud!), er der to fortolkningsmuligheder her:
  1. Kiil er, uanset hvad han ellers har givet udtryk for, ikke imod statstvungen værnepligt, bare det gælder for begge køn.
  2. Kiil er okay med, at det kun er mænd, der har værnepligt, for så har han altid et trumfkort klar, til når kvinderne begynder at tale om deres problemer.
Jeg er tilbøjelig til at gætte på nr. 2. Det ville trods alt ikke være første gang, værnepligten blev brugt i den sammenhæng.

Helt generelt kan man måske godt tale om, at når der hos MANFO, 180grader og mange andre fokuseres på mænd, så er det sjældent for at finde faktiske løsninger på problemerne, men som et "hold nu kæft, kællinger!". Denne gang er vist ingen undtagelse, og det får unægteligt én til at tænke på, om det som mand overhovedet er i ens interesse at have dem på "sin side".

Nå. Det er en helt anden snak.

Næste gang skal vi kigge på de der 0,6 og 1,6 millioner kroner og finde ud af, om tallene overhovedet holder vand. Hint: det gør de sandsynligvis ikke.

Until next time: Jeg er jeres vært, Nikolaj Munk, og det her er The Mandfjols Show!

18 kommentarer:

  1. "Hvad vil vi ha'?! Fissekvoter! Hvornår vil vi ha' dem? NU!!!"

    SvarSlet
  2. "I øvrigt er en af årsagerne til det smalle antal krisecentre for mænd nok, at vi som samfund stadig har det svært med ideen om, at mænd har følelser og kan være ofre. You know, den selvsamme tankegang, som feminismen prøver at gøre op med."

    Kan du se ironien i, at du skriver det her, når hele din blog går ud på at håne og udhænge dem der siger, at mænd også kan være ofre?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ganske muligt at sige, at mænd også kan være ofre uden at være passiv-aggressiv og/eller nederen. Det er bare ikke dem, det lykkes for, jeg håner.

      Slet
    2. Det er nok det mest dobbeltmoralske jeg nogensinde har læst.
      ER det muligt at tale KVINDERS sag uden at være passiv aggressive og/eller nederen overfor mænd?
      For jeg har endnu ikke set det lykkes i denne blog.

      Slet
    3. Tak for dit input. Det betyder meget for mig <3

      Slet
    4. Det betyder også meget for mig at få bekræftet, at det hele bare er noget der ligger i munden, og at du er for snæversynet og fastlåst i dine holdninger til at orke at tage diskussionen op med nogen der er dig uenig. For det ville jo kræve at du skulle sætte dig i en andens sted, for en sjælden gangs skyld.
      All bark, but no bite.

      Forresten, hvis Manfo vitterligt er det eneste du gider spilde din tid på at hidse dig op over, så er det da vel heller ikke så underligt at du får det generaliserende syn som du har. Måske skulle du komme lidt ud af hulen, se dig lidt omkring, og overveje den mulighed, at du ikke er prinsessen på ærten med dine holdninger.
      Du virker dog ikke som typen der kunne finde på det. Det er nu engang også meget lettere bare at kalde alle udenfor for idioter, så man slipper for at tage stilling til andre end sig selv.

      Jeg tror at de voksne mennesker inde for ligestillings politik skal prise sig lykkelige for at Mandfjols ikke repræsentere feminisme lige så meget som du tror Manfo repræsentere mænds rettigheder.
      DÉT betyder helt oprigtigt mere for mig end du tror.

      Slet
  3. @Giesji: kom lige ned fra den høje hest; naturligvis repræsenterer Mandfjols ikke feminisme lige så lidt som MANFO er repræsenterer alle mænd (så ville jeg i hvert fald ikke være gift med min dejlige mand). Mandfjols er en morsom/sarkastisk kommentar til et forum der slår sig op på at repræsentere alle mænd. Nikolaj foregiver ikke at repræsentere alle kvinder, mens MANFO faktisk gør lige præcis det, og derfor er det så vigtigt (efter min mening) det han gør, for hvis der er nogen der er snæversynet og fastslåst i sine holdninger så er det lige præcis MANFO, og så længe der ikke er andre der hævder at repræsentere mænds rettigheder som er seriøse (altså lige bortset fra KVINFO), så fortjener de i den grad at blive taget med humor, for humor er et godt våben mod ignoranter.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Min pointe er lige præcis, at man måske skulle tage et lille kig ud af hulen, og indse at der findes andre end bar Manfo.
      Det kan godt være at Manfo ofte siger nogen dumme, og ofte nedladende ting, men er det fair at mænds problemer (Jeg skrev forresten "mænds rettigheder", ikke "mænd") skal trivialiseres bare fordi de er nogen fjolser?
      Er det det du kalder humor? At marginalisere kræft ofre og folk der tvinges i krig?
      Jamen det er da hylende morsomt.

      Hvis Nikolaj hygger sig med at have en bitch fight kørende med Manfo, så er det fint med mig. Men det skal ikke udvikle sig til en mudderkastnings kamp, hvor mænds rettigheder skubbes i skyggen, fordi det er sjovere at gøre nar af nogen enkelte mennesker. Så er det jeg bliver i tvivl om hvad bloggen handler om, når man ikke er god nok til at distancere om der bliver gået efter bolden, eller folkene bag.

      Slet
    2. Nu handler min blog ret specifikt om at gøre nar af sexister og sexisme. Skægt nok hænger de to ret ofte sammen. Det lyder lidt, som om dit problem er, at jeg ikke skriver om det, du gerne vil læse om. Så er det jo fint, at du og kæresten skriver om det.

      Slet
    3. Det er nu ikke rigtig det der er problemet. Jeg respektere fuldt ud af det er dit emne, men der skal bare ikke ret meget til før dit had til Manfo udvikler sig et had til mænds rettigheder generelt.

      Og det er generelt usagligt at trivialisere kræftramte, uanset deres køn.

      Slet
    4. Og med "usagligt" mente jeg egentlig "usmageligt"... Men usagligt er det vel også.

      Slet
  4. I min forrige diskussion med Dalsgaard prøvede jeg jo at mene at ikke alle mænd var ofre ligesom heller ikke alle kvinder er ofre. Men at nogle mænd og nogle kvinder er ofre i kraft af deres tilhørsforhold til en anden gruppe defineret af et andet karakteristika end køn.

    F.eks. har jeg kendskab til en 54årig mand på metadon der har taget sit eget liv i en psykose, trods det at han har opsøgt lægehjælp, da han imidlertid har opført sig højrøstet og urimeligt voldsomt blev han afvist og valgte derfor at springe ud fra 10. etage. Det er da et problem ikke? at fordi mænd i en psykose virker farlige på os andre så får de ikke den hjælp de har behov, fordi vi ikke kan se bag den potentielle voldelighed og se at de skriger for at få hjælp. En kvinde i samme situation ville nok bedre have kunnet handle som et offer og derfor få hjælp?

    SvarSlet
    Svar
    1. Vel sagt, Fruen2. Nu hvor du har delt lidt, så vil jeg også lige hurtigt dele en historie.

      Jeg har en kammerat, som jeg har været ven med i 20 år, og som betyder enormt meget for mig. Hans far begyndte pludseligt at blive vred og knotten uden grund, og gad ikke se andre. En dag blev han fundet på gulvet med et skud i hovedet fra hans eget jagtgevær. Mænd har ofte svært ved at udtrykke hvad de føler, og så ender tankerne med at blive undertrykt og i stedet omdannet til vrede.

      Når mænd får svær depression udtrykker de det ofte med vredesudbrud, eller ved at isolere sig fuldstændigt. Fordi det kan virke voldsomt på andre, så glemmer vi ofte hvad der mon lægger bag. Som du skriver, så tænker vi ikke over, at hvis en mand får en kort lunte og ikke gider snakke, så kan det være et faretegn på lige fod med tårer og sorg.

      Jeg tror det er derfor mænd begår selvmord i så stor grad. Især ældre enlige er i risikogruppen, fordi de ikke har nogen i deres liv til at hjælpe med at holde trådende sammen. Der er mange barrierer vi kan bryde ned, for at gøre det bedre og der er mange ting der kan hjælpe. Noget så simpelt som en hånd på skulderen, eller et kram i ny og næ kan gøre utroligt meget.

      I dag er der godt og vel 10 mandecentre der hjælper mænd efter skilsmisse, men desværre kun ét der hjælper mænd med generelle psykologiske problemer og sygdom. Centeret er i Horsens, og det er ejeren af det center der plager Manu Sareen i kommentarfelterne på Facebook, hver gang han skriver om ligestilling fordi de ikke får nogen statstøtte og har svært ved at få det til at køre rundt. Synes lige hurtigt jeg ville nævne at de søger frivillige:

      http://www.horsenskrisecenter.dk/frivillige

      Anyway, nu vil jeg ikke forstyrre mere, for det er ikke det bloggen handler om.

      Slet
    2. "Der er mange barrierer vi kan bryde ned, for at gøre det bedre og der er mange ting der kan hjælpe. Noget så simpelt som en hånd på skulderen, eller et kram i ny og næ kan gøre utroligt meget." Lige præcis. Det er vigtigt at udfordre stereotypen om den umælende, ufølende mand.

      Når jeg håner folk, der siger "mænd kan også være ofre!", er det typisk, fordi de siger det i et forsøg på at lukke munden på kvinder. Case in point: Det selvsamme indlæg på MANFO, jeg skriver om hér. Synes det er tydeligt for enhver, at MANFOs arbejde ikke er i mænds bedste interesse.

      Slet
    3. Nu har jeg selv en søn med paranoid skizofreni og jeg gør alt hvad jeg kan for at hjælpe ham.
      Det er bare en skam at alt hvad der har med psykiatrien at gøre er nedprioriteret og præget af lavstatus. Der mangler læger og plejere, terapeuter mm.
      Mit ovennævnte eksempel er en onkel til min søn. Denne onkel burde have haft hjælp for 25 år siden - nu er det uigenkaldeligt for sent.

      Slet
  5. Lad mig lige tilføje, at Danmark, hvad angår helbredelse af testikelkræft, ligger helt i top.

    SvarSlet
  6. Synes også at man i debatten ikke bare glemmer at det (mest ikke udelukkende) er kvinderne der tager sig af børnepasningen, hvilket altså anses som "ikke-arbejde" og "uden værdi", men også at passe de gamle (og de psykisk syge familiemedlemmer) er kvindearbejde fordi det (mest men ikke udelukkende) er kvinderne der tager sig af at passe deres forældre, besøge dem, købe ind for dem, gå med dem til lægen, på hospitalet osv osv. Det er (oftest) kvinder der er frivillige besøgsvenner og kommer på plejehjemmet og synger og laver kreative ting med de ældre - og kvinderne der tager fri fra arbejdet eller går på deltid for at hjælpe den voksne søn/datter med skizofreni eller broderen med kræft. Er det arbejde? nej det er det nok ikke. Har det værdi? det kommer an på hvem du spørger, men for de ældre og de syge har det helt klart en værdi, og som man ser i mange kommuner som gerne vil bruge frivillige til at løse den slags omsorgsopgaver, så har det faktisk også en samfundsmæssig værdi. Er det med i det store regnskab for hvem af kønnene der bruger mest tid på arbejde og bruger velfærdsstatens ydelser? nej helt sikkert ikke...

    SvarSlet
    Svar
    1. Eller vågekoner
      http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1919962.ece
      citat"Den typiske vågekone er kvinde i alderen 55-75 år og oftest med en fortid i sundhedsvæsnet og professionel erfaring med at omgås døende."
      Men kvinder i alderen 55-75 har jo alligevel ikke nogen værdi hverken på "kødmarkedet" (fisseværdi) eller arbejdsmarkedet, så lad bare de døde passe de døde....

      Slet