Vesten mangler gravide 13-årige!

Videnskabeligt!

Okay, det går ikke så stærkt med indlæggene lige nu—endnu en gang skriver jeg om et debatindlæg næsten en måned efter, det er udgivet. Sådan må det være.

I dag er det første gang, vi rigtig tager fat på Folkets Avis, som, lidt firkantet sagt, tager MANFOs beundringsværdige tilgang til kønsspørgsmål og breder den ud til mange andre emner.

Vores rejse til Folkets Avis bringer os denne gang til en anmeldelse af bogen Det Moderløse Samfund, skrevet af Niels Arbøl. Anmeldelsens forfatter—og vores gamle ven!—Lennart Kiil giver bogen seks stjerner og kalder den "en fremragende bog af den kaliber, vi kun ser en gang hvert årti", så det må være hot stuff. Det passer meget fint ind på tidslinjen: Det Moderløse Samfund udkom i 2013, lige omkring ti år efter Kåre Fogs To køn - tre sandheder.

Denne gang er det da også en reaktionær biolog, der har bevæget sig ud i såkaldt kulturkritik (og ligesom Kåre Fog måtte oprette sit eget forlag, da ingen ville udgive hans shitty bog, er Det Moderløse Samfund da også udgivet på Arbøls eget forlag, Queenswood).

Hvor det hos Fog i høj grad handlede om, at kvinder ikke gider bolle, er problemet i vore dage åbenbart blandt andet, at kvinder ganske vist boller, men ikke føder nok børn. Som vi ser i anmeldelsen:

At kvinder i dag i massivt omfang - i Danmark mere end snart noget andet sted i verden - er mere eller mindre tvunget til at deltage på arbejdsmarkedet på fuld tid anses almindeligvis som et ubetinget gode, men også denne forestilling udstilles for det bedrag, den er. Konsekvenserne i form af stress, depression, forliste ægteskaber og ulykkelige børn med diverse diagnoser kan ikke benægtes - og det grundlæggende problem ikke løses med stadig mere medicinering.

Så, you know, det er ikke så meget det fucked up arbejdsmarked, der er problemet, men at kvinderne har bevæget sig derud. Det fører til en nedvurdering af moderskabet, hvilket fører til lavere fødselstal, hvilket fører til Ragnarok og så videre. Sådan en analyse fortjener med sikkerhed seks stjerner.

Men tag ikke mit eller Lennarts ord for det! I sommer skrev Niels Arbøl selv et indlæg på Folkets avis. Lad os se, hvorfor moderskabet er i krise! Her er et par af punkterne (det bør nævnes, at Arbøl her kun taler om ciskvinder—når det kommer til naturvidenskabelig kulturkritik er alle, der ikke passer ind i kønsbinariteten, åbenbart ikke så spændende):

1. Fødselsraten har i flere årtier ligget under reproduktionsniveauet, således at befolkningerne i Vesten ikke kan reproducere sig selv, og befolkningstallet går tilbage. En hypotetisk computerberegning, foretaget af det britiske magasin The Prospect, har vist, at hvis den lave fødselsrate fortsætter som hidtil, vil den sidste europæer dø i år 2960.

4. Adskillelsen af sex og forplantning er blevet konsekvent gennemført ved hjælp af p-pillen og reagensglasbefrugtning (IVF). IVF har åbnet op for anvendelser, der ligger langt uden for det elementære ønske om at få et barn.

5. Antallet af aborter fortsætter på højt niveau. Omkring en tredjedel af alle kvinder i Vesten får foretaget en eller flere aborter, og blandt teenagere ligger abortraten over fødselsraten.

7. Der er sket en markant stigning i antallet af småbørnsmødre, der bruger størstedelen af dagtimerne på deres arbejde og karriere frem for at passe deres børn. Og det på trods af at dette arbejde ofte påfører dem en betydelig stresspåvirkning.

Jeg kan ikke tale for Arbøl, men jeg synes i hvert fald selv, det er et problem, at kvinder vil arbejde, og at teenagere ikke får børn. Vi uddør med sikkerhed om 850 år.

Kvinder, og især mødre til små børn, har i alt for høj grad tilsidesat deres natur og identitet som mødre til fordel for karriere og arbejdsliv. Dette har ikke kunnet undgå at få en række alvorlige konsekvenser for mødre og børn i form af en nærmest epidemisk stigning i stressrelaterede fysiske og psykiske lidelser, hvilket også har belastet de offentlige udgifter i samfundet i betydelig grad.

Er det nu ikke kvinderne selv, der først og fremmest bærer ansvaret for hele denne udvikling?

Er det her et af de dér retoriske spørgsmål, der ender med "selvfølgelig ikke, kvinder må gøre, hvad de har lyst til"?

Hvis man forstår ansvar som et personligt begreb, som er relateret til de konkrete situationer, hvori et valg skal virkeliggøres, har kvinderne ganske givet det primære ansvar herfor. De har forståeligt nok påberåbt sig retten til at bestemme over deres egen krop og over de børn, de vil føde, og de har siden p-pillens fremkomst og retten til abort haft midlerne til selv at bestemme. Hvem andre end kvinderne selv, kunne man spørge, har derfor ansvaret for det faldende fødselstal, for udsættelsen af fødsler til en stadig senere alder eller for at fravælge børn i det hele taget? Hvem andre end kvinderne selv tager beslutningen om abort eller afgør, om et foster med eller uden fejl skal bringes til verden?

Hm. Guess not. Det ér måske kvindernes skyld, at børn bliver stressede, bare fordi mor vil lege businesswoman med de voksne? Kan mændene så ikke hjælpe?

Måske har mange kvinder selv følt, at svaret kunne føre i den retning, men ofte afværger de konflikten mellem arbejde og familie lynhurtigt i form af et modspørgsmål: ”Er det måske ikke lige så meget mændenes ansvar?” Når kvinder drejer diskussionen over i denne retning, er det ikke, fordi de tror, at det er særligt realistisk hvis fædrene skulle lave en saltomortale og overtage mødrenes plads i familien. Snarere er det for at standse enhver diskussion og overvejelse, der kunne indebære, at kvinderne igen ville give prioritet til det at være mødre, i al fald så længe der er små børn.

[...] Det er derfor ikke manden, der skal forklare, hvorfor han prioriterer sit arbejde frem for den nære familieomsorg, for det har han hele tiden gjort. Det er kvinderne, der skal forklare hvorfor de i dag prioriterer deres erhvervsarbejde højere end familien.

Man kan sige meget om Niels Arbøl, men han lægger ikke fingrene imellem. Vi mænd er gode nok ♥

Men ret skal være ret. Arbøl fortæller, at det ikke giver mening at give kvinder skylden for manglen på smukke, hvide børn—ikke så meget fordi det ikke er kvindernes skyld, men fordi det ikke nytter noget at skændes om, hvis skyld, det er. Der er børn, der skal fødes, dammit!

Det vil i al fald være meningsløst at tale om kvindens ansvar i betydningen skyld, der er den mest unyttige følelse af alle, når den pålægges andre mennesker. Når vi taler om ansvar, ligger der heri udelukkende en konstatering og anerkendelse af det særlige privilegium kvinden har – at kunne føde børn og have den primære betydning for deres opdragelse. I dag opfatter mange unge karrierebevidste kvinder ganske vist ikke moderskabet som et privilegium, men det kunne i så fald skyldes, at kulturen er blevet afsporet og har ført kvinderne på afveje.

Og det er kulturen, der er den sande skurk. Vores konstante overforbrug har ikke kun medført katastrofale klimaforandringer, det er i dag også nødvendigt med to udearbejdende forældre, hvis man vil have børn. I hvert fald hvis man er som nutidens grådige unge mennesker og gerne vil have "en stabil økonomi", ikke vil "sidde i gæld hele livet"og måske endda "bo i et hus".

For en familie betyder køb af hus som hovedregel, at begge forældre er nødt til at arbejde på fuld tid, og moderen må tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, efter at barselsorloven er overstået. På den måde går de enkelte borgeres konsumering af velfærd hånd i hånd med den ideologisk bestemte nordiske velfærds-model, der vil have mødrene ud på arbejdsmarkedet i lige så høj grad som fædrene, mens deres børn bliver passet i daginstitution størstedelen af dagen.

Med de materielle forventninger, som unge mennesker har i dag, er det ikke så mærkeligt, at tanken om moderskab glider i baggrunden. Dertil kommer, at stærke bestræbelser i dagens samfund og en rabiat feminisme er i gang med at udviske de biologiske kønsforskelle, således at kvinderne mener sig berettigede til at glemme alt om moderskab – men det er en helt anden historie.

MENER SIG BERETTIGEDE TIL AT GLEMME ALT OM MODERSKAB. Niels Arbøl ser ikke kvinder som fucking mennesker, men som fremtidige inkubatorer og børneplejere. Gæt hvem der skal bestemme, om man skal være gravid og have et barn? Én selv!

Apropos "anden historie": Arbøl skrev et næsten identisk indlæg i Information, hvilket forståeligt nok blev kritiseret af Anna von Sperling. Arbøl tog til genmæle, blandt andet med informationen om, at det er manglen på gravide 18-årige, der er skyld i det høje antal tilfælde af brystkræft. But here's the real kicker:

Det kan dog ikke diskuteres, at kvinder, der bliver frugtbare som 13-årige, men venter med at få børn til 35-års alderen, undertrykker deres reproduktive system i hele 22 år.

Appetitligt!

Måske mener Niels Arbøl bare, at det er et biologisk faktum: når ciskvinder er 35, har de været frugtbare i 22 år. Men i betragtning af, at det åbenbart er et samfundsproblem i hans øjne, at teenagere føder færre børn, end de aborterer, er det da muligt, at han gerne så lidt flere gravide teenagepiger i bybilledet. Efterhånden kommer børn også tidligere og tidligere i puberteten—hvis vi er heldige, kan vi begynde at bringe børn til verden allerede når pigerne er ni ♥

Jeg kan heller ikke lade være med at bide mærke i, at Arbøl primært problematiserer det faldende fødselstal i vesten. Generelt er verdens befolkning jo stigende, og vi har en forholdsvis solid indvandring til vestlige lande, så måske er det i virkeligheden sunde, hvide bebser, verden har brug for flere af?

So yeah, det er nogenlunde, hvad vi møder i Arbøls Det Moderløse Samfund. Det er ikke svært at se, hvorfor den appellerer til MANF—æh, Folkets Avis: Et verdenssyn, der hører 50'erne til og dehumaniserer kvinder, præsenteres som ikke alene sundt for individet, men som absolut centralt for den vestlige civilisations overlevelse. Det er sgu svært at erklære sig uenig i. Som Lennart Kiil beskriver det i anmeldelsen:

Alle, der har bare en lille smule interesse for Danmarks fremtid, bør læse bogen. Den behandler bedre end nogen anden den kommende tids største udfordringer.

Mandfjols-panelet uddeler seks ud af seks feminiserede heteromænd. ♂♂♂♂♂♂

Return of the Fjols: Svenske feminister vil myrde MANFO

[Trigger warning: vold mod kvinder, voldtægt]

I'm back, fuckers! Der er også gået over et halvt år siden jeg sidst skrev et indlæg, så måske var det på tide.

Der er sket en del i den periode—folk har brokket sig over støvsugende drenge i legetøjskataloger, folk har brokket sig over rabat til folk i stiletter på diskoteker, og ikke mindst er der latterligt mange folk, der har brokket sig over, at mænd ikke har ret til den såkaldte juridiske abort. Jeg har sprunget de fleste af diskussionerne over, men nu må jeg ud af kælderen, for MANFO, der ellers har trådt noget i baggrunden til fordel for Folkets Avis (hvilket folk, der er tale om, er der ingen, der ved), har klaget!

Klagen fra først i januar handler om, at der til det kommende ligestillingsarrangement Nordiskt Forum vil være—gys—svenske feminister!

Eller, noget i den retning, i hvert fald. Som der står på avisen.dk:

En gruppe af danske mænd går nu i krig med de 40 organisationer, fagforeninger og politiske partier, der støtter Kvinderådet. I et usædvanligt brev advarer netværket Manfo Kvinderådet mod at deltage i en stor ligestillingskonference, ’Nordisk Forum’, i Malmø til sommer.

Det usædvanlige brev, der er sendt til Kvinderådets danske medlemsorganisationer kan findes hér. Det er forfattet af biologen Kåre Fog, og det ser ud til, den primære anke går på blandt andet dette billede:

Billede fra det, æh, antifeministiske Toklandet

Billedet er lagt op fra svenske Sveriges Kvinnolobbys Twitter-profil, hvor der også blev lagt to andre billeder op i samme "Dags För"-format, som man kan se andre eksempler på på Sveriges Kvinnolobbys Facebook-side. Som Kåre Fog skriver:

Det vil sige, at i reklame for NF2014, som er udsendt af Sveriges Kvinnolobby med henblik på udbredelse i cyberspace, opfordrer man til at skære penis af mænd.

Måske lidt søgt, men det er i hvert fald rigtigt, at selv om de enkelte personer naturligvis har lov at stille op til et portræt med det budskab, de har lyst til, så er det måske ikke det klogeste af de mange "Dags För"-billeder at reklamere med. For the record er vi her på Mandfjols også generelt imod at skære pikken af folk.

Da Sveriges Kvinnolobby blev konfronteret med det, fjernede de da også billedet og tog afstand fra budskabet. Alligevel skulle det her ifølge Kåre Fog, sammen med misandrisk kartoffeltryk og det faktum, at SCUM-manifestet er pensum på Uppsala Universitet, være udtryk for en bestemt voldstendens inden for svensk feminisme. Som Fog smukt udtrykker det:

Med Sveriges Kvinnolobby som primus motor, kan vi forvente at temmelig rabiate former for feminisme og meget vidtgående forslag får en fremtrædende plads på konferencen.

Og det kan da godt være, at Trine Bramsen, der sidder i Kvinderådets bestyrelse, fortæller avisen.dk at ”Alle organisationer og netværk er velkomne. Også Manfo, hvis de har noget på hjerte.” Men se lige den ekstreme feminisme! Kåre Fog skriver:

Der anføres 12 hovedemner på konferencen. Nogle af disse emner kan ingen være imod at tage op, så som ”Fred og sikkerhed”. Andre er lidt mere kontroversielle. De to emner som står øverst på programoversigten, er

- Feministisk økonomi – økonomisk og social udvikling

- Kvinders og pigers kroppe – seksualitet, sundhed og reproduktive rettigheder

Både rabiat og kontroversielt med sådan noget "sundhed" og "reproduktive rettigheder", det må man sige. Nordiskt Forums fredstelt, DJ battle og loppemarked bliver nok også en misandrisk omgang.

Vigtigst er dog denne pointe—for det er trods alt mænd, der er vigtigst hér:

Hvis en sådan vedvarende propaganda vendt imod mænd ikke tages alvorligt og ikke imødegås, kan det måske før eller siden få enkelte kvinder til faktisk at begå alvorlige forbrydelser mod mænd.

Hold the fuck up. Sidder Kåre Fog og fortæller, at MANDEHADSK PROPAGANDA UHA kan føre til vold mod mænd? Skal vi ikke se lidt på, hvordan tingene ser ud den anden vej rundt?

Ud over, at (i hvert fald danske) mænd generelt udgør langt størstedelen af volds- og voldtægtsforbrydere mod folk af alle køn, så er der nogle hurtige og på ingen måde enestående eksempler her:

• 25-årige Marc Lépine dræbte i 1989 fjorten kvinder på den canadiske École Polytechnique, efter eget udsagn med det specifikke formål at "bekæmpe feminismen".
• I 2011 myrdede Anders Breivik 69 mennesker på Utøya. Hans lange manifest var fyldt med antifeministisk og kvindehadsk materiale.
• Karen Straughan, bedre kendt som GirlWritesWhat (af MANFOs Lennart Kiil kaldt "logisk og sammenhængende" samt en "[klog kvinde,] der ikke er faldet for feministernes overfladiske og personfikserede fnidder", har udtrykt, at hun ikke har noget problem med vold mod kvinder.
• TJ Kincaid, også kaldt TheAmazingAtheist, har til en kvindelig kommentator, der bad om trigger warnings på hans videoer (og fortalte, at hun selv var blevet voldtaget), skrevet bl.a.: "I'm going to rape you with my fist."

Hvis de to sidste personer virker bekendte, så er det fordi, de begge er optrådt i videoer på MANFO (læs om det her og her).

Og nå ja, så er der selvfølgelig et sidste eksempel: Vores egen Kåre Fog, biolog, forlægger og forfatter til advarselsbrevet om Nordiskt Forum, udgav i 2003 en bog kaldet To køn - tre sandheder, hvori han skrev, at mænd er dumme og feje, hvis de uden videre accepterer et "nej" til sex. Men sådan en tankegang kan umuligt føre til noget, der kunne minde om en forbrydelse, vel?

Så altså, jo, hypotetisk set kan skær pikken af-"propaganda" godt føre til forbrydelser. I mellemtiden fører den antifeministiske og kvindefjendske ideologi, MANFO til tider gør sig til del af, til at virkelige mennesker bliver udsat for virkelig vold.

Kåre Fog skriver "svensk feminisme er i disse år en grim plante hvis vækst er kommet helt ud af kontrol". Og måske er der en skjult voldstendens inden for svensk feminisme. Who knows? Men MANFOs klagebrev er lidt svært at tage seriøst, når antifeminisme og kvindehad har liv på samvittigheden. Get some perspective, guys.