Hvad er det der "voldtægtskultur", anyway?

Trigger warning: Voldtægt, voldtægtsapologetisme, victim blaming, misogyni, legitimering af krænkeradfærd etc. etc. etc.

Der var engang en lille by i Ohio. En af de der rigtige small towns, hvor alle kender alle, og hvor folk går meget op i det lokale high school-footballhold. Udadtil er alt idyllisk, men ondskaben lurer under overfladen...

En håndfuld drenge har til en fest slået en 16-årig pige ihjel. De er på skolens footballhold og er højt elskede af byens indbyggere, så indbyggerne dækker over mordet. Herude beskytter man sine egne. Drengenes træner hjælper dem, og journalister, der forsøger at undersøge sagen, bliver truet på livet.
Hvordan løses sagen så? Jo, drengene har filmet mordet og taget billeder. De har endda været så dumme at prale med det på Twitter. Så en gruppe internetaktivister formår at hacke sig frem til en masse bevismateriale, som de lægger online. På den måde bliver sagen åbnet, og drengene kan få den straf, de fortjener.

Det lyder som handlingen til en middelmådig-til-god krimi, ikke? Bortset fra, at det er en virkelig historie.

Og drengene fik ikke den straf, de fortjener—kun to af dem er blevet dømt, og de sidder sandsynligvis kun inde i et år.

Og det var ikke et mord, men en gruppevoldtægt med adskillige øjenvidner, der intet gjorde.

Og det er et perfekt eksempel på det, man kalder rape culture.

Steubenville-sagen er stor og kompliceret (du kan få et meget simplificeret overblik her), så jeg vil nøjes med at vise en video. CNN rapporterede lige efter, Trenton Mays og Ma'lik Richmond modtog deres dom:

That's right. Det er ikke den 16-årige pige, der er ofret her—det er Trenton Mays og Ma'lik Richmond, der nu får ødelagt deres liv. Ikke fordi de har voldtaget en pige, vel at mærke, men fordi de blev dømt for det. Resten af deres liv skal disse to fantastiske, kloge, søde unge mænd bære rundt på prædikatet "voldtægtsforbryder", og det bare fordi de voldtog nogen! Det er sgu da ikke fair.

Ladies and gentlemen, voldtægtskultur!

Vi talte om den her forleden på Fjolsbooken, og der var et par fyre, der stillede spørgsmålstegn ved, om voldtægtskultur overhovedet eksisterer i Danmark. Svaret er naturligvis ja. Først skal vi lige finde ud af, hvad det er, for Wikipedias artikel er noget forvirrende.

Lidt forsimplet kan man sige, at en voldtægtskultur er en kultur, hvor seksuelle krænkelser accepteres som en del af tilværelsen. Steubenville-voldtægten er et af de ekstremt tydelige eksempler på en kultur, hvor man ikke alene beskytter voldtægtsforbrydere og giver ofret skylden, men ser det som en skam, når de, der har voldtaget et andet menneske, får deres straf.

Det er en kultur, hvor mænd jager sex, og kvinder forsøger at forhindre dem i at opnå det. Det ser vi for eksempel, når Seth MacFarlane til Oscar-showet synger "We Saw Your Boobs". Vi har set jeres bryster, piger, ergo har vi vundet, og I har tabt.

Og beviserne på, at Danmark er en voldtægtskultur, gemmer sig derude. For eksempel kunne Metroxpress tidligere på året fortælle os, at en femtedel af vi danskere mener, at folk, der går udfordrende klædt eller opfører sig flirtende, selv bærer en del af ansvaret, hvis de bliver seksuelt forulempet.

Heldigvis var omkring seks ud af ti uenige i det udsagn, men det er altså tankevækkende og en anelse uhyggeligt, at der er folk derude, der mener, at hvis nogen rager på dig i bussen, eller hvis voldtager dig, så har du muligvis selv været ude om det.

Jeg hører ofte den holdning forklaret med, at selvfølgelig er det da ikke ofrets skyld, men man er jo nødt til at tage sine forholdsregler! Man ville da heller ikke gå igennem byens kriminelle kvarterer med pengesedler hængende ud af lommen. Ud over at det er en rigtig ulækker sammenligning, så 1) er der ingen empiri, der tyder på, at folk, der går udfordrende klædt, bliver voldtaget hyppigere end de, der ikke gør, og 2) det forudsætter, at voldtægt er en konstant, man bare må leve med—at der ingen pointe er i at forsøge at bringe antallet af potentielle voldtægtsforbrydere ned. Voldtægtskultur, mine damer og herrer!

Et andet eksempel i samme stil: Da transkønnede Fernanda blev voldtaget i Sandholmlejren (hvilket skete, fordi hun var blevet indlogeret på mændenes sovesal), fortalte politiet hende, at det var konsekvensen af hendes valg, fordi hun havde besluttet at være transkvinde. Åbenbart er det bare at forvente, at man som transkvinde bliver voldtaget.

Men okay, de fleste kan godt blive enige om, at voldtægt er frygteligt. Der er da ikke nogen her i landet, der aktivt støtter det! Men voldtægtskulturen gemmer sig også i tanke og handling. Voldtægtskultur er et kontinuum. I den ene ende har vi helt åbenlys støtte til voldtægtsforbrydere og had til ofret. I den anden ende har vi tilsyneladende uskyldige ting som f.eks. ideen om, at det er usexet at sikre sig samtykke med nogen, før man har sex.

Lad os tage et eksempel fra den mindre ekstreme del af voldtægtskultur-spektrummet: Sidste uges Mads og Monopolet. Lørdagens gæster er Hella Joof, Søren Pind og Søren Rasted. Start ved 07:30.

"Den Beskuede" har inviteret en ven, "Thomas", til at komme forbi i en uges tid i den lejlighed, hun og en veninde holder ferie i. Den Beskuede opdager, at han over flere dage har filmet både hende og hendes veninde, mens de var i bad. Da hun konfronterer ham med det, siger han "Det var en joke" og "Stoler du ikke på mig?"

Nu er vennegruppen og Thomas' forældre begyndt at stille en del spørgsmål til, hvorfor Den Beskuede ikke vil se Thomas. Hun vil ikke tilgive ham, men hun ønsker heller ikke Thomas ondt, og frygter, at hans ry vil ændre sig drastisk, hvis hun fortæller folk årsagen. Fortjener Thomas virkelig, at hans nærmeste skal vide det om ham? Skal folk kende sandheden?

Søren Pind lægger faktisk ganske fornuftigt ud med at pointere (11:00), at tavshed skaber myter, som ender med at blive vendt imod Den Beskuede. Han ser ikke, hvorfor hun skal beskytte ham.

Man ved, den er gal, når det er Søren Pind, der er den fornuftige! Søren Rasted er uenig (12:00). Det hjælper ikke Thomas, at det kommer ud, mener han. Man må jo huske på, siger han—og Hella Joof er enig—de er i tyverne! Selvfølgelig er det grænseoverskridende, men Den Beskuede skal tage fat i Thomas og sige, at det her er fucking sidste gang, at han nogensinde har gjort noget lignende. Han kan sgu ikke se, at det skulle medføre andet at fortælle vennerne om det, end at Thomas får det endnu værre med sig selv.

Fordi, you know, det er Thomas' følelser, der er vigtige her.

Hella Joof synes (13:35), det lyder som om, Den Beskuede har reageret lidt voldsomt, hvilket har fået Thomas til at gå i defensiven. Hun kan godt forstå, at Den Beskuede føler sig krænket, men altså, det er jo ikke fordi videoen er af Den Beskuede mens hun havde sex eller noget i den stil. Det er jo bare nogle piger, der har været i bad. Selvfølgelig er piger i den alder mere blufærdige, men come on. Kunne hun ikke prøve at tage en kop kaffe med Thomas og tale tingene igennem?

Søren Rasted spørger (16:10), hvad Den Beskuede skulle få ud af at afsløre, hvad Thomas har gjort. Pind svarer ganske fornuftigt (hvad sker der her?), at hun slipper for at gå med de neurotiske tanker, der kan ende med, at hun selv tænker, at det hele er hendes skyld. Hun må naturligvis gøre op med sig selv, om hun vil risikere at miste vennekredsen ved at afsløre Thomas, men hvis hun kan klare det, så go for it. Ellers må hun tage den snak med ham, så alle kan blive gode venner igen.

Og apropos gode venner, så nævner Hella Joof, at mennesket søger derhen, hvor der er god stemning, og hvis Den Beskuede skaber dårlig stemning ved at være sur på Thomas, så graviterer vennekredsen nok hen mod Team Thomas. Det er (18:22) ligesom hvis man vågner om natten som ung, og så ligger ens venindes kæreste og rager én på kasserne. Man kan jo ikke sige det til sin veninde, for så bliver hun rasende, så man bliver nok nødt til at æde den. Hvis bare Thomas forstår det og siger "undskyld, det var en drengestreg, jeg ville bare se, hvordan I så ud uden tøj på. Du ved hvordan vi drenge er i den her alder. Undskyld!", så kan hun godt tilgive ham. Hella Joof og Søren Rasted er enige (18:56): Det er drengestreger med lidt ekstra på.(!)

Monopolets dom (Søren Pind er godt nok uenig): Tag lige og giv ham én chance til. Han er jo ung og uskyldig og i tyverne.

Her er en kort liste over, hvad Hella Joof og Søren Rasted tilsyneladende ikke synes, det at filme nogen i bad uden deres vidende er:

• Ulækkert ad helvede til
• En seriøs krænkelse
• En forbrydelse
• Værd at informere andre piger i vennekredsen om

Og så en liste over, hvad de synes, det er:

• DRENGESTREGER MED LIDT EKSTRA PÅ

Jeg mener, Jesus Christ! Her er tale om en fyr som filmer kvinder mens de er i bad, og ikke én af lørdagens medvirkende synes, det er noget, hans vennekreds bør vide. Ikke nok med det, de vil have, at hun stille og roligt skal forsøge at tale med ham og tilgive ham for at bevare den gode stemning i vennekredsen.

Det er et prima eksempel på voldtægtskultur. Ikke alene bliver den seksuelle krænkelse normaliseret (det er sådan noget alle gør, det er bare drengestreger), offeret bliver bedt om at blive gode venner med krænkeren! 

Når ligestilling dræber!!! Eller noget.

Nej tak!

Ligestilling har ført mange dårlige ting med sig gennem årene. Kvinder er blevet grimmere, mænd får mindre sex, vores børn bliver alle sammen transhomoer, samfundet bliver fattigere og mænd får mindre sex. Feministerne har allerede krævet vores penge, og nu vil de også have vores liv!

Det er i hvert fald, hvad MANFO fortæller os. Som Lennart Kiil spørger:

Hvor mange mennesker skal dø i lighedens navn førend folk for alvor begynder at sige fra over for det feministiske vanvidsprojekt?

Det er jo noget af en påstand. Der er da nødt til at være  en eller anden form for beviser til at understøtte den. Og det er der heldigvis! Nemlig i den, øh—islamkritiske er vist det politisk korrekte udtryk—Lars Hedegaards nye internetavis, Dispatch International.

Dispatch International har en interessant reportage fra netop Sverige, der netop beretter om de mange livsfarlige problemer ved ligestilling af brandvæsnet.

For eksempel viser en undersøgelse fra det ligestillede Sverige, at en brandkvinde er 11 minutter om at bryde en dør ned under brand. Når hun endelig kommer igennem, er der ikke længere noget liv at redde. På det tidspunkt er alle døde.

Til sammenligning forcerer en brandmand samme dør på under ét minut. På trods af feministernes evindelige snak om diskrimination og sociale konstruktioner er det åbenbart endnu ikke lykkedes dem at lave om på kønnenes fysik og krop.

Interessant indeed! Dér har feminismen virkelig en dårlig sag, må man sige, når brandkvinder kan være så dårlige til deres arbejde.

Nej, vent, hvad er det, der står i Dispatch Internationals reportage? Vi kigger:

Efter Dispatch Internationals artikel 26. januar om, hvordan mangfoldighedspresset inden for Räddningstjänsten Syd bringer offentligheden i fare i Malmø og tilstødende kommuner, har avisen fået flere tips om, hvor ilde det står til med brandkorpsene rundt om i landet. Værst ser det ud til at være i Lund, der ellers er blevet fremhævet som en ”mønsterstation”, fordi man har en næsten ligelig kønsfordeling.

For nogen tid siden skulle brandmændene dér øve sig i at forcere en sikkerhedsdør iført røgdykkerudstyr. Da to kvindelige brandmænd gjorde forsøget, tog det dem angiveligt 11 minutter.

Hos tabloidpressen er "tips" og "angiveligt" ofte slang for "vi har selv fundet på hele lortet". Om det også forholder sig hos Dispatch International, skal jeg ikke kunne sige, men undersøgelsen? Den har MANFO i hvert fald selv drømt frem.

Leder man lidt på internettet, er det da også kun småracistiske og -misogyne ytringsfrihedsprædikende, islamkritiske, sandhedselskende internetmedier som Exponerat og Avpixlat, der fortæller historien—i begge tilfælde med den helt vildt neutrale Dispatch International som kilde. Men som vi har set så ofte før, er "fakta" ikke videre vigtigt for tænketanken MANFO, og denne gang er ingen undtagelse:

Det her er et brandgodt eksempel

Oooh, I see what you did there!

på at feministernes teorier vælter som pindebrænde, når de mødes med virkelighedens benhårde realiteter. Det kan godt være feministerne kan imponere akademikere, bureaukrater og politikere med al deres snak. Men en låst sikkerhedsdør er altså ligeglad med konstruktivistisk ævl.

Misogynt ævl, derimod, det sluger mange heldigvis råt ♥ I skrivende stund har artiklen netto 101 upvotes på 180grader—det ser altså ud til, at de liberale—nej, vent, må vi stadig kalde dem det?—er enige i, at ligestilling måske ikke er så svedig en idé alligevel. Folk dør jo (og mænd får mindre sex!!!)!

Eller. Vi skal måske lige kigge på det.

Først og fremmest klarer mænd sig gennemsnitligt bedre end kvinder i de nuværende fysiske prøver. Det viser denne undersøgelse fra Myndigheten för Samhällsskydd och Beredskap (MSB). Nogle kvinder klarede sig bedre end nogle mænd, men generelt havde kvinderne sværere ved at følge med end mænd. Der står dog også:

Enligt modellen för fysiska gränsvärden kan en lägre kapacitet inom ett visst fysiskt testområde kompenseras av en högre förmåga inom ett annat. På så sätt kan individer med olika resultat vid specifika tester ändå göra likvärdiga prestationer under en komplex arbetsinsats. Helkroppsprestation samt faktorer som psykologiska egenskaper (vilka inte undersökts här) måste därför tas i beaktande vid bedömning av brandmannens förmåga att utföra ett visst arbetsmoment.

[...] Inom räddningstjänsten finns ett antal specifika arbetsmoment som är extremt fysiskt krävande men däremot sällan förekommande. I dessa fall är det inte rimligt att utgå från de rekommenderade gränserna för generell fysisk kapacitet hos brandmän. Gränssättning av fysisk förmåga på det sätt som här föreslås, innebär att vissa individer inte klarar gränsvärdet enligt modellen. Samtidigt kan personer som klarar gränsvärdet enligt fysiska tester ändå ha svårt att fullgöra specifika arbetsuppgifter inom räddningstjänsten. Arbetet är komplext och fysisk förmåga bara en av flera faktorer som påverkar prestationen 

Så fysisk formåen som eneste parameter for egnethed er altså noget mangelfuld. For MANFOs beskrivelse af, hvad brandmandsjobbet består af, er temmelig ensidig—som svensk brandmand m/k laver man altså andet end at sparke (ja, sparke. Eller bruge værktøj. Det med at skubbe med skulderen, det gør man mest på film) døre ind. Se her:

Att arbeta som brandman innebär mycket mer än att släcka bränder. Räddningstjänsten rycker ut vid till exempel trafikolyckor, sjukvårdslarm, kemikalieolyckor, olyckor med farligt gods, djurlivräddning och oljeutsläpp. 

Utryckningar utgör en mindre del av arbetstiden. Som brandman arbetar du mycket med förebyggande brandskydd, informerar på skolor och arbetsplatser eller genomför brandskyddskampanjer. Andra viktiga delar är fortbildning, övningar och materielvård.

Det forklarer måske også, hvorfor der er flere stationer, der har lempet på de fysiske krav i forbindelse med nye rekrutteringer, som vi bl.a. kan læse her. Der er altså blevet slækket på kravene for at sikre, at brandstyrken blev en mindre homogen størrelse. Grundigere undersøgelser kan måske fortælle os mere, men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at de ændrede krav har udgjort en øget fare for nogen. Men det kommer måske an på, hvem man spørger. Take it away, MANFO:

Det er ganske givet, at helt almindelige svenske borgere allerede har måttet bøde med livet, alene så feministiske politikere og bureaukrater har kunnet klappe hinanden på skuldrene og skåle i champagne i takt med, at deres ligestillingsmål er gået i opfyldelse. Ligestillingen har en pris.

Det er sådan set meget legitimt at sætte spørgsmålstegn ved, om det er okay at sænke kravene for brandmandsfaget (i hvert fald hvis man tror, at vi generelt lever i et meritokrati). Dem kunne man godt hæve igen uden at afvikle hele ligestillingskonceptet, som MANFO jo ellers er ivrig fortaler for. Men MANFOs (og Dispatch International og mange andres) problem ser mest ud til at være, at der overhovedet er brandfolk, der ikke er udstyret med en diller. Det er ikke første gang, kvinder af MANFOs skribenter er blevet kaldt kujoner. Mænd er trods alt bare mere heroiske, ikke? Den har jeg i hvert fald hørt før i det "virkelige liv".

Jeg ser det for mig: Huset brænder. Ind træder en stor kvinde i røgdykkerudstyr og råber "Kom med mig!". Vores helt ryster på hovedet. Det er sikrere at blive her i flammehavet end at lade sig redde af—gulp—en pige.

Hvor mange gode mændesker må dø før ligestillingsfascisterne giver op og lader mændene gøre deres arbejde? Hvor meget sex må vi undvære, før feministerne holder kæft? Det kan kun tiden vise.